Debat: Ulrik Haagerup vildleder om regionale medier

”Ulrik Haagerup har i sit debatindlæg ’Gentænk den regionale mediestøtte’ fremsat flere påstande, der ikke stemmer overens med virkeligheden,” skriver Mads Sandemann, chefredaktør for JydskeVestkysten

Ulrik Haagerup skriver blandt andet: ”Den nuværende offentlige mediestøtte går regionalt til den ældre del af befolkningen, der stadig har gamle medievaner, mens de yngre – dem i 40’erne, 30’erne for ikke at tale om dem i 20’erne og teenagerne, stort set ikke får deres behov for medieindhold om de steder, de bor, fortalt på nye måder, på nye platforme dækket af de offentlige penge, der er sat af til at sikre kvalitetsindhold til alle danskere.”

Det er i hvert fald ikke korrekt, når man ser på de lokale og regionale medier, der er en del af Jysk Fynske Medier-familien, heriblandt min egen avis, JydskeVestkysten. Vi har på alle JFM-medier de seneste år oplevet en stor vækst i forbruget af vores journalistik, især blandt den yngre del af befolkningen. Mens vi for fire år siden havde 60.000 daglige brugere på jv.dk, har vi i dag typisk 140.000. Af disse brugere er 39 procent 18-44 år, hvilket er præcis den samme andel, denne aldersgruppe udgør af befolkningen i Syddanmark.

Flere yngre læsere

Men hvad så med aldersfordelingen på de 217.000 ugentlige læsere af vores e- og printavis? Her skriver Ulrik Haaagerup: ”JydskeVestkystens læsere nærmer sig pensionsalderen”. Kendsgerningerne er, at 52 procent af vores avislæsere er over 60 år, mens 48 procent er yngre og dermed stadig et stykke fra pensionsalderen. Dertil kommer, at vi de seneste år har fået en stor tilgang af digitale plus-abonnenter, der har en noget yngre gennemsnitsalder. Det er en udvikling, der har bidraget til, at vi på JydskeVestkysten har øget vores abonnementsindtægter fra 191 millioner kroner i 2018 til 196 millioner kroner i 2020. Samtidig har de nye digitale abonnenter betydet, at vi både i Jysk Fynske Medier og på JydskeVestkysten har vendt flere årtiers nedgang i antallet af abonnenter til fremgang.

Ulrik Haagerup medgiver, at de regionale medier er aktive på internettet, men tilføjer så: ”Men spørger man mediecheferne i et lukket rum, erkender de fleste, at indsatsen der godt kunne være betydeligt bedre, men at pengene jo især bruges på de platforme, som man får statstilskud eller abonnements-indtægter til at opretholde.”

Digitale udviklingsplaner

Jeg er ikke én af de mediechefer, der har givet udtryk for det. Vi har de seneste år i Jysk Fynske Medier arbejdet målrettet med en digital først-tankegang på vores redaktioner, som betyder, at vi serverer historierne på de platforme, brugerne ønsker at læse dem. Der er stadig meget, vi kan blive dygtigere til digitalt, og derfor er vi på alle redaktioner i fuld gang med udviklingsplaner, som skal føre til, at vi i de kommende år fortsætter væksten i antallet af abonnenter. Det er også i det lys, at vores bestyrelse netop har besluttet at investere 30 millioner kroner i nye digitale lokal- og erhvervsmedier.

Jeg har talt med Ulrik Haagerup om mit syn på hans debatindlæg, hvilket har ført til, at han har inviteret mig til senere i marts at holde et oplæg for hans fellows på  Constructive Institute om de store publicistiske ambitioner, vi har i Jysk Fynske Medier. Det glæder jeg mig til – ligesom jeg glæder mig til sammen med resten af medarbejderne i Jysk Fynske Medier at kæmpe videre for gennem vores journalistik at styrke demokratiet og sammenhængskraften i samfundet.

Mads Sandemann er chefredaktør på JydskeVestkysten og 17 ugeaviser

 

0 Kommentarer

Læs også

<span class=Debat: Gentænk den regionale mediestøtte 1">

Debat: Gentænk den regionale mediestøtte

01. MARTS 2021
<span class=Debat: Kald dig selv for et ungdomsmedie og dø">

Debat: Kald dig selv for et ungdomsmedie og dø

10. FEBRUAR 2021
Danske Medier til Joy Mogensen: Lokalaviser risikerer at dø

Danske Medier til Joy Mogensen: Lokalaviser risikerer at dø

15. FEBRUAR 2021