search

Ny bog: ”En mand døde efter noget, jeg havde skrevet”

Overvej, hvad det kan betyde for et menneske, før I publicerer navnet, siger Åsa Linderborg, der i dagbogsform fortæller om det forløb, der – i hendes egen opfattelse – gjorde hende medskyldig i et selvmord

Åsa Linderborg er mislykkedes med sin bog ’Året med 13 måneder’.

Formålet med at udgive sin dagbog, der fortæller om tiden fra september 2017 til oktober 2018, hvor #MeToo-bølgen fejede ind over Sverige, var at rejse debat om mediernes fejl og brud på presseetikken. Tre måneder efter bogens udgivelse i Sverige er den debat stadig fraværende.

”Det var en meget forfærdelig tid, og vi lavede så mange fejl. Jeg troede, at jeg ville sætte gang i diskussionen med denne bog – at vi endelig skulle tale om, hvad der skete. Men man vil stadig ikke. For alle medier sidder selv i lortet.”

Hun blev selv symbolet på, at #MeToo-dækning, der kammer over, kan få fatale konsekvenser. Som kulturredaktør på Aftonbladet var hun medansvarlig for de artikler, der i 2018 afslørede trivselsproblemer under chefen for Stadsteatret i Stockholm Benny Fredriksson. Spidsvinklen var, at Fredriksson havde tvunget en skuespiller til at få en abort. Kort tid efter tog han sig selv af dage.

Men hvis man tror, det er selvmordet, der har givet Åsa Linderborg en dyb #MeToo-skepsis, tager man fejl. Den havde hun fra starten.

”Det med retssikkerhed og presseetik har interesseret mig i mange år. Og så oplevede jeg selv begyndelsen af #MeToo på den måde, at den første sag handlede om min kollega Fredrik Virtanen. Så jeg så straks, hvad det kan gøre ved et menneske.”

Virtanen mistede sit job på avisen. Senere blev den kvinde, der havde anklaget ham for voldtægt, dømt for falsk anklage.

”I dag må enkelt­individer stå som symboler for tusindårige magt­strukturer, den og den og den skal skammes ud, sættes i fængsel eller bare ud af øjesyn.”

Bogens mest centrale sætning

Dansk bølge, svensk storm

Den aktuelle #MeToo-bølge i Danmark har været hæsblæsende. Men i Sverige var det en storm.

”Et navn om dagen i flere uger. Folk, der mistede deres job over natten. Nogle havde fortjent det, andre havde ikke.

Holdningen var, at vi altid skal stole på kvinderne – kvinder kan ikke lyve,” fortæller hun.

Åsa Linderborg blev stemmen, der i stedet for at skælde ud over patriarkatet forsøgte at mane til journalistisk besindighed. Det var der mange, der tog hende ilde op.

”Jeg blev anklaget for at være kvindehader, reaktionær, at jeg løb mændenes ærinde. Det var enormt tungt og ensomt.

Senere var der flere, der begyndte at skrive det samme som mig. Men kun kvinder, mænd turde ikke skrive den slags.”

Og så skete det alligevel ved skæbnens ironi, at Åsa Linderborg kom til at gøre præcis det, hun havde advaret imod. En række medarbejdere fra Stadsteatern i Stockholm henvendte sig til hende for at fortælle om dårlige arbejdsforhold under Benny Frederiksson.

”Aftonbladet er i krise på det tidspunkt. Avisen var ramt af en MeToo-sag med Virtanen. Vi havde en ledelse, der var helt passiv. Alle undrede sig: Hvad sker der på Aftonbladet? Og så får vi vores egen historie, og vi bliver så glade, helt euforiske – wow, vi tager revanche! Nu taler folk om vores journalistik, og ikke om, at vi er dysfunktionelle.”

<span class="rodt">Ny bog: </span>”En mand døde efter noget, jeg havde skrevet” 1

↑ ”Problemet er, at #MeToo burde handle om strukturer. Men det er umuligt at lave journalistik, der kun handler om strukturer. Medierne er i konkurrence, og navne giver klik,” siger Åsa Linderborg. Foto: Tuala Hjarnø.

En menig journalist overtog sagen og omkring 40 kilder, der alle – anonymt – fortalte om dårlig og brutal ledelse – et ”skrækregimente”, som Åsa Linderborg skrev i en kommentar.

Den tekst har martret hende lige siden. Den var for voldsom.

”Det er en gåde for mig, at jeg har skrevet den, men det har jeg. Det må jeg tage ansvar for og leve med.”

Skrev du noget, du tænkte, læserne gerne ville have?

”Måske. Det var skønt endelig at stå på den korrekte side i #MeToo-revolutionen. Nu kunne de ikke sige, at jeg er kvindehader. Det føltes rart. Men først og fremmest var jeg træt og vred. Vred på Aftonbladet, vred på al MeToo-journalistik. Min mand var på vej væk, jeg var ensom, gammel. Jeg var helt færdig.”

Aftonbladet fik efterfølgende særdeles hård kritik i det, der i Sverige svarer til Pressenævnet, Pressens Opinionsnämnd. Der var tale om ’et groft brud på god presseskik’. En kritik, der omfattede avisens nyhedshistorier, men også Åsa Linderborgs kommentar.

En giftig cocktail

I dag er Åsa Linderborg ikke længere redaktør, og hun kæmper stadig med at finde sine journalistiske ben efter forløbet.

#MeToo er et vigtigt og nødvendigt opgør med sexchikane, slår hun fast. Men kombinationen med sociale medier og traditionelle medier kan blive en giftig cocktail.

”Problemet er, at #MeToo burde handle om strukturer. Men det er umuligt at lave journalistik, der kun handler om strukturer. Medierne er i konkurrence, og navne giver klik.”

Så hvordan dækker man #MeToo på presseetisk forsvarlig vis?

”Vi må behandle #MeToo på samme måde, som vi behandler alt andet: Vi skal ikke publicere navne uden grund, vi skal ikke have anonyme kilder som hovedmateriale. Vi skal overveje, om det er en tilstrækkeligt magtfuld person, til at historien skal skrives.”

Omfanget af navne er en af de positive forskelle, Åsa Linderborg ser på Sverige og det, der nu foregår i Danmark.

”Sofie Linde ville tale om princippet og ikke navnet. I Sverige begyndte det med et navn – Fredrik Virtanen. Navnene, der har været fremme i Danmark, er politikere og mediechefer. Men i Sverige kunne det for eksempel være ”en mand ved Musikhögskolan i Stockholm” – alle vidste, hvem han var, og så mistede han jobbet.”

Modet, som chefredaktørerne må have, handler ikke om at publicere de påstande, der kommer frem på sociale medier, men om at lade være.

”Det er let at følge med ud fra argumentet: Alle taler om det. Men man må overveje, hvad det gør ved andre mennesker. Det ved jeg – en mand døde efter noget, jeg havde skrevet.”

Åsa Linderborg er tidligere kulturredaktør og nu journalist ved Aftonbladet. Hun er uddannet historiker og blev landskendt med den selvbiografiske roman ’Mig ejer ingen’ om opvæksten hos sin alkoholiserede far. Hun er desuden klummeskribent for Information og fast deltager i radioprogrammet ’Norsken, svensken og dansken’ på DR P1.
’Året med 13 måneder’ er udkommet på forlaget Gutkind.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen