search

Debat: Den kulturkritiske vagthund skal vækkes til live

”Noget tyder på, at den undersøgende kulturjournalistik falder ned mellem to stole. De journalister, der beskæftiger sig med kulturjournalistik, har sjældent tiden eller kompetencerne til at grave i større historier, mens gravejournalister ikke finder kulturstoffet væsentligt nok til at dykke ned i,” skriver Mads Gordon Ladekarl

Den undersøgende, afdækkende kulturjournalistik er en mangelvare.

Det viser den undersøgelse, som jeg har foretaget i samarbejde med min specialemakker, Nikolaj Krogh Bonde, på Syddansk Universitet i efteråret.

Undersøgelsen analyserede 227 artikler ud fra fire undersøgende parametre som fyldig research, fyldestgørende kildekartotek og eksempelvis aktindsigt.

Hvorfor er det egentlig, at det skjulte kamera først kommer frem, når det drejer sig om banditter i habitter, leasinglån og omsorgssvigt i sundhedssektoren? Et kvalificeret svar er økonomi – og manglen på samme. Flere af landets kulturredaktioner er overbeviste om, at kulturbranchen er fyldt med afslørende historier – særligt på grund af kulturbranchens størrelse – men de mangler ressourcerne til at følge dem til dørs.

Ifølge Danmarks Statistik gik over 20 milliarder kroner til dansk kulturliv i 2019. Således skaber den lave mængde af undersøgende kulturjournalistik umiddelbart en demokratisk udfordring. Hvis ikke kulturbranchen bliver kulegravet, giver det toppen af dansk kulturliv mulighed for at forvalte milliarder af skattekroner uden opsyn.

Journalist og P1-vært Villads Andersen udtalte i 2014 i bogen ’6 grunde til, at der ikke sker en skid i dansk kulturliv’, at ”den største skandale i dansk kulturliv er, at der ikke er særlig mange skandaler”. Han vurderede, at kulturjournalistikken var blevet reduceret til en blanding af faninterview, forbrugerguides, blød oplevelsesjournalistik og spydig kritik.

Efteråret 2020 har imidlertid vist, at der er grobund for kulturjournalistiske afsløringer i Danmark. Det har primært været et specifikt fokus på #MeToo-afsløringer i medie- og kulturbranchen. Lad os udnytte momentum til at grave et spadestik dybere.

Redaktionel linje påvirker den journalistiske baggrund

Men før jeg får placeret mig selv alt for højt oppe i et elfenbenstårn af klassiske journalistiske idealer, anerkender jeg, at kulturjournalistikken skal bidrage med det intellektuelle, det sanselige og det forbrugsvenlige. Det ville også være en demokratisk udfordring, hvis ikke journalistikken bidrog med kulturel oplysning og dannelse.

Kulturjournalistikken adskiller sig fra resten af journalistikken på særligt ét punkt. Den opererer i et spændingsfelt mellem to fundamentale paradigmer, som skaber en mangfoldig rolle. Den skal ikke kun afsløre og afdække (det nyhedsjournalistiske paradigme) – den skal også anmelde, analysere og bruge kunsten og kulturen som erkendelsesform igennem fagligt funderet kunst- og kulturkritik (det æstetiske paradigme).

I forbindelse med vores speciale interviewede vi flere kulturredaktører på landets medier. De bekræftede kulturjournalistikkens mangfoldige rolle. ’Kulturen på P1’s redaktør, Bent Ketil Christensen, er af den holdning, at kulturjournalistik skal ligne almindelig journalistik, mens Informations kulturredaktør, Katrine Hornstrup Yde, mener, at dagbladet skal have en intellektuel og analyserende tilgang til området.

Vores undersøgelse peger på en udfordring: De to kulturjournalistiske paradigmer supplerer ikke hinanden i tilstrækkelig grad. Det æstetiske paradigme i form af meningstilkendegivelser og foromtaler i nyhedsdækningen har fået overtaget og efterlader ikke meget plads til den klassiske vagthund.

Spørgsmålet er, hvem der på redaktionen har ansvaret for at lave undersøgende kulturjournalistik. Mens ’Kulturen på P1’s egen redaktion og Politikens kulturredaktion selv skal stå for afsløringerne, overlader Information det til indlandsredaktionen, da de besidder kompetencerne til de store graveprojekter. Som kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde selv siger, kunne kulturredaktionen godt tage sig af gravehistorierne, men ”det ville tage 10 gange så lang tid, og vi ville lave 20 gange så mange fejl”.

I vores undersøgelse tegner der sig et billede af, at jo mere æstetisk et fokus den redaktionelle linje har, des mere er den redaktionelle sammensætning præget af journalister med en akademisk uddannelse. En overvægt af kulturuddannede ”cand.’er” resulterer altså i en overvægt af analyser og kulturkommentarer.

Derfor er det nærliggende at konkludere, at såfremt en kulturredaktion er interesseret i at bidrage med flere kulturjournalistiske afsløringer, bør de ansætte journalister med en journalistisk baggrund. Det skyldes, at vores undersøgelse viste, at afsløringer er en del af den klassiske nyhedsgenre, som prioriteres af ‘Kulturen på P1’ og Politiken. Dog viser vores undersøgelse, at det i praksis ikke nødvendigvis er løsningen, da det ikke automatisk resulterer i mere vagthundsjournalistik. Det skyldes en række omkringliggende faktorer, som bliver afdækket i specialet.

Løft i flok

Som kulturjournalist har jeg både anmeldt for Soundvenue og afsløret for Kulturmonitor. Jeg er ikke blind for, hvad der kræver flest ressourcer og tager længst tid. Derfor er der også brug for, at mediernes graveredaktion løfter opgaven i samarbejde med kulturredaktionerne. Flere af landets kulturredaktioner giver et indtryk af, at graveredaktionerne ikke prioriterer undersøgende kulturjournalistik i samme grad som eksempelvis politik og økonomi.

Afsløringerne påvirker simpelthen ikke nok mennesker, og dermed mister emnet væsentlighed i sammenligning med tungere emner. Katrine Hornstrup Yde mener, at det er vigtigt, at indlandsredaktionen på Information ikke udelukkende beskæftiger sig med undersøgende kulturjournalistik, da afsløringerne i så fald vil fylde ”disproportionalt meget” i forhold til afsløringens størrelse.

Overordnet tyder noget på, at den undersøgende kulturjournalistik falder ned mellem to stole. De journalister, der beskæftiger sig med kulturjournalistik, har sjældent tiden eller kompetencerne til at grave i større historier, mens gravejournalister ikke finder kulturstoffet væsentligt nok til at dykke ned i.

Derfor har jeg en bøn: Involvér graveredaktionen i de tidskrævende og svære historier, og hvis de allerede er involveret: Overbevis dem om, at historierne har sin berettigelse. Kulturjournalistiske afsløringer skal ikke måles ud fra sin økonomiske størrelse – det når alligevel aldrig op på siden af afsløringer som Danske Bank-skandalen eller udbytteskat-sagen. Mål i stedet historierne på, at det er dig og mig, der betaler gildet. Mål det på, at kulturen er essentiel for et velfungerende demokrati og dermed skal behandles på lige vilkår med politik og erhverv.

Vi bør forholde os til, hvordan kulturen bliver forvaltet af en privilegeret skare af mennesker, som besidder en stor kulturel magt på vegne af befolkningen frem for at diskutere, om håndboldhaller er mere kultur end opera eller omvendt. Hvis vi kan komme et spadestik dybere med kulturjournalistikken i Danmark, slipper vi forhåbentlig for i fremtiden at diskutere, hvorvidt en kulturminister virkelig kan tillade sig at have ’Absolute Music 2’ som sin favoritplade.

Mads Gordon Ladekarl er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har i efteråret skrevet specialet ’Her vogter den tamme vagthund’ om undersøgende kulturjournalistik i samarbejde med Nikolaj Krogh Bonde.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen