search

Ny bog: Medierne har et medansvar for den polariserede debat

Politiske debatter i medierne er ofte konfliktunderholdning, hvor ingen bliver klogere. Sådan lyder det i ny bog, der skal forbedre kvaliteten af den offentlige samtale. Men hvor stort er problemet egentlig?

Det var en øjenåbner for Cathrine Gyldensted at deltage i Folkemødet 2019. Hun var på Bornholm for at diskutere, om medierne er med til at polarisere den politiske debat, og her mødte hun forkvinde for højskolerne Lisbeth Trinskjær.

”Hun fortalte, at højskolerne havde været med til at skabe et mindre polariserende debatformat, som de allerede brugte. Jeg husker det som en befrielse at gå fra at diskutere, om der var et problem, til at der faktisk kom en løsning på det,” siger Cathrine Gyldensted.

Ifølge Cathrine Gyldensted er problemet med politiske debatter i medierne, at det hovedsagelig handler om at opridse konflikten.

Hun satte sig derfor for at afprøve potentialet i den såkaldte Frirumsdebat, som folk på danske friskoler, efterskoler og højskoler har udviklet de seneste år.

Frirumsdebatter

”Jeg begyndte at undersøge, om det holdt vand. Var det bare noget blåøjet noget? Og hvordan ville det kunne bruges af journalister,” siger Cathrine Gyldensted.

Hun har til bogen fulgt frirumsdebatter og talt med unge mennesker, højskolefolk og 18 debattører. De mener, at debatten i medierne er blevet mere skinger og polariseret.

Cathrine Gyldensted talte med blandt andre præsten Sørine Godtfredsen og Martin Ågerup fra Cepos, der har prøvet frirumsdebatten.

”De var trætte af, at medierne kun castede dem på de holdninger, de har. Der er aldrig en invitation til, at de kunne bevæge sig andre steder hen. Eller mulighed for at fortælle, at de havde lært noget af debatten.”

I frirumsdebatter er der for eksempel en såkaldt refleksionsrunde, hvor debattørerne skal fortælle om deres egen tvivl. De skal turde være mere personlige og fortælle, om modparten har sagt noget, der er værd at reflektere over. Det hele afsluttes med en runde, hvor deltagerne i debatten inddrages i forsøget på at finde en løsning.

Hvad kan medierne bruge af debatformen – og hvad kan medierne ikke bruge?

”Jeg kan ikke se, at der skulle være noget i vejen for at implementere det hele. For dygtige journalister er der en mulighed for at løfte debatten til et højere niveau.”

I bogen siger formændene for friskolerne, efterskolerne og højskolerne, at debatten i medierne er skinger, og at alle taler i munden på hinanden. Hvor er det, at debatten er så skinger, som de siger?

”De peger alle sammen på Clement Kjersgaard.”

Men det er jo bare ét program på DR2 en gang om ugen (’Debatten’, red.).

”Ja, det er rigtigt. Men jeg tror, det er, fordi det er et meget profileret program og derfor det program, folk peger på – sammen med tv-debatterne op til folketingsvalget.”

<span class="rodt">Ny bog: </span>Medierne har et medansvar for den polariserede debat 1

↑ ”Begår jeg selv det, som jeg siger andre gør, ved at kalde debatten så skinger?” lyder det fra Cathrine Gyldensted. På samme tid mener hun ikke, det er at gå for langt at sige, at den almene befolkning oplever debatten som skinger. Foto: Simon Læssøe.

 

Er det egentlig så skingert?

Når jeg læser din bog, føler jeg mig angrebet …

”Ja?”

Jeg kan slet ikke genkende billedet af, at medierne opstiller debatter, hvor det udelukkende handler om konflikter, og hvor journalisterne afbryder hele tiden. De fleste debatter kører jo ret tilforladeligt.

”Hvilke debatter tænker du på der?”

Nærmest alt på DR1, DR2, TV 2, i dagbladene, regionale tv-stationer og i radioen. Brian Weichardt kan være fræk, og Clement Kjersgaard afbryder måske en gang imellem. Men de fleste debatter kører ganske godt.

”Jeg tror, det er oplevelsen fra radio og tv, der danner folks oplevelser af, hvordan det foregår.”

”Vi behøver ikke blive enige. Vi skal bare blive klogere.”

Bogens mest centrale sætning

Men selv der synes jeg ikke, at jeg kan se problemet?

”Det er interessant, at vi opfatter det forskelligt, og det vil jeg tage med mig. Men når jeg spørger folk, siger de, at de er trætte af det. De fortæller mig, at de opfatter den politiske debat som skinger. Og de er trætte af, at journalisterne afbryder.”

Burde I ikke give bogen til politikerne i stedet? Hvis der er nogen, som forstørrer konflikter, og som har meget svært ved at tvivle eller fortælle, at de er blevet klogere – så er det da politikere?

”Bogen er sendt til alle medlemmer af Folketinget. De danske europa-parlamentarikere får også et eksemplar.”

Ja, for de bærer jo et stort ansvar, når det gælder den offentlige debat.

”Spørgsmålet er, om medierne eller politikerne har ansvaret. For eksempel findes der et hav af medietrænere, der fortæller politikerne, hvordan de skal holde fast i deres budskab og skyde modpartens argumenter ned. Og det er, fordi medierne giver så kort taletid, at de måske kun har et eller to skud i bøssen. Hvem skal begynde at ændre sig? Jeg synes, det ville være spændende, hvis journalistikken tilbød et alternativ.”

Plads til tvivl

I bogen nævner mange debattører, at de er utrygge ved at udstille deres tvivl i en debat. Derfor lader de være. Men de fleste journalister ville vel tage imod det med kyshånd, hvis en politiker som Pernille Vermund i en debat pludselig erkendte, at hun var i tvivl om noget?

”Det kan opstå som et stærkt spontant øjeblik, fordi en politiker vælger at gøre det, men det er ikke et fast greb – og det er det i frirumsdebatten. Hvis der ikke er spilleregler, kan en debattør, der fortæller om sin tvivl, risikere at blive angrebet af værten eller sin modpart. Så når det fungerer i frirumsdebatten, er det, fordi det er en fast del af spillereglerne.”

Jeg kan godt se, at vi i medierne har en tendens til at tildele folk nogle fastlåste roller, hvor de repræsenterer en bestemt holdning. Og jeg tror også, at metoden her kan give en mere farverig debat, hvor vi måske bliver klogere. Men jeg kan ikke genkende, at debatniveauet generelt er ad helvede til. Har jeg sagt noget i dag, som har gjort dig klogere?

”Ja, for du er nummer to, der spørger, om det er så slemt. Det gjorde en journalist fra Kristeligt Dagblad også. Begår jeg selv det, som jeg siger andre gør, ved at kalde debatten så skinger? Det vil jeg tage til efterretning. Det er noget, man ville kunne undersøge faktuelt. Men jeg synes ikke, det er at gå for langt at sige, at den almene befolkning oplever debatten som skinger.”

Cathrine Gyldensted siger, at frirumsdebatten ikke skal overtage alle debatter i medierne. Det er tænkt som et supplement til den journalistiske værktøjskasse.

”De journalister, der finder det interessant, bør gøre det, og de andre skal lade være.”

Cathrine Gyldensted er uddannet journalist og har været på ’P1 Debat’, Radio24syv, DR Nyheder og USA-journalist for DR. Siden 2011 har hun været en af pionererne inden for konstruktiv journalistik. Bogen ’Blev du klogere’ er udgivet af Forlaget Højskolerne.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen