Arrangement skal samle journalister og programmører

Journalistik på nettet ligner den, man finder i printaviser og på tv. Sådan lyder kritikken fra Signe Damgaard Jepsen, der er medarrangør af Hacks & Hackers, som er en bevægelse, der vil have teknologi og journalistik til at spille bedre sammen. Arrangementet kommer til Danmark for første gang om et par uger

De fleste kan blive enige om, at den gyldne løsning til succes som medie på nettet endnu ikke er fundet.

Organisationen Hacks & Hackers, på dansk journalister og programmører, vil prøve at finde vejen. Bevægelsen samler journalister og programmører, som sammen skal finde nye løsninger til bedre journalistik på nettet.

Den 20. august kommer arrangementet til København for første gang. Til at afholde det er blandt andet journalist Signe Damgaard Jepsen, som mener, at journalistik på nettet slet ikke udnytter de muligheder, teknologien giver muligheder for. Men Signe Damgaard Jepsen har ikke svaret på, hvad der ikke bliver udnyttet.

»Hele pointen med det her arrangement er, at journalister og programmører skal drage på en rejse og lege noget mere, for ingen kan endnu sige: Her er løsningen. Vi er nødt til at forske i det, og det skal dette arrangement give afsæt til,« siger hun til Journalisten.

»Vi er i dag samme sted som i 1965, da Radioavisen blev læst op i fjernsynet for første gang. Når man ser den udsendelse, er det tydeligt, at man, naturligt nok, ikke har lært at bruge mediet endnu, og det er det samme med netjournalistikken i dag. Man bruger den referenceramme, man kender,« siger hun.

Arrangementet den 20. august har indtil videre 43 deltagere. Der er flest journalister, men også en håndfuld programmører har tilmeldt sig.

»Alle kan komme, men vi ser gerne, at de, der kommer, er superdedikerede og klar til at arbejde. Vi mener det alvorligt, så det bliver ikke en snakkeklub, men et arbejdsfællesskab. Man behøver ikke have en masse ideer med, det handler mere om at sammensætte ressourcer fra de forskellige fag,« siger Signe Damgaard Jepsen.

0 Kommentarer