
Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, var den mest citerede ekspert i 2022. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Medier skal faktatjekke debatindlæg og kronikker. Det gør Jyllands-Posten også, men det glippede med en kronik, som Morten Messerschmidt skrev for et år siden. Sådan lyder det fra Jyllands-Postens opinionsredaktør, Palle Weis.
”Selvfølgelig faktatjekker vi debatindlæg, og vi bruger meget tid på det. Vi beder skribenter medsende dokumentation og sender ofte indlæg retur. Men i dette tilfælde er det glippet, og den kronik skulle vi ikke have bragt,” siger han.
Debatten raser mellem Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, efter at Jyllands-Posten i sidste uge bragte en kronik af Nynne Sass Larsen, Henrik Sass Larsens datter. I den skrev hun blandt andet, at Ekstra Bladet med ”store sorte bogstaver på en gul breaking-forside” skrev, at hendes far var rocker.
Det er ikke faktuelt korrekt, for Ekstra Bladet har ikke kaldt Henrik Sass Larsen ”rocker” på forsiden, selv om avisen i en artikel på Nationen har omtalt ham som ”Rocker-Sass”.
Kritiserer kronik af Messerschmidt
I weekenden udgav Ekstra Bladet så en artikel om en helt anden sag, nemlig DF-politiker Morten Messerschmidts sag om angiveligt fusk med EU-midler.
I artiklen henviser Ekstra Bladet til en kronik, som Morten Messerschmidt fik optaget i Jyllands-Posten sidste år, hvor han kommer med en række påstande, der ikke stemmer overens med Ekstra Bladets artikler undervejs og det anklageskrift, som siden er kommet frem.
Ekstra Bladet henviser blandt andet til, at Morten Messerschmidt i kronikken skrev ”Vel er det ubehageligt, når Ekstra Bladet taler om ’dokumentfalsk’ og ’dokumentmisbrug’. Men det er også løgn”.
”Avisen (Jyllands-Posten, red.) gjorde sig ikke nogen ulejlighed med at faktatjekke kronikkens indhold eller den dokumentation, som Ekstra Bladet havde fremlagt i flere artikler,” lyder det i Ekstra Bladet, som henviser til egne artikler og anklageskriftet, som dokumentfalsk er en del af.
Skulle aldrig være bragt
Jyllands-Postens opinionsredaktør, Palle Weis, erkender, at Messerschmidts kronik ikke blev faktatjekket.
”Jeg havde egentlig glemt alt om den kronik. Men den skulle ikke være sluppet igennem, det er en fejl, og det er mit overordnede ansvar. Det er et partsindlæg, hvor hovedpersonen får lov at fralægge sig ethvert ansvar, og den skulle vi ikke have bragt,” siger Palle Weis.
Men han afviser, at der kan drages en parallel mellem Nynne Sass Larsens kronik og Morten Messerschmidts kronik.
”Det kan slet ikke sammenlignes. Nynne Sass Larsens kronik handler om hendes oplevelser som 11-årig pige i Køge, som hun husker dem. Messerschmidt er en dreven EU-politiker, som er ude for at rense sig selv.”
Men er der ikke også en faktuel fejl, som Nynne Sass Larsens kronik ville have stået meget stærkere, hvis I havde haft styr på?
”Her er jeg enig med min chefredaktør. Ekstra Bladet slår ned på en detalje, og jeg synes, det er en detalje. Vi har læst det som hendes oplevede erfaring, da hun var 11 år gammel. Det er ærgerligt, at den detalje kommer til at stå i vejen for en vigtig debat om vores magt som medier,” siger Palle Weis.
Debatstof skal faktatjekkes
Mediejurist Peter Lind Nielsen forklarede tidligere på ugen i Journalisten, at medier har samme pligt til at faktatjekke og forelægge indholdet på debatsiderne, som man har med det journalistiske indhold.
Og det understreger Palle Weis, at Jyllands-Posten gør.
”Debatstof er specielt i den forstand, at man tillader holdninger og påstande, som vi ikke ville bringe i en almindelig reportage. Men der gælder stadig de samme krav om, at tingene kan måles og vejes, som vi har alle andre steder i avisen. En gang imellem smutter det, og det er så sket her,” siger han.
Medierne modtager hundredvis af debatindlæg hver dag. Hvorvidt mener du, man skal gå i at faktatjekke alle påstande i hvert læserbrev?
”Det er sværere at faktatjekke debatstof end journalistisk reportage, fordi du som redaktør typisk sidder i samme lokale som de journalister, der har historien. Det er påkrævet, at man går til dem og siger ”her mangler noget dokumentation”. Debatstof er baseret på holdninger, men der skal stadig være styr på dokumentationen, og man skal gå lige så hårdt til det, hvis der mangler noget,” siger Palle Weis.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.