Ekstra Bladet vil ikke drille med uforståelig clickbait, men gør sig virkelig umage for at ”tease”

Ekstra Bladet vil ikke drille brugerne med uforståelig clickbait, lød det kl. 9.56 i en pressemeddelelse. Vi har sammen med avisens kommercielle direktør gennemgået forsiden af eb.dk, som den så ud fem minutter senere

”Det letteste i verden er at pumpe sidevisningerne, men vi ønsker ikke at drille brugerne med uforståelige clickbait-rubrikker for at få dem til at klikke så mange gange som overhovedet muligt på vores site.”

Sådan udtalte Signe Skarequist, kommerciel direktør på Ekstra Bladet, i en pressemeddelelse udsendt tirsdag klokken 9.56.

Her argumenterer hun for, at Ekstra Bladet ikke vil måle sig selv på antallet af sidevisninger, og at clickbait derfor er unødvendigt for mediet. Den kommercielle direktør mener derfor, at det er ”helt gak”, at Dansk Online Indeks stadig tæller sidevisninger som et vigtigere parameter end antallet af brugere.

”Vi vil helt klart hellere kapre betalende kunder end drive en formålsløs jagt på sidevisninger. Det er en facon, der hører fortidens chefredaktører til, og som er uden reel journalistisk ambition,” lød det i pressemeddelelsen.

Journalisten har screenshottet sig gennem forsiden af eb.dk klokken 10.01, altså fem minutter efter at Ekstra Bladet udsendte pressemeddelelsen.

’Stort twist’, lyder en rubrik. ’Ydmygende video’, lyder en anden. Andre lyder ’Det kan ikke lade sig gøre’, ’Afviser blankt’ er akkompagneret af et billede af EU-kommissær Margrethe Vestager.

’DR-værtens frække fortid’ ligger også på forsiden og linker til en artikel, der skal betales for. Andre rubrik-eksempler er ’Chok-melding’, ’Fortryder intet’, ’Skilles efter 27 år’ og ’Uhyggelig katastrofe’.

En anden stribe på forsiden ser således ud:

EB vil ikke drille med clickbait: Sådan ser forsiden ud 1 En del af forsiden på eb.dk klokken 10.01. Skærmbillede af eb.dk

Gør sig umage med at ”tease”

Journalisten har gennemgået forsiden med Signe Skarequist, der ikke kan finde et eneste eksempel på uforståelig clickbait, der driller brugeren, på forsiden.

”Nu sidder jeg selv online og scroller ned igennem forsiden. Jeg ser altså ikke noget, som jeg ville betegne som clickbait. Det gør jeg ikke. Vi har jo mange ting at byde på, og den forside, jeg ser nu, kan vi kun være stolt af,” siger Signe Skarequist.

Der er rubrikker som ’stort twist’, ’ydmygende video’, ’fly måtte vende om’, ’her er hun i dag’, ’afviser blankt’. Så er der en hel stribe af historier som ’slagsmål truer’, ’sex, sprit og mundbind’, ‘deler rørende historier’. Hvis det ikke er drillende clickbait, hvad er så?

”Det er rubrikker, hvor du ikke kan gennemskue, hvad det handler om. Men med for eksempel Det kan ikke lade sig gøre, der teaser vi faktisk med en video. Hvis vi havde kørt den rent uden en backup med en video ved siden af, så er det noget andet.”

Ekstra Bladet vil ikke drille med uforståelig clickbait, men gør sig virkelig umage for at "tease"

Nu siger du, at I teaser med en video. At tease betyder jo netop at drille?

”Nej, det synes jeg faktisk ikke. Det er at lede brugeren ind på det spor, som vi skriver om i artiklen.”

Jeg kan slet ikke gætte mig til, hvad den handler om?

”Nej, men du bliver vel ikke snydt? Hvis du er inde på Ekstra Bladet og tænker ’hmm, hvad Søren handler det her om?’, så vil du også gerne underholdes. Der kan du læse ud af den her, at det er underholdning. Så skal man huske på, at vi er et tabloidt medie, og vi underholder også vores brugere. Vi teaser bedst muligt og gør os virkelig umage i forhold til at tease bedst muligt.”

Ville være clickbait uden billeder

Så er der den med Margrethe Vestager, hvor jeg også vil sige, at jeg er tvunget til at klikke på historien for overhovedet at kunne få en idé om, hvad hun afviser?

”Ja, men igen er du jo inden for sfæren i forhold til, hvad det handler om. Hvis der bare havde stået ’afviser blankt’ uden billedet, ville jeg sige, at det var rent clickbait, fordi du ikke ville ane, hvilken retning historien går i.”

Hvad kunne så være et eksempel på, at man driller brugerne med uforståelig clickbait?

”Kør Margrethe Vestagers uden billede, så det bare er ’Afviser blankt’. Det ville du kunne se på andre medier også uden billede eller video. Det er at drille brugerne. Eller at skuffe dem.”

Du siger, at formålsløs jagt på sidevisninger er noget, der hører fortidens chefredaktører til. Den forside, vi kigger på, hører så nutidens og fremtidens chefredaktører til?

”Det vil jeg sige. Det er det klart. Det er jo ikke nyt for Ekstra Bladet. Det er en del af vores strategi, vi har skrevet for 2025, at sidevisninger ikke er et mål i sig selv. Og det er vigtigt, for det er en anden måde at anskue tingene på, når vi ikke bruger sidevisninger som et entydigt KPI i forhold til, hvordan det lykkes,” siger Signe Skarequist.

Online indekset er tilbage

Ekstra Bladet udsendte pressemeddelelsen i dag, efter at den officielle trafikmåling for besøgstal på danske mediers hjemmesider er kommet på benene igen.

Målingen, Dansk Online Indeks, har været sat ud af spil i mere end otte måneder på grund af nye GDPR-regler, der har betydning for danske mediers indsamling af cookies på hjemmesider, men måler altså nu igen besøgende, daglige brugere og sidevisninger.

Målt på antallet af daglige brugere og månedlige besøg er Ekstra Bladet den største danske netavis. Og det er præcis de parametre, Signe Skarequist gerne vil have målt eb.dk på.

”Det er fejlagtigt at fokusere entydigt på sidevisninger. Der skal fokuseres på brugere og besøg. Hvor mange danskere der kommer ind på et site i løbet af en dag. Det siger noget om, hvor bredt du som medie favner. Det er noget vigtigere end at kigge rendyrket på sidevisninger,” siger hun.

0 Kommentarer

Læs også

<span class=David Andersen: ”Man clickbaiter ikke på død. Den regel står bøjet i neon”">

Rubriksnedker på BT: ”Man clickbaiter ikke på død. Den regel står bøjet i neon”

31. MAJ 2021

Clickbait er på retur – du gætter aldrig hvorfor

10. JANUAR 2019