Clickbait er på retur – du gætter aldrig hvorfor

Clickbait-rubrikker har mistet noget af deres værdi, lyder konklusionen i global rapport. Tidligere optrådte lokkeoverskrifter mange steder i det danske mediebillede, men i dag ser man dem mest på de tabloide netmedier, siger ekspert

Lokkende clickbait-overskrifter har i en årrække skabt masser af trafik på nettet. Men de har også været med til at devaluere mediernes anseelse. Nu har brugen af clickbait toppet og er på tilbagemarch på globalt plan.

Det fremgår af rapporten ‘Journalism, Media, and Technology Trends and Predictions 2019’ fra Reuters Institute for the Study of Journalism.

Her er 200 mediechefer i mere end 10 forskellige lande – blandt andre seks danske chefer – blevet spurgt til deres syn på mediernes tilstand og forventninger til 2019.

Journalisten har præsenteret rapportens konklusion for forfatter og medienalytiker Søren Schultz Jørgensen.

Han siger, at rapporten bekræfter en tendens, man har kunnet ane i et stykke tid – nemlig at annoncer bliver mindre for netmediernes økonomi, og derfor er det ikke så vigtigt at lokke læsere.

”Der er en stilfærdig brise i retning af, at den gode gamle abonnementsmodel betyder mere på nettet, og annoncer betyder mindre, fordi det bliver stadig tydeligere, at annoncer ikke har potentialet til at være en tilstrækkeligt stor indtægtskilde for de brede medier,” siger han.

Ifølge Reuters-rapporten svarer 52 procent af mediecheferne, at abonnement og brugerbetaling fremover bliver deres hovedindtægt. 27 procent svarer annoncer.

Overskrifterne lokker et stort publikum

Det kan ses på det journalistiske indhold.

Tidligere optrådte de lokkende clickbait-overskrifter mange steder i mediebilledet. I Danmark ser man i dag især clickbait på de tabloide netmedier, siger Søren Schultz Jørgensen.

”De er afhængige af at kunne tiltrække et meget stort, men ofte ikke særligt loyalt publikum med lokkende overskrifter,” fortæller han.

Den reneste form for clickbaitrubrikker er ikke bare æggende. De skuffer også læserne, fordi de lover meget mere, end de kan holde.

Om bevægelsen væk fra clickbait siger Søren Schultz Jørgensen:

”Det er kun godt for journalistikken, at den kommer til at operere på renere vilkår.”

”Men det er utopisk at tro, at journalistik kommer til at være helt uafhængig af klik,” siger han.

Lovede mere, end de kunne holde

Lokkeoverskrifternes store udbredelse hænger blandt andet sammen med, at mange medier længe troede, der lå en forretningsmodel i gratis indhold og mange annoncer.

De seneste år har der været en stor tiltro til trafik via sociale medier.

”Hvis du skal kapre mange læsere, kan du ikke bare lave en nyhed. Du skal også kunne sælge den. Det betyder historier, som er blevet for spidsvinklede, og som har lovet mere, end de kunne holde,” fortæller Søren Schultz Jørgensen.

Slut med Clickbaitpokalen

På print uddelte fagbladet Journalisten i en årrække Clickbaitpokalen på Journalistens introsider. Clickbaitpokalen blev uddelt første gang i 2016, men redaktionen nedlagde prisen sidste år, fordi flere og flere nyhedsmedier har lagt lokkeoverskrifterne på hylden.

Den sidste Clickbaitpokal gik i oktober 2018 til B.T. for overskriften ”Dansk 90'er-gruppe med kæmpehit i bagagen genopstår efter 18 år”.

Gruppen var Juice.

’Journalism, Media, and Technology Trends and Predictions 2019’ omfatter spørgsmål til 200 mediechefer i 13+ lande med titel som fx chefredaktør, administrerende direktør, digital chef eller udviklingschef. Omkring 95 procent af de adspurgte svarede på de fleste spørgsmål. Undersøgelsen blev gennemført i december 2018 og er finansieret af midler fra Google News Initiative.

1 Kommentar

Jeppe Gaardboe
10. JANUAR 2019
Kung-Fu isen OG
Kung-Fu isen OG Clickbaitpokalen tilbage!!

https://politiken.dk/kultur/art6949859/Falsk-bedemand-tilst%C3%A5r-mord-over-for-Risk%C3%A6r-i-direkte-udsendelse-p%C3%A5-Radio24syv