Disse års store fokus på misinformation har ikke kun fået medierne til at lede efter nye metoder til at faktatjekke de historier, der dominerer den offentlige debat.

Også på universiteterne beskæftiger man sig med fænomenet, og i løbet af de senere år har en række forskere undersøgt den måde, medierne faktatjekker på – og hvilken effekt faktatjek i virkeligheden har på mediebrugerne.

En af dem er den britiske forsker Jason Reifler fra University of Exeter. Inden vi dykker ned i hans forskning, peger han på nogle af årsagerne til, at antallet af nye faktatjekmedier er voksende.

”For det første efterspørger mediebrugerne i stigende grad faktatjek. For det andet kan faktatjek være med til at afholde politikere fra at komme med falske eller misvisende påstande. Og for det tredje har faktatjekdisciplinen i øjeblikket høj status i journalistfaget, og journalister anerkendes for at gøre det,” opridser Jason Reifler over for fagbladet Journalisten.

Journalisten har tidligere beskrevet, hvordan faktatjek breder sig i Danmark.

Og hvordan norske medier er gået sammen om et fælles faktatjek, der har stor gennemslagskraft. [quote:0]

Men fænomenet rummer også visse problemstillinger, uddyber Jason Reifler.

”Faktatjek er langtfra noget magisk værktøj, som fundamentalt kan ændre, hvordan folk interagerer med politisk indhold,” siger han og henviser til et ofte refereret studie, som han og forskerkollegaen Brendan Nyhan lavede i 2010.

Kan faktatjek give bagslag?

Dengang konkluderede forskerne, at konservative amerikanere blev mere overbeviste om, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, efter at de var blevet præsenteret for et faktatjek, der viste, at det faktisk ikke forholdt sig sådan.

Med andre ord: I stedet for at skabe en erkendelse af fakta skete der det, at faktatjekket forstærkede den fejlagtige opfattelse. Forskerne kaldte det for ”the backfire effect” – bagslagseffekten.

”I nogle tilfælde vil folk afvise faktuel information, simpelthen fordi det truer deres verdensbillede eller selvopfattelse,” forklarer Jason Reifler.

Et nyere studie fra George Washington University påpeger imidlertid, at bagslagseffekten kun finder sted i sjældne tilfælde, og at folk generelt ikke er så afvisende over for fakta, der ikke stemmer overens med deres verdensbillede, som Reifler og Nyhans forskning fra 2010 antyder.

Ikke desto mindre medgiver forskerne bag det nye studie, at det efterhånden er en kendsgerning, at ”folk er ekstra åbne for at lytte til en faktuel rettelse, når den giver dem muligheden for at modsige ’den anden fløj’”, som den ene af forskerne har udtalt til Poynter.org.

Senest har Jason Reifler fra University of Exeter også undersøgt, hvad fake news og faktatjek betød for den amerikanske valgkamp i 2016. I undersøgelsen har blot 63 procent af de adspurgte et positivt syn på faktatjek. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at det positive syn på faktatjek kun gælder for knap halvdelen af dem, der læser fake news-indhold – og blot for en fjerdedel af dem, der støttede Trump i valgkampen.

Der tegner sig altså en kløft mellem faktatjek-læsere og fake news-læsere. Og så nærmer vi os et andet af tidens omdiskuterede begreber, nemlig ekkokamrene på de sociale medier.

Risiko for at overse årsager til polarisering

Dem har lektor Anders Kristian Munk fra Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet undersøgt. Men, pointerer han, selv om ekkokamre ofte får skylden for den politiske polarisering i samfundet, er der ikke nogen åbenlys forskningbaseret årsagssammenhæng mellem brug af sociale medier og politisk polarisering.

Ekkokammeradfærd – eller det, der kaldes confirmation bias – har alle dage fundet sted, også før vi fik Facebook og Twitter.

”Det er indlysende, at vores tendens til at tro på historier, der bekræfter os i vores eksisterende overbevisninger, er vigtigt for at forstå, hvordan misinformation og tvivlsomt politisk indhold spreder sig på nettet,” påpeger Anders Kristian Munk og fortsætter:

”Men hvis vi fokuserer for meget på medieeffekterne ved for eksempel at påstå, at alting var meget bedre før Facebook og internettet, så risikerer vi at glemme noget væsentligt. Det er nemlig afgørende at kunne sætte navn på de aktører, der med fuldt overlæg udnytter mediet til at propagandere og sprede misinformation. Vi skal altså have mere fokus på at spore falske historiers oprindelse og spredning i stedet for at bilde os ind, at problemet ville gå væk, hvis Facebook lavede om på deres algoritmer. Hvilket de i øvrigt løbende gør,” siger lektoren.

Han mener, at der er en lignende risiko forbundet med faktatjek.[quote:1]

”Selvfølgelig er det både godt og nødvendigt at faktatjekke, men det kan føre til en overdreven tro på, at de politiske omvæltninger, vi er vidne til i øjeblikket, primært skyldes misinformation. Vi risikerer at overse de dybereliggende årsager i vores iver efter at finde fejlene. Og hvis vi gør det, så er det ikke utænkeligt, at faktatjek kan føre til yderligere polarisering, fordi de mennesker, der i forvejen følte sig overset, bare bliver mødt med belærende korrektioner,” argumenterer Anders Kristian Munk.

Satire, spidsvinkel eller seriøs nyhed?

Han advarer imod at tro, at faktatjek kan give noget særligt fyldestgørende svar, når det handler om falske nyheder på nettet. Og som bidragsyder til rapporten ’A Field Guide to Fake News and Other Information Disorders’ kan Anders Kristian Munk pege på flere grunde til, at det forholder sig sådan.

”Det er kompliceret – og politisk ladet – at definere, hvad en falsk nyhed er. Der er selvfølgelig åbenlyse eksempler såsom historien om, at paven støttede Donald Trump, eller at den mest venstreorienterede kandidat til det franske præsidentvalg gik med Rolex. Men i mange tilfælde kan det være svært at afgøre, om der er tale om satire, eller i hvilken grad historien er spidsvinklet frem for direkte usand. Når vi kigger på det liv, en falsk nyhedshistorie har på nettet, deles den ofte både som satire og som en seriøs nyhed af forskellige aktører,” forklarer han og opsummerer konklusionerne i rapporten:

”Faktatjek risikerer at forsøge at afgøre spørgsmål om vinklinger, der dybest set bunder i politiske uenigheder frem for direkte faktuelle fejl. Og det er tvivlsomt, om de aktører, der promoverer en falsk historie som en seriøs nyhed, eller det publikum, der lader sig angå af det, er villige til at tage faktatjek til efterretning. Vi ser således ikke nogen videre deling af faktatjek på de facebooksider, hvor vi ved, at falske nyheder promoveres,” siger Anders Kristian Munk.

Følelser på spil, når der faktatjekkes

Andetsteds på Aalborg Universitet har lektor i samfundsvidenskab Johannes Andersen også fulgt med i faktatjekfænomenets udvikling gennem en årrække.

Faktisk sagde han helt tilbage i 2011 til fagbladet Journalisten, at faktatjek er resultatet af en ny form for politisk kommunikation, hvor politikere er gået fra at være ideologer til at være håndværkere, der skal skrue konkrete løsninger sammen.

”Medierne derimod tjekker virkeligheden og tjekker, om politikerne har tjek på virkeligheden,” lød det dengang fra Johannes Andersen.

Men problemet med falske nyheder kan ikke bare løses med mere faktatjek og øget oplysning, siger han i dag. Blandt andet fordi følelser spiller så stor en rolle i vores medieforbrug.

”Hvis bare oplysning var løsningen på de centrale problemer med den aktuelle demokratiske offentlighed, så kunne man jo bare tjekke noget mere. Men der er jo mere på spil end bare manglende oplysninger. Der er sociale vaner, hvor folk med færre ressourcer er dårligt stillede og derfor har dårligere vaner, når det drejer sig om at opsøge oplysninger,” forklarer Johannes Andersen og tilføjer:

”Den anden side er, at borgere ikke bare følger oplysninger. De følger også følelser,” siger han.

Han mener, at en del af forklaringen på det øgede antal faktatjekmedier er, at faktatjek er underholdende – både set fra vælgeres side og strengt taget også fra politikeres synsvinkel.

”Det er et klassisk drama med en skurk, der får lov til at rasere, indtil helten dukker op og kræver skurken til ansvar for ugerningerne. Dramaets højdepunkt er det spændingsfyldte øjeblik, hvor de afgørende fakta kommer på bordet. Og så står skurken som regel afklædt tilbage. Og helten – den der faktatjekker – rider glad ud i de nedgående rulletekster,” siger Johannes Andersen med henvisning til programmer som DR’s ’Detektor’.

Og så minder han om, at politikerne ikke er ignorante over for udviklingen med mere faktatjek.

”Derfor gør de, hvad de kan for at planlægge deres kommunikation på en sådan måde, at de ikke kan blive fanget. De tjekker selv fakta, vælger snedigt den mest sigende del af et givent datamateriale og undgår nuancer. De dygtigste politikere taler oven i købet på en sådan måde, at de ikke bruger alt for mange konkrete fakta, der skal og kan tjekkes,” slutter lektoren.