For fjerde år i træk uddeler Kulturministeriet med Innovationspuljen projektstøtte til nyhedsmedier. Syv projekter har modtaget støtte i denne omgang.
Mandag Morgen har fået det største beløb og modtager 2,9 millioner kroner. Det er mere end det dobbelte af næsthøjeste beløb på 1,3 millioner, som går til Globalnyt.
De knap tre millioner skal ifølge Mandag Morgens chefredaktør, Lisbeth Knudsen, bruges til at videreudvikle faktatjek-hjemmesiden TjekDet.dk. Mandag Morgen startede i november TjekDet.dk som et pilotprojekt.
Hvad kommer støtten til at betyde for Tjekdet?
”Støtten giver os ressourcer og muligheder for at arbejde videre med at rydde op i det unuancerede og postulerede, som findes i samfundsdebatten, og på den måde give et bud på hvad der er sandt og falsk og op og ned," siger Lisbeth Knudsen.
Vil udbrede nuancer
Hun understreger, at tjekdet ikke kun arbejder med ”sandt og falsk”, men i lige så høj grad med udbredning af nuancer.
”Det, der er på spil i den offentlige debat, er ikke nødvendigvis direkte løgn og usandheder, men mangel på nuancer. Derfor har vi taget det som en af vores opgaver at gå ind og fortælle om nuancerne i debatten, når der er noget, der er sat på spidsen og bliver sort/hvidt i den politiske debat,” siger hun.
Hvis man er fast bruger af Tjekdet i dag, hvordan vil man så opleve, at det bliver anderledes med støtten?
”For det første får vi mulighed for at lave flere historier. Men vi vil også arbejde på at etablere flere partnerskaber. Dels med ekspert/forskersiden og dels med andre medier, som har lyst til at gå ind i det her arbejde. Tjekdet.dk er ikke et lukket site. Vi prøver at gøre det til en portal for faktatjek på dansk,” siger Lisbeth Knudsen.
Bagsiden af den nye medievirkelighed
I Mandag Morgens egen annoncering af støtten skriver de, at støtten blandt andet skal bruges til at udbrede kendskabet til bagsiden af den nye medievirkelighed.
”Der er en udbredt mangel på kendskab til, hvordan internettet, de sociale medier og den nye medievirkelighed foregår. Og til, hvordan man kan manipulere ting i kraft af nye teknologier. Vi vil gerne være med til at øge befolkningens generelle kendskab til, hvordan de her ting fungerer. Eksempelvis hvordan spredningseffekten, når noget går viralt, på forbløffende kort tid kan sende et rygte i cirkulation til rigtig mange mennesker,” siger Lisbeth Knudsen.
Det skal ske ved, at TjekDet.dk udover faktatjek også bringer baggrundshistorier om udfordringerne ved den nye medievirkelighed.
Uddelt 5,3 mio. kr. i alt
I alt er der uddelt 5,3 millioner kroner i denne omgang. Sidste år var puljen på 9,3 millioner.
Her gik de største støttebeløb til Koncentrat (2,9 millioner) og Korrespondenterne (2,8 millioner).
Midlerne, der modtages over en treårig periode, er fordelt på støtte til etablering af nye nyhedsmedier og udvikling af eksisterende.
Modtagerne af etableringsstøtte er:
Rundt om Bornholm (Bjelstrand Innovation & Udvikling IVS): 90.000 kr.
Det Digitale Danmark (DDD) (TO Media IVS): 187.500 kr.
Danmarks Fonde (Danmarks Fonde IVS): 213.634 kr.
SEIN- Et webmagasin for unge af unge (HANSEN & PEDERSEN FILM & FJERNSYN ApS): 360.000 kr.
Modtagerne af udviklingsstøtte er:
Altinget (ApS ALTINGET.DK): 199.329 kr.
Globalnyt (Foreningen Globalnyt): 1.350.000 kr.
Mandag Morgen (Mandag Morgen ApS): 2.880.736 kr
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er mest bekvemt at indskrive sig på den rigtige side af distinktionen mellem fake news og alt det nye, populistiske, antiglobale, kontrafaktiske. Selve distinktionen er dog ikke at finde på nogen af siderne!
Det er ikke sikkert, at man fundamentalt nok formår eller ønsker at se på, hvordan informationsværdien skabes på den måde, og hvorfor en iagttagelsesform, semantik vælges, implementeres og bekræftes med så mange offentlige midler! (det er ellers voldsomt interessant)
Det ville sætte spørgsmål ved værdien af det, som indikeres via distinktionen. De semantiske værdier, som lever ved distinktionen/iagttagelsesformen, mister sin umiddelbare status, gyldighed, når de reflekteres på baggrund deres semantiske forudsætninger/mulighedsbetingelser (det som de lever stiltiende i kraft af).
Det ved man alt om inden for branchen. Men vil man tale om det, eksplicit! Nej, det ville underminere effekten af den konstruktion, det modsætningsforhold, som man har etableret, vil, har indskrevet sig i og kontinuerligt vil indskrive sig i.
http://arbejdsforskning.dk/visartikel.asp?art=284