search

Teknologitosser

Man kan ikke begrænse den teknologiske udvikling – men teknologi kan bremse udviklingen. Den tanke slog ned i mig forleden i S-toget mellem Hillerød og Nørreport, hvor jeg for fjerde gang måtte kickstarte den app, jeg henter radio ned på mobilen med.

Da jeg var dreng, og her er vi fire årtier tilbage, havde jeg en lommeradio indkøbt i Daells Varehus via det postomdelte katalog, der også nåede den yderste vestjyske revle. Det helt særlige ved radioen var, at den virkede altid og hver gang. Både på FM og mellembølge. Også i toget.
I dag taber jeg både Radio24syv, P1 og P3 flere gange under en lytning.

Vi taler højstemt om, hvor genial udviklingen er. Vi er online alle vegne og kan tale med alle, se alt og høre alt. Altid. Alle vegne.
Flot. Det er bare ikke sandt.
Lad mig opsummere, hvor den teknologiske udvikling snarere kan ligne en afvikling.

Telefonforbindelsen er blevet dårligere. Jeg har gode kolleger, der i visse hjørner af deres kontor ikke kan tale i telefon. Fastnettelefonen, der altid virker, er under udfasning – og vi lever med usikre forbindelser og dårligere lyd. Og betaler 3.000 hvert andet år for en ny telefon med et uigennemskueligt abonnement.

Hvem griner ad hvem?
Tv-signalet var engang det sikreste i verden. Hevet ned via husets tagantenne var kvaliteten altid i orden. I dag har vi 100 kanaler – og ofte en usikker forbindelse, hvor fejlen kan ligge i en boks på væggen eller hos udbyderen.
Lyden på tv er ofte så digitalt komprimeret, at vi intet kan høre, fordi teknikerne bruger store højttalere, når de tester – men vi lytter med på små højttalere gemt i en fladskærm, der først og fremmest er flad og ikke særlig funktionel.

For billedkvaliteten daler også. Store flade skærme kan stadig ikke konkurrere i billedkvalitet med klassiske skærme. Alligevel hænger vi dem op, for de fylder mindre i stuen.
Wifi skal genstartes. Telefoner nulstilles. Programmer opdateres.
Vi har accepteret at investere en stadig større del af vores liv i at administrere teknik, der engang var statisk og stort set altid virkede.

Nej, jeg er ikke maskinstormer. Der er fire fladskærme i mit hjem, fire mobiltelefoner, ingen fastnettelefon. Der er Viaplay og Netflix på tablet. Jeg er vild med teknik, der virker – men jeg oplever, at det i stigende grad er mig som bruger, der servicerer teknikken, og ikke teknikken, der servicerer mig. Det koster tid. Og dermed penge. Alligevel tilbeder vi blindt teknikken. Vi er en voksende gruppe mennesker, der arbejder professionelt med at være online og er afhængige af medier, der også er det.

Hvordan er det lykkedes at bilde os alle sammen ind, at udviklingen kun er god? Hvorfor stiller vi ingen krav?
Man kan narre nogle mennesker hele tiden, og alle mennesker en gang imellem, men man kan ikke narre alle mennesker hele tiden, sagde Abraham Lincoln.
Eller kan man?

Teknologitosser

Man kan ikke begrænse den teknologiske udvikling – men teknologi kan bremse udviklingen. Den tanke slog ned i mig forleden i S-toget mellem Hillerød og Nørreport, hvor jeg for fjerde gang måtte kickstarte den app, jeg henter radio ned på mobilen med.

Da jeg var dreng, og her er vi fire årtier tilbage, havde jeg en lommeradio indkøbt i Daells Varehus via det postomdelte katalog, der også nåede den yderste vestjyske revle. Det helt særlige ved radioen var, at den virkede altid og hver gang. Både på FM og mellembølge. Også i toget.
I dag taber jeg både Radio24syv, P1 og P3 flere gange under en lytning.

Vi taler højstemt om, hvor genial udviklingen er. Vi er online alle vegne og kan tale med alle, se alt og høre alt. Altid. Alle vegne.
Flot. Det er bare ikke sandt.
Lad mig opsummere, hvor den teknologiske udvikling snarere kan ligne en afvikling.

Telefonforbindelsen er blevet dårligere. Jeg har gode kolleger, der i visse hjørner af deres kontor ikke kan tale i telefon. Fastnettelefonen, der altid virker, er under udfasning – og vi lever med usikre forbindelser og dårligere lyd. Og betaler 3.000 hvert andet år for en ny telefon med et uigennemskueligt abonnement.

Hvem griner ad hvem?
Tv-signalet var engang det sikreste i verden. Hevet ned via husets tagantenne var kvaliteten altid i orden. I dag har vi 100 kanaler – og ofte en usikker forbindelse, hvor fejlen kan ligge i en boks på væggen eller hos udbyderen.
Lyden på tv er ofte så digitalt komprimeret, at vi intet kan høre, fordi teknikerne bruger store højttalere, når de tester – men vi lytter med på små højttalere gemt i en fladskærm, der først og fremmest er flad og ikke særlig funktionel.

For billedkvaliteten daler også. Store flade skærme kan stadig ikke konkurrere i billedkvalitet med klassiske skærme. Alligevel hænger vi dem op, for de fylder mindre i stuen.
Wifi skal genstartes. Telefoner nulstilles. Programmer opdateres.
Vi har accepteret at investere en stadig større del af vores liv i at administrere teknik, der engang var statisk og stort set altid virkede.

Nej, jeg er ikke maskinstormer. Der er fire fladskærme i mit hjem, fire mobiltelefoner, ingen fastnettelefon. Der er Viaplay og Netflix på tablet. Jeg er vild med teknik, der virker – men jeg oplever, at det i stigende grad er mig som bruger, der servicerer teknikken, og ikke teknikken, der servicerer mig. Det koster tid. Og dermed penge. Alligevel tilbeder vi blindt teknikken. Vi er en voksende gruppe mennesker, der arbejder professionelt med at være online og er afhængige af medier, der også er det.

Hvordan er det lykkedes at bilde os alle sammen ind, at udviklingen kun er god? Hvorfor stiller vi ingen krav?
Man kan narre nogle mennesker hele tiden, og alle mennesker en gang imellem, men man kan ikke narre alle mennesker hele tiden, sagde Abraham Lincoln.
Eller kan man?

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen