Efterlysning: Vis os de vildeste eksempler på clickbait

Er clickbait på retur i mediebilledet, som en international rapport fastslog i går? Eller er der fortsat masser af lokkerubrikker i de ”seriøse” medier. Send os dit bedste eksempel på clickbait og vind en lokkende præmie

”Clickbait er på retur”, skrev Journalisten i går. Artiklen var baseret på en rapport fra Reuters Institute for The Study of Journalism med svar fra 200 mediechefer i en række lande.

En af konklusionerne var, at cheferne kunne se en tendens til mindre clickbait på nettet, fordi medierne satser mindre på at tjene penge på trafik. Derfor har de mindre behov for at lokke læsere til med lokkende – men skuffende – overskrifter.

Det blev bakket op af medieanalytiker Søren Schultz Jørgensen og Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen. Poul Madsen glædede sig over, at ikke-tabloide medier nu er mere tilbageholdende med at lave rubrikker, der lover mere, end de kan holde.

”Det vil være mit håb, at den udvikling fortsætter, så alle ikke gør det på den samme måde,” sagde Poul Madsen, der med egne ord selv står i spidsen for et medie med en del gratis, ”interessevækkende historier”, som han forklarede det.

”Bare tjek deres site”

Chefredaktør Michael Dyrby fra B.T. var uenig med Poul Madsen.

Han mente, at seriøse medier fortsat laver clickbait hver dag.

”Du kan bare tjekke deres site lige nu,” skrev han i en mail til Journalisten.

Hvad er sandt? For som lektor på SDU Filip Wallberg skrev:

Vrimler det med lokkerubrikker?

Nu skal sagen opklares. Journalisten beder derfor dig, kære læser, om at hjælpe med at finde svaret på spørgsmålet.

Vrimler det det med clickbait på ”seriøse” medier som for eksempel DR, TV 2, Politiken, Nordjyske, Altinget og så videre?

Hvis du kan finde et eller flere eksempler, så skriv det her i kommentarfeltet under artiklen. I kommentarfeltet må du også gerne begrunde dit valg.

Her er reglerne:

Vi er kun interesseret i rigtig clickbait. Ikke saftige og æggende overskrifter, som der er dækning for. Clickbait er lokkende rubrikker, som skuffer læserne så meget, at de fortryder, at de klikkede på linket. Læserne bliver stillet noget i udsigt, som ikke er der.

Konkurrencen omfatter ikke Ekstra Bladet, B.T. og andre netmedier, der fortrinsvis tjener penge på annoncer. (Rapporten og eksperten peger jo begge på, at faldet er sket i de medier, som satser på abonnementsindtægter).

Hvis du sender et eksempel, som opfylder disse to krav, trykker vi det bedste bidrag i det næste trykte nummer af Journalisten.

I to år uddelte Journalisten i vores printudgave i hvert nummer vores Clickbait-pokal til åbenlyse clickbait-rubrikker, som var så overdrevne, at det var skægt. I 2018 nedlagde vi Clikcbait-pokalen, fordi det blev svært at finde overskrifter, som lover mere, end de kan holde, i nyhedsmedierne.

Her er tre tidligere prismodtagere af Clickbait-pokalen:

Overskrift: Du har vasket dit tøj forkert hele livet: De her råd kan nok redde din næste tøjvask

Historien: Du skal bruge forskellig sæbe til hvid vask, kulørt vask og uld.

Medie: Metroxpress 2018

Overskrift: Linda raser over blodigt fund på vej til arbejde: ”Det burde ikke være nødvendigt at fortælle folk”

Historien: En norsk pige så en gås, der var påkørt af en bilist i Tromsø i Nordnorge.

Medie: Dagens.dk 2017

Overskrift: Landsholdslegende trækker sig tilbage

Historien: Tim Cahill stopper på det australske fodboldlandshold.

Medie: Ekstra Bladet 2018

Findeløn

Du har indtil tirsdag den 15. januar 2019 klokken 10 til at finde en clickbaitrubrik, der er så god, at vi trykker den i næste nummer af Journalisten.

Som findeløn får vinderen en æske chokolade, der ser lokkende lækker ud, men som vil skuffe dig, når du smager på den.

1 Kommentar

Michael L. Bech Særkjær
11. JANUAR 2019
Hvis jeg skal pege på én
Hvis jeg skal pege på én clickbait-rubrik fra i dag, bør det være Jyllands-Postens ‘Jeg kan takke en lille japansk kvinde for, at jeg har mine favorittrusser på i dag’. Man kunne tro, artiklen handlede om en sexferie i Tokyo, men den handler om Netflix-serien ‘Tidying Up’.