"Faktatjek" kan gå helt galt.
"Faktatjek" kan gå helt galt. Læs denne historie bla om Berlingske's ejere. Har ikke set historien omtalt andre steder end i Arbejderen. Meget betænkeligt, hvis det virkelig er sådan. JOURNALISTEN er blevet tippet om det (9. marts) og artikel to (16. marts).
http://arbejderen.dk/indland/tre-hollandske-medier-stævner-eus-task-force
http://arbejderen.dk/indland/hollands-parlament-kræver-eus-medieovervågning-lukket

Tjekdet-bevægelsen er led i
Tjekdet-bevægelsen er led i hele den vestlige verdens gamle medieverdens kamp mod de nye medier, kampen om pladsen i lyset, brugerens opmærksomhed, som man i de gamle medier har levet af at fange med eget indhold, hvor de nye medier har vundet pladsen i lyset ved at formidle brugere og andre mediers skabelse af indhold.

Facebook og Google fylder alt for meget, har alt for meget magt. De bringer fake news, og det er stort set de nye mediers skyld, at fake news politikere, som Ukip i Storbritanien og Donald Trump i USA har fået deres vilje via et fake news misinformeret folk.

Den interne diskussion om hvorvidt der nu fifles med kontrollen, om den selektive omgang med kontrol ikke selv er af tvivlsom karakter ud i grænselandet mellem det sande og falske, ja den er da så vældigt interessant, især for de gamle medier selv. Den fylder også meget i vi andres opmærksomhed. I fylder skam meget, og har meget at sige, stadig væk.

Det, som jeg hele tiden prøver, og det er svært, er at sige noget om alt det, som gør, at det giver mening, det, som man eksplicit siger, altså i det hele taget. Det er alle de stiltiende betingelser for omgangen med referencer, der bærer betydningerne af referencerne. Alt det, der kunne siges, men som ikke bliver sagt, og som bestemmer informationsværdien af det, der siges, eksplicit.

Man kan også sige, at spillet på banen kun til dels afslører hvor banen er. Nogle gange så har banen flyttet sig, og spillerne render rundt, fuldt optaget af hinanden og det, som de tror er et reelt spil, hvor banen for længst er flyttet et helt andet sted hen. Den følelse har man selv, når man mange gange prøver på for alvor at tænke konteksten med i de konkrete nedslag af detaljer. Selvfølgelig er detaljerne valgt ud fra nogle kriterier, der er meget mere interessante, end detaljerne i sig selv. Kunsten at beskrive det afslører altid en spiller, der ikke selv befinder sig midt i orkanens øje. Her vil ingen professionel journalist stå. Det er nemlig det samme som at være taber. Så den diskussion om referencerammen har det svært i medierne. Den hører måske også til, netop her på journalisten.dk, i en metadiskurs.

Selvfølgelig har politikerne, som er blevet tjekket af tjekdet, ret i, at de punktvise nedslag og omgangen med baggrundsviden for kontrol af deres udsagn selv er udtryk for folkene bag tjekdets virkelighedsopfattelse. De spiller hele tiden ud fra den implicitte antagelse af, hvor banen ligger. Traditionen for at afgøre det, er del af selve spillet. Den mest effektive måde at flytte det hele på, banen, er at holde kæft omkring kriterierne for det forpligtende i detaljens informationsværdi, og så bare bruge magten over fladen til at skabe indhold andre steder. Det kræver fysisk magt over brugerfladen, noget som findes i direktionerne, redaktionerne, oppe fra ned.

Inden for videnskaben finder vi den længste og mest eksplicitte tradition for omgang med kriterier for kvalificering af budskabers/beskrivelsers informationsværdi. Det handler om kriterierne for at afgøre, hvad der er sandt og falskt i videnskabelig forstand.

Man kan sige, at rammen for kvalificering af budskabet som sandt tåler den eksplicitte opmærksomhed inden for videnskaben. Det er ikke mit indtryk, at den gør det blandt journalister, ikke rigtigt, ikke forpligtende. Det ender alt sammen op i grød, eller "kun politiske udtalelser".

Det politiske system har op gennem nullerne fået lov til at underminere grænserne mellem videnskab, politik og økonomiske interesser, med fuld opbakning inden for den gamle medieverden, hvor spindoktorer og medier var et fedt.

Anders Fogh ophøjede den enkelte borger til status af egen højeste smagsdommer, da han fordømte videnskabeligheden som smagsdømmeri i sin berømte nytårstale. Helge Sander solgte ud af videnskabens autonomi, da han identificerede forskningens værdi til noget der kunne måles på markedet. (ophævelsen af forskellen mellem fakturaens pålydende og videnskabens produkt, var hans formål, minimeringen af afstanden mellem forskning og faktura). Lige nu ser vi nogle få men ekstremt afslørende arbejder fra Heine Andersens, der har afsløret hvordan universitetsverdenen er blevet invaderet af det politiske system, erhvervslivet. Den fri forskning er presset i bund og dermed er det videnskabelige systems autonomi en saga blot i DK. Men det interesserer så ikke rigtigt medierne. Så meget ligger det faktuelle dem heller ikke på sinde.

Hver gang Foghregeringen blev taget i at fifle med fakta, så blev det reduceret til remis. Man kan altid neutralisere den eksplicitte løgn/falske påstand med forklaringen, at der var tale om en "kun politisk udtalelse".

Det gjorde man i stor stil, og kom ad sted med det. Fx af Fogh fra folketingets talerstol, da han blev konfronteret med budskabet om Bjørn Lomborgs egnethed som direktør for sin egen opfindelse, miljøvurderingsinstituttet, som blev ham oprettet, tildelt ud fra hans af det videnskabelige udvalg vedrørende videnskabelig redelighed diskvalificerede forfatterskab. Fogh sagde eksplicit fra talerstolen: "Det kan godt være, at Bjørn Lomborg ikke er videnskabelig. Men jeg synes at hans bøger er rigtigt gode". Ergo var han kvalificeret. (medierne klappede i hænderne, og gik med Bjørnen Lombergs arbejder, som om det overhovedet var værd at forholde sig til ud fra noget som helst videnskabeligt kriterium for sandhed. De var nemlig åh.. så demokratiske, og med på Anders Fuck Rasmussens strategi).

Diskussionen omkring Foghregeringens omgang med fakta afslørede hele den åh.. så faktatro kommercielle presse som en stor gang lystløgnere. Fuck sandheden, hvis ikke den passer ind i vor demokratiske ret til at mene og sige om alt, hvad der passer os, inklusiv det, som vi ikke kan kvalificere sandhedsværdien af i vor inderkreds, men underkaste demokratiets diktat, fordømmelse som udemokratisk.

Distinktionen mellem det, som kun kan afgøres i en videnskabeligt kvalificeret diskurs og det, som medier, med og uden selektiv fokusering på sig selv som faktatro eller ej, kan afgøre demokratisk i sin inderkreds, den distinktion blev undergravet i og med Foghæraen. Han var del af Bush og Blair- epoken. Det var noget meget større, end det, som Fogh kunne tage æren for. Det var begyndelsen på enden på det, som tjekdet ikke kan rette op på.

De nye sociale medier og Trumpismens opgør med det fri marked, Brexit, den globale opvarmning, overbefolkningen, konsekvenserne af de vanvittige krige i Mellemøsten, den udemokratiske behandling af muslimer (retten til at håne muslimerne under henvisning til Flemming Roses credo, retten til at sige om andre, hvad de ikke vil høre om sig selv, brugtes og bruges fortsat eksklusivt mod muslimerne, hvor den demokratisk bør bruges mod alt og alle!), kort sagt, konsekvenserne af den politik, som er blevet ført, kan man ikke leve med, fordi de er forlængelsen af det orienteringsmønster, den fremskridstro, som alle i den gamle medieverden og den endnu herskende orden er skyld i!

Trump og Brexit er desperate og usammenhængende reaktioner på konsekvenserne af den herskende ordens adfærd, dvs. detaljerede nedslag af konsekvenserne af, at banen for det store spil har flyttet sig i kognitivt ufatteligt omfang for de spillende. De problemer, som har ført til Trump og Brexit, kan ikke løses i den ramme, som man kognitivt forsøger at kvalificere den sande beskrivelse af Trump, Brexit, facebook og google som fake news i.

Det er de gamle mediers referenceramme, der er interessant. Den mangler forpligtende hold i tilværelsen.

Noget, som man ekstremt afslørende for den selektive omgang med referencerne, ikke siger, som omhandler ikke mindre end 6,5 millioner demokratisk sindede europæeres demokratiske beslutning, er situationen i det nordlige Spanien.

Den spanske stat har under henvisning til sin forfatning sat det demokratiske flertal i regionen Catalonien ud på et sidespor, med artikel 155. Ca. 30 demokratisk valgte politikere er enten fængslet, i landflygtighed eller bare anklaget for at have ageret i overensstemmelse med sit demokratiske mandat/sat sig op imod den spanske stats forfatning, hvis legitimitet er spørgsmålet, men ikke på dens eget juridiske grundlag. Det er historisk og af nødvendighed det politiske system, der skal lave lovene. Spørgsmålet om lovenes legitimitet tilhører det politiske system at afgøre. Men den vil man ikke høre af hverken i Spanien eller inden for EU.

Derfor kører man frem med, at det er Putin, som har ødelagt demokratiet i Barcelona, Cataloniens hovedstad. Det er eksplicit fake news. Newspeek, af værste skuffe, fuldstændigt i overensstemmelse med George Orwell, som har skabt den semantiske ramme for kvalificeringen af meningen i udtrykket. Han kunne samtidigt den relevante historie om Cataloniens rolle i historien, forklare hvordan det var i Barcelona, at modstanden mod Franco manifesterede sig i det omfang, der var nok til at skabe borgerkrig i Spanien op til anden verdenskrig.

Relevant, punktvis reference til dagens Elpais: https://elpais.com/ccaa/2018/03/24/catalunya/1521921693_311481.html

Og så en lille korrektion, i
Og så en lille korrektion, i forbindelsen med dækningen af situationen i Catalonien.
Man har gentagne gange, også i DRs nyhedsudsendelse kl. 18 30, påstået, at det var mindre end 50 %, der afgav stemme ved afstemningen d.1/10 2017. Det passer ikke.
Det har været fremme flere gang i både lavanquardia.com og Theguardian.uk at civilgarden, den spanske stats politi, inddrog og neutraliserede ca.700 000 stemmer. De bør indgå i opgørelsen over, hvor mange der stemte. Når de regnes med, kommer man over 3 millioner afgivne stemmer, og dermed mere end 50 %.

Det fakta. Men DR, det lille monarkis sandhedsvidne, misinformere desangående.

Det er ikke nogen tilfældighed. Det er bevidst misinformation af det danske folk.