Mens de etablerede medier i USA kæmper for at overleve, forsøger nonprofit-gravergrupper som California Watch at løfte den tunge journalistiske arv: Det vil sige afsløre uretfærdigheder, lovbrud og korruption.
En af repræsentanterne for den nye generation af graverjournalister, som har valgt at gå netvejen, er 28-årige Chase Davis.
Han begyndte sin karriere helt klassisk som traditionel undersøgende journalist på aviser som The Des Moines Register og Houston Chronicle, men nu er han rykket videre til nonprofit-gravergruppen California Watch, som blev stiftet i 2009 for at dyrke de traditionelle journalistiske dyder.
Og i et interview i dagens udgave af Politiken fortæller han, hvordan de etablerede aviser ikke længere er gearede til at eksperimentere.
»Det er helt anderledes på California Watch. Lige meget hvad jeg foreslår, er mine chefer friske på at prøve det af,« siger han til Politiken.
Her fortæller han videre om, hvordan nonprofit-gravergruppen har det som formål at få de afslørende historier ud på nye platforme. Blandt andet har man lavet en særlig app til iPhone, som matcher relevante historier om mulige jordskælv i forhold til, hvor man befinder sig ved hjælp af geo targeting.
»Det er efter min mening public service at gøre oplysningerne tilgængelige for borgerne,« siger Chase Davis.
California Watch, der har 12 reportere og fem redaktører, ligner i øvrigt flere andre nyere nonprofit-gravergrupper i USA, hvoraf den nok mest kendte af alle er ProPublica, der i et tidligere interview med Journalisten.dk fortæller om, hvordan de netop forsøger at redde journalistikken.
Her har man mere end 30 journalister tilknyttet redaktionen, der har base i New York. For ProPublica er formålet ligeledes rent idealistik og bygger på tanken om den undersøgende journalistik som samfundets vagthund.
Ganske usædvanligt foræres derfor hvert eneste journalistiske projekt helt gratis til det medie, der kan give historien den absolut bedste eksponering. Fra dagblade til tv-stationer. Det hele finansieret ved hjælp af The Sandler Foundation, som bidrager årligt med 10 mio. dollar.
Hos California Watch er det også fonde med almennyttige formål, som sikrer journalistikken. Det drejer sig blandt andet om The James Irvine Foundation og The John S and James L. Knight Foundation.
Det er USA's ældste nonprofit-gravergruppe, Center for Investigative Reporting, der i øvrigt står bag California Watch.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.