search

Debat: Kald dig selv for et ungdomsmedie og dø

”Forhippelsen på at tale til de unge ved at poppe alting op som en kikset far/onkel/gymnasielærer ville gøre det, tyder på en vild famlen fra de gamle mediers side,” skriver Alexander Rich Henningsen

Den måske bedste indikation på, at nogen er en boomer, er, hvis de opretter et nyt medie og kalder det for et ungdomsmedie.

Den er stensikker hver gang. Lad os bare tage dem fra en ende af: Først var der Format, som var et udviklingsprojekt under Ekstra Bladet, som vel nok er det danske medie, der har den mest boomede af alle boomerredaktørerne i det danske mediebillede, nemlig Poul Madsen (født 1962). Poul Madsen, som i ’Deadline’ gladeligt forsvarer Thomas Treo, når kvindelige musikere spørger mildt kritisk ind til relevansen af anmelderens kropsfikserede og seksualiserende beskrivelser af dem, når det burde handle om deres musik. Poul Madsen, som fortsat her i 2021 forsvarer Ekstra Bladets indtjening fra prostitutionsannoncer, fordi, hæhæ, prostitution er jo ikke formelt ulovligt her i landet.

Format skulle så være det medie, der skulle redde Ekstra Bladet sin andel af de unge læsere. De generationer, som måske hellere ville læse om noget andet end trafikulykker og gode råd til at tabe to kilo fedt om ugen, men ak. Format levede mindre end et år. De unge, der skulle læse det, fordi det jo var et ungdomsmedie, læste det desværre ikke. Det var bare ikke lige dem.

Viften med leverplettede hænder

Man skulle tro, det var løgn, men boomerredaktørernes idé om, at unge vil interessere sig for medier, hvis de bliver kaldt ungdomsmedier og taler til deres læsere/seere/lyttere i et særligt ungdommeligt sprog, blev kun stærkere efter Formats rekordhurtige kollaps. Der kom Spektrum, som fra Altinget, med Per Mikael Jensen (født 1962) i spidsen, skulle få unge til at læse om politik. Og der kom Radio Loud, der med bagmænd som Leif Lønsman (født 1956) og Ole Mølgaard (født 1963) skulle skabe engagerende radioindhold til unge, men stadig kæmper med næsten umåleligt lave lyttertal. Men hvorfor dog? Det hedder jo Radio Loud? Et engelsk ord, og alle unge nu om dage taler jo engelsk? Man kan lige høre, hvordan der er blevet ræssonneret og viftet energisk med de leverplettede hænder omkring kakkelbordet. Alright. Radio Loud kører måske ikke vildt godt, men så lad os da finde på noget nyt og kalde det ungdomsmedie!

Det har Den Fynske Bladfond i hvert fald valgt at gøre ved at stifte mediet Kiosk (fordi unge elsker at gå i kiosken?), der måske snarere er en platform end et medie. Målet er at engagere de unge ved at invitere dem til at skrive i nogle ”bobler” med forslag til det indhold, der skal bringes på Kiosk. I spidsen for det hele står vårharen Lasse Handberg (født 1972). Det bliver spændende at se, om de unge denne gang bider til bolle og tænker: Ja! Et medie, der hedder Kiosk, som selv siger, at det henvender sig til mig og skriver i et lidt friskt, men desværre dårligt korrekturlæst sprog, det skal jeg da læse!

Problemet med de her medier er mange og åbenlyse, men lad os bare tage de mest grelle:

Forfaldshistorien

Først forfaldshistorien: Forestillingen om, at der i dag eksisterer et kæmpestort demokratisk problem, fordi færre mennesker mellem 15 og 30, eller hvordan man nu definerer ung, abonnerer på danske papiraviser, må nok afvises ret blankt. At mediechefer i de gamle mediehuse ryster i bukserne og vil gøre alt, inklusive at afsløre sig selv som nogle kæmpeboomere, bare for at få nogle unge til at abonnere på et eller andet, tyder snarere på, at de gamle medier er i krise, end at de unges demokratiske dannelse er det. Kunne det være faldet nogen ind, at de unge læser deres nyheder andre steder? På Guardian? I New York Times? I medier, som Poul Madsen, Per Mikael Jensen, Leif Lønsman, Ole Mølgaard og Lasse Handberg aldrig har hørt om? Forhippelsen på at tale til de unge ved at poppe alting op som en kikset far/onkel/gymnasielærer ville gøre det, tyder på en vild famlen fra de gamle mediers side. Ud i et mørkt rum, de intet forstår af.

Arrogant og pibepegende attitude

Det bringer mig videre til problem nummer to: At lave et medie og kalde det et ungdomsmedie indikerer, at der sidder nogle mediechefer rundt omkring med en temmelig patroniserende, arrogant og pibepegende attitude over for mennesker, der ikke har danset vildt til Beatles og Dylan og Genesis og Dire Straits. Det er en måde at tale ned til en særskilt del af befolkningen på. Nej, du skal da ikke læse rigtig avis, det er jo for kedeligt for dig, du skal læse ungdomsavis, hvor det hele er lidt mere letfordøjeligt, og vi har stillet det op i listeform og lavet noget, der hedder et meme til at illustrere det. Men hey, mennesker mellem 15 og 30 kan altså godt læse en helt almindelig avis, hvis de har lyst, men det er nok en ret dårlig idé at kalde den avis for Format eller Spektrum eller Kiosk, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at indfange dem. At der igen og igen bliver oprettet ungdomsmedier, tyder på, at de danske mediechefer lever i en tid, hvor børnene spiste for sig selv ude i køkkenet med kokkepigen og mor.

”At der igen og igen bliver oprettet ungdomsmedier, tyder på, at de danske mediechefer lever i en tid, hvor børnene spiste for sig selv ude i køkkenet med kokkepigen og mor.”

En dårlig idé

Det tredje problem er så, at ungdomsmedierne bliver slugt råt af det embedsværk, der uddeler mediestøtte. De her projekter opstår i høj grad, fordi Medienævnene under Slots- og Kulturstyrelsen smider penge efter dem. Millioner. Fra innovationspuljen. Fordi der jo er et demokratisk problem i, at unge ikke gider tegne (et vildt dyrt) abonnement på Politiken, lyder logikken. Fordi dem, der sidder i Medienævnene, sandsynligvis selv er nogle kæmpeboomere, i hvert fald nok ikke mellem 15 og 30. Det er barokt, at den rædderlige historik for ungdomsmedier endnu ikke har fået nogen i hverken mediehusene eller de pengeuddelende instanser i Slots- og Kulturstyrelsen til at tænke, at det måske faktisk er en dårlig idé at lave endnu et nyt medie og kalde det for et ungdomsmedie. De unge gider det ikke. De unge gider selvfølgelig ikke blive talt ned til, som om de er tomme hylstre, der skal fyldes med Poul Madsen og alle de andre gamle mænds begreber om ægte demokratisk dannelse.

Se Venedig og dø, sang Lone Kellerman i 1978, hvor de mænd, jeg har nævnt her i artiklen, blot var nogle ungersvende. Lad mig omformulere: Kald dig selv for et ungdomsmedie og dø.

 Alexander Rich Henningsen er medejer og redaktionschef på ATLAS

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen