20 milliarder kroner. Så mange penge bruger alene staten årligt på kulturområdet. Dertil kommer de mange penge, kommuner og regioner også sender efter blandt andet kunstnere, museer, kunstværker og alt muligt andet i kulturverdenen.

Men mens så enorme offentlige pengestrømme i alle mulige andre brancher ville påkalde sig pressens kritiske lys, så er den kritiske og undersøgende journalistik i store træk fraværende, når det gælder kulturbranchen.

Vi taler om en branche, hvor medierne uddeler hjerter og stjerner til slutprodukterne, men hvor der stort set aldrig for alvor bliver gået kritisk til magthaverne.

Hvor vigtig kulturen er for Danmark, har vi for alvor fundet ud af under coronakrisen, hvor store dele af kulturlivet har været lukket ned.

Danskerne er storforbrugere af kultur, men får vi nok for de milliarder, som det offentlige giver kulturlivet via en masse forskellige udvalg, offentlige fonde og institutter? Er der uheldige personsammenfald mellem dem, der bevilger, og dem, der modtager. Hvor ender de mange penge, der for eksempel går til film- og tv-branchen, som er domineret af store udenlandske koncerner?

Vi ved det ikke rigtigt, for det er nemlig yderst sjældent, at danske medier tager de kritiske og undersøgende briller på og ser på det, der foregår bag kulisserne i kulturbranchen.

De fleste medier har kulturredaktioner befolket af dygtige journalister og anmeldere. Men som et speciale, vi omtaler i dette nummer af Journalisten, viser, så består langt den største del af kulturjournalistikken af foromtaler, anmeldelser, bløde interviews og jubelreportager.

Der er meget lidt kritisk fokus på for eksempel pengestrømme, personlige interesser, habilitet, mangfoldighed og værdi. Men hvis der ikke er en kritisk offentlighed omkring kulturlivet, så misser vi også mulighederne for åbent at tage snakken om, hvorvidt de mange milliarder kulturen omsætter for, bruges på bedste vis til gavn for alle. Præcis som når den kritiske presse går til myndigheder, erhvervsliv og alle mulige andre organisationer.

Flere kilder siger til Journalisten, at efterspørgslen efter den kritiske kulturjournalistik slet ikke er der. Læserne og brugerne vil guides til den gode kunst og kultur og ikke høre om problemer. Samtidig opfatter mange kulturjournalister sig mere som formidlere af kunst og kultur end som traditionelle kritiske journalister.

Men et så vigtigt område af samfundet som kulturlivet fortjener en bedre presse. Ikke som i rosende anmeldelser og jubelreportager fra prisoverrækkelser, men som i helt almindelig nysgerrig, undersøgende og kritisk journalistik.