Jeg forsøgte mig mandag med det, der var tænkt som et konstruktivt indspark i debatten om fremtidens mediestøtte. Læser man chefredaktør på JydskeVestkysten Mads Sandemanns reaktion på journalisten.dk må jeg konstatere, at det har jeg ikke gjort godt nok.

Mit ærinde har ikke været at nedgøre det store, vigtige og vanskelige arbejde med at udvikle journalistikken regionalt. Hverken på JydskeVestkysten eller andre steder. Slet ikke, fordi jeg faktisk mener, at nogle af de modigste omstillinger og mest innovative redaktionelle udviklinger i disse år foregår netop på de regionale medier – under meget vanskelige vilkår. Og det bør aftvinge respekt – ikke kritik. Fakta skal være i orden – og der er ingen grund til at betvivle Sandemanns.

Min hovedpointe var og er derimod en bekymring for, at medieforligsforhandlingerne ender med enten blot at tage fra nogle for at give til andre eller – som det skete med DR for fire år siden – samlet at skære i de offentlige støttekroner til medierne i en tid, hvor der mere end nogensinde er brug for at styrke journalistikken – ikke mindst lokalt og regionalt.

Derfor foreslog jeg i mit indlæg en model, der kan skabe mere synergi regionalt gennem redaktionelle, tværmedielle samarbejder for at få mulighed for endnu mere innovationskraft og ressourcekrævende kritisk og konstruktiv journalistik til alle målgrupper ud af de offentlige midler, vi som samfund bruger til at understøtte den fælles forståelse og samtale rundt om i Danmark, som er helt afgørende for vort demokrati.

På Fyn har medierne sammen vist vejen med spæde redaktionelle samarbejder som projektet ”Stemmerne”, hvor alle de regionale medier på øen gik sammen om at få unge til at stemme ved det seneste kommunalvalg. De er siden gået sammen i det innovative projekt ”Media City Odense” med SDU, og vi ser flere steder i landet regionale mediesamarbejder om valgmøder og andre initiativer, hvor 1 plus 1 plus 1 bliver meget mere end 3.

Hvis man skulle indføre mediestøtten i dag, ville vi så ende med et system, der støtter nogle medier, der primært laver journalistik med tekst, nogle, der laver journalistik i radioen og andre, der laver journalistik med levende billeder? Skarpt opdelt og i daglig konkurrence med hinanden – ofte om de samme historier? Næppe. Og slet ikke i en tid, hvor alle og især fremtidens mediebrugere mødes digitalt, og hvor historierne distribueres på nye platforme og fortælles bedst i en sammensmeltning af tekst, lyd og billleder. Den revolution af medievaner må ikke igen ende i et politisk nulsumspil eller lobbyisme om at begrænse eller beskære hinanden.

Ulrik Haagerup er direktør i Constructive Institute