Det kan være svært at danne sig overblik over de 103 medieprojekter, som siden 2014 har fået del i den statslige innovationsstøtte. Nogle gør dog et forsøg.

Ligesom Journalisten er medieforsker Aske Kammer fra IT-Universitetet dykket ned i tallene for at gøre status. Og selv om han endnu ikke har afsluttet sit forskningsprojekt om Innovationspuljen, vil han gerne give sin vurdering af ordningens første fire år.

Ifølge medieloven er formålet med puljen at understøtte ”pluralisme og innovation i mediebilledet”. Og det med pluralismen, mener Aske Kammer, er godt på vej.

”Hvis vi har den grundlæggende antagelse, at et velfungerende demokrati skal have diversitet i mediebilledet, så er det godt at have puljen. Den har været kraftigt medvirkende til, at en række mindre og nicheprægede medier, som vi næppe havde haft uden innovationsstøtten, er begyndt at eksistere,” forklarer medieforskeren.

”Det, at vi i dag har en større bredde i mediebilledet, er for mig at se den helt klare gevinst, der har været ved innovationsstøtten,” tilføjer han.

Få overblikket over samtlige støttemodtagere her

Fem medier er gået fra innovation til mediestøtte

Ifølge Aske Kammer er det dog for tidligt at konkludere ordningens langsigtede effekter, da mange af projekterne stadig er relativt nye.

”En måde at måle projekternes succes på er at holde øje med, om de efter den treårige periode med innovationsstøtte kan overgå til den almindelige mediestøtteordning, produktionsstøtten,” pointerer han.

Indtil videre er det lykkedes for fem af de medier, der blev lanceret med innovationsstøtte i ryggen.

Det drejer sig om Zetland, Føljeton og Magasinet F5, der sidste år tilsammen modtog cirka 2,5 millioner kroner i produktionsstøtte. Også The Murmur og Kids News var gået over til at få produktionsstøtte, inden de begge lukkede i henholdsvis 2017 og 2018.

Har stadig den revolutionerende idé til gode

Om innovationsstøtten så også har banet vejen for mere innovation i mediebilledet, kan Aske Kammer ikke give et lige så entydigt svar på.

”Jeg har svært ved at pege på en forretningsmodel eller en måde at formidle journalistik på, som vi ikke ellers ville have haft. Medier som Zetland og Føljeton gør jo noget anderledes ved at bruge nyhedsbrevet som en genre, og det er hjulpet på vej af innovationsstøtten. Men spørgsmålet er, om ikke det var dukket op alligevel,” siger han og henviser til, at lignende medier findes i udlandet.

Medieforskeren mener, at ordningen mestendels har bidraget til branchens test af de idéer, som den måske ellers ville have afholdt sig fra at eksperimentere med.

”Innovationsstøtten har ikke afstedkommet noget revolutionerende nyt. Det store initiativ, som forandrer alt, har vi stadig til gode – hvis det overhovedet findes,” pointerer Aske Kammer.

Ansøgningerne ligner hinanden

Som led i sit forskningsprojekt har Aske Kammer kigget nærmere på mange af de projektansøgninger, som hvert år bliver sendt afsted til Kulturstyrelsen. Og størstedelen af dem er ikke særlig nytænkende, påpeger han og forklarer, at idéerne til de nye medier i meget høj grad ligner de medier, vi har i forvejen.

”Ansøgningerne præsenterer ofte den kendte model for, hvordan et nyhedsmedie ser ud, men så bare overført til for eksempel et lokalsamfund eller et nicheemne. De helt nyskabende idéer til, hvordan et nyhedsmedie skal se ud, er der meget langt imellem. Men spørgsmålet er, om den nuværende ordnings rammeværk overhovedet giver plads til store armbevægelser, og om det reelt kan skabe de helt store forandringer. Og om man overhovedet ønsker den forandring,” skitserer Aske Kammer.

Han fortsætter:

”Journalistikken har det jo på mange måder fint. Det er de rammer, den opererer i, der er under pres, og det mest presserende spørgsmål er af økonomisk art, altså om man kan lykkes med at identificere en bæredygtig forretningsmodel for fremtiden. Til det kan innovationsstøtten være et værktøj til at gå i den retning, men det er naivt at forestille sig, at den alene kan skabe løsningerne til fremtidens mediemarked,” fastslår medieforskeren.

Det er stilfærdig produktudvikling, ikke innovation

For journalist og medierådgiver Ernst Poulsen, der længe har beskæftiget sig med medieinnovation, er det bestemt muligt at støtte sig til innovation. Men ikke når ordningen er opbygget, som den er nu, mener han.

”Alle regler og paragraffer betinger, at vi kun støtter mere af det samme. Vi er nødt til at tage chancer,” siger han og uddyber:

”Selv om innovationsstøtten i sig selv er et fornuftigt værktøj, så er den netop kun et enkelt værktøj. Det er, som om at det eneste, vi som journalister kender til, er at skrive artikler, og så ændrer vi font-typen, når vi laver et lørdagstillæg til en ny målgruppe. Det er ikke innovation, men stilfærdig produktudvikling,” konstaterer Ernst Poulsen.

”Alle regler og paragraffer betinger, at vi kun støtter mere af det samme. Vi er nødt til at tage chancer,” siger medierådgiver og journalist Ernst Poulsen. Foto: Cumuli.

Han mener, at den nuværende ordning er fyldt med en hel stribe detailkrav, som på den ene side sikrer, at pengene går til alle de ”rigtige ting”, men på den anden side decideret modvirker innovation.

”En del af de nye netmedier, jeg har talt med, nævner specifikt, at bureaukratiet og regelmængden enten forhindrer dem i at få støtte, eller at de overvejer, om det er indsatsen værd,” forklarer Ernst Poulsen.

Risikerer et A- og et B-hold

Som Journalisten beskriver i en anden artikel i denne serie, nyder en række etablerede mediekoncerner godt af ordningen. Således er 42 procent af innovationskronerne – i alt 35 millioner kroner – gået til ni af landets største mediekoncerner.

Ernst Poulsen ser ikke noget problem i, at mediehuse som for eksempel JP/Politikens Hus eller Berlingske Media får tilskud, når de tager en chance og laver noget nyt i markedet. Han fremhæver i den forbindelse den nu lukkede børneavis Kids News som et innovativt initiativ, der forsøgte at nå en ny målgruppe med lødigt indhold.

”Men det er et problem, at vi åbenbart er på vej mod en situation, hvor det hovedsageligt er de store mediekoncerner, der overkommer at opfylde alle kravene om egenfinansiering, regnskabsaflæggelse og antal ansatte. Vi risikerer at få et A- og et B-hold, hvor de store mediehuse tager de store pengebeløb, fordi de har økonomi til at opfylde ordningens egenfinansieringskrav,” siger medierådgiveren.

Vi kan lære noget af andre brancher

Ifølge Ernst Poulsen er det nuværende system ”for tungt og for restriktivt”. For at underbygge sin pointe nævner han et konkret eksempel, som han kender til:

”Medienævnet fik en ansøgning om at lave robotjournalistik, der kunne frigøre en masse kræfter på redaktionerne. Det gav afslag, selv om det virkelig var nyskabende. Ikke fordi Medienævnet har en ond vilje, men fordi reglerne er for snævre. Meget karakteristisk endte den samme ansøgning med at give 100.000 euro i støtte fra Googles Digital News Initiative. Innovationen kommer altså ikke fra mediebranchen, men fra de it-folk, som branchen elsker at hade,” forklarer han og tilføjer, at mange andre brancher går mere systematisk til værks, når det drejer sig om at skabe nye produkter.

”Andre brancher har deciderede innovationsenheder. Det kunne vi lære noget af. Mediebranchen herhjemme er stadig 20 år bagud, og vi bruger stadig mere tid på at bekæmpe hinanden end på at hjælpe hinanden,” mener Ernst Poulsen.

Han foreslår tre konkrete ændringer, der kunne skabe mere innovation:

”Del støtten op, så vi får en pulje dedikeret til innovation, hvor der er færre regler. Indfør et koncernloft, så de store mediehuse ikke kan dræne innovationsstøtten. Og sænk kravet om egenfinansiering især i opstartsfasen,” lyder opfordringen fra Ernst Poulsen.

Medienævnet afvejer to yderpunkter

Spørgsmålet er, hvordan man ser på ordningen i Medienævnet, hvis syv medlemmer i sidste ende bestemmer, hvilke ansøgninger der skal belønnes med tilskud fra Innovationspuljen.

Medienævnets nuværende formand, dr. jur. Thomas Riis, tiltrådte i starten af 2018 og har således kun siddet for bordenden i ét af de fire år, ordningen har kørt. Men han vil gerne åbne døren på klem for Medienævnets arbejdsproces.

”Man kunne jo godt frygte, at der ville opstå uenighed blandt nævnets medlemmer, fordi det ofte er en skønspræget vurdering, hvem der skal have støtte – ikke mindst fordi innovation er et bredt begreb, som kan tolkes forskelligt. Derfor har det faktisk overrasket mig, at vi som regel er nogenlunde enige og sjældent har større sværdslag,” forklarer han om beslutningerne.

Først og fremmest skal Medienævnet sikre, at ansøgerne lever op til kravene fra Kulturstyrelsen. Dernæst vurderer medlemmerne blandt andet graden af nytænkning.

”Hvis noget er meget innovativt og ikke prøvet før, vil det samtidig være meget risikofyldt. På den anden side kan man også risikere, at knap så innovative ansøgninger blot vil resultere i mere af det samme, altså mere af det, vi har i forvejen. Det er de to yderpunkter, vi forsøger at lave en afvejning af,” siger Thomas Riis.

Medienævnets formand,Thomas Riis, mener, det gælder om at finde balancen mellem det meget innovative og dermed risikofyldte og det mere sikre. Foto: Jan Trzaskowski

Støtte kræver en vis størrelse

Er målet om at understøtte ”pluralisme og innovation i mediebilledet” opfyldt efter de første fire år?

”Ja, jeg synes, at målet er opfyldt indtil videre. Jeg har en oplevelse af, at det, vi støtter, sikrer en ret betydelig diversitet, hvilket er godt for demokratiet og godt for samfundet,” siger han og tilføjer:

”Når det er sagt – og det er ikke ment som en kritik af reglerne – så giver ordningen de helt små medieprojekter problemer i forhold til de økonomiske krav, den stiller. Det kan være svært for dem at løfte det, der skal til for at få innovationsstøtte. Det kræver en vis størrelse at opfylde betingelserne, og der kan jeg bare konstatere, at de etablerede medieorganisationer har lettere ved at få ansøgningen hjem. Det kan hænge sammen med, at de er professionelle og har masser af erfaring og økonomi. De har musklerne og er sådan set også ret kreative,” siger formanden.

Thomas Riis vil ikke tage stilling til konkrete støttemodtagere, men opfordrer i stedet alle med en holdning til emnet til at forholde sig til ordningens effekt.

”Jeg mener, det skal være op til resten af mediebranchen og andre interesserede at bedømme, om vi med Innovationspuljen reelt har fået innovation eller bare mere af det samme,” slutter han.