
Morten Andersen og FST Growth sidder på en stor pengetank til medie-iværksætteri. Investeringsselskabet har netop fået tilsagn på tre millioner kroner fra Innovationspuljen. Foto: Vibeke Volder/Fyens Stiftstidende
Det lykkes ikke Journalisten at få mange konkrete oplysninger om det projekt, der i går blev offentliggjort som topscorer i seneste uddeling af midler fra Innovationspuljen.
Innovationspuljen er en statslig pulje til medieudvikling. Og som listen over støttemodtagere afslører, går tre millioner kroner til projektet OXY. Bag det står FST Growth, et investeringsselskab under Den Fynske Bladfond.
Administrerende direktør i FST Growth Morten Andersen siger om OXY-projektet:
”Det er et digitalt medieprojekt, som jeg modner og udvikler i samarbejde med spændende mennesker, der har energi og ambitioner inden for udvikling af nye medier.”
Vil ikke oplyse format eller målgruppe
Han ønsker ikke at oplyse hverken format, målgruppe eller partnere. Det skyldes blandt andet, at partnerkredsen ikke er endeligt fastlagt.
Til gengæld vil Morten Andersen gerne fortælle om det investeringseventyr, som OXY er en del af.
”Du må gerne lave en overskrift, der hedder: Kalder alle medieiværksættere,” siger han.
”De skal endelig komme til mig”
FST Growth blev etableret i 2018 med en pengetank på godt 50 millioner kroner.
Selskabet har et rendyrket publicistisk sigte. Indtil nu har det investeret i fire medie-projekter – herunder danske Indieframe og amerikanske Hearken. Flere investeringer er på vej, og Morten Andersen er på jagt efter nye projekter.
”Der er masser af plads til medieiværksættere og gode mennesker, der brænder for en sag og har et fedt koncept, en god idé eller en eksisterende forretning, der skal udvikles på. De skal endelig komme til mig, hvis de mener, at jeg kan være nøglen til næste skridt,” siger han.
Hvilken type af projekter går du efter?
”De iværksættere, jeg investerer i, kan jeg alle sammen bringe ind på direktionsgangene hos store mediehuse. De har spændende løsninger på nogle af de store udfordringer, som direktionsgangene står med,” siger Morten Andersen.
Branchens store udfordringer
Direktøren sammenfatter, at alle projekter handler om at finde løsninger på mediebranchens udfordringer.
Han siger, at FST Growth både kan hjælpe iværksættere med kapital, kompetence og samarbejdsmuligheder i det økosystem, selskabet repræsenterer.
Hvordan ved man, at du ikke bare hugger idéen, hvis man kommer til dig?
”Det tror jeg ikke, der er nogen, der vil opleve,” siger Morten Andersen og forklarer:
”Jeg er ikke særligt meget uden de iværksættere, der står med idéen og brænder for den.”
OXY er ét af mere end 100 medieprojekter, der siden 2014 har fået støttekroner via Innovationspuljen. Puljen støtter udvikling af eksisterende medier og etablering af nye medier. Bevillingen til FST Growth skal bruges på etablering.
Journalisten bragte i 2018 en artikelserie, hvor eksperter gjorde status på Innovationspuljen. Den kan du læse her.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.