
Ekstra Bladet har oplevet medarbejderflugt de seneste 2-3 måneder. Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
“Jeg kan ikke huske, at så mange nogensinde før har valgt at stoppe på så kort tid.”
Sådan opsummerer tillidsmand på Ekstra Bladet, Per Mathiessen, de seneste små tre måneder på avisen. Siden udgangen af april, hvor Maya Tekeli og Nicolaj Vorre forlod Ekstra Bladet, har yderligere 11 meldt ud, at deres fremtidsplaner ligger andetsteds.
Og regner man ikke sparerunder med, har Per Mathiessen ikke set før, at så mange er forsvundet på så kort tid.
“Det er markant det her. Det er en åreladning af talent, som er meget bekymrende. Det er noget, ledelsen bør tage meget alvorligt,” siger han.
Du kan se en komplet liste over de 13 nederst i artiklen.
Frihedsbrevet og barsel
Årsagerne til, at der er så mange, der har forladt Ekstra Bladet på så kort tid, vil Per Mathiessen helst ikke spekulere i, da han ikke har talt personligt med medarbejderne om det, og fordi alle opsigelserne er sket på frivillig basis.
Han ser imidlertid to røde tråde. Den første er, at fem af de 13 er taget til Frihedsbrevet, som Mads Brügger gik i luften med som ansvarshavende chefredaktør i juni. Og den anden er, at fire af de øvrige er yngre kvinder, der er stoppet, mens eller kort efter de var på barsel.
“Der vil jeg opfordre ledelsen til at se nærmere på, om der er en sammenhæng. Om de ikke har kunnet se sig selv på Ekstra Bladet i deres nye situation. For det er ret bekymrende,” siger Per Mathiessen.
Det skyldes ikke mindst, at Ekstra Bladet i forvejen er domineret af mænd. Ifølge tillidsmanden er under en tredjedel af de ansatte kvinder – et misforhold, der altså kun er blevet større på det seneste, eftersom syv af de 13 opsigelser kommer fra kvinder.
Kaos på chefgangen
Medarbejderflugten er sket i en tid, hvor der samtidig har været stor udskiftning i den øverste ledelse. I marts annoncerede Poul Madsen, at han stoppede som ansvarshavende chefredaktør og overlod tøjlerne til Pernille Holbøll og Kristoffer Eriksen.
Men bare to måneder senere var ingen af dem at finde på Rådhuspladsen – Holbøll var gået på barsel, og Kristoffer Eriksen havde sagt op. I stedet blev Henrik Qvortrup annonceret som ny ansvarshavende chefredaktør 19. maj, men først med tiltrædelse i juli.
Sædet som ansvarshavende chefredaktør blev i mellemtiden holdt varmt af mangeårig medlem af chefredaktionen Ole Sloth, hvis egen afgang blev annonceret to dage efter, at Qvortrup var trådt til. Alt i alt en periode, der ikke har indbudt til en stribe nyansættelser, fortæller Per Mathiessen.
“Det kan jo give god mening at vente på den nye ledelse, før vi ansætter løs i store bundter. Jeg mener bare, at vi i forvejen var underbemandede, og derfor har det her efterladt meget store huller,” siger han.
Og det er noget, der påvirker medarbejderne, fastslår tillidsmanden. Både fordi, de skal løbe hurtigere, men også fordi det er sørgeligt at miste gode kolleger på så hyppig basis.
“I mange tilfælde bliver man jo gode venner med sine kolleger, så det gør stort indtryk, når så mange stopper på så kort tid. Jeg oplever bestemt noget frustration,” fortæller han.
Qvortrup: Vi tager det meget alvorligt
Henrik Qvortrup tiltrådte 1. juli og har kun personligt modtaget opsigelse fra en enkelt af de 13 – graverjournalist Helle Fuusager, hvis skift til Frihedsbrevet er blandt de nyligst annoncerede EB-exits. Men han begræder alligevel, at så mange har sagt op i løbet af den tid, han ventede på at tage fat på sit nye job.
“Jeg kan konstatere, at rigtig mange dygtige medarbejdere har forladt Ekstra Bladet, og det er selvfølgelig noget, vi tager meget alvorligt,” siger han, og fortsætter:
“Men med det sagt, og jeg vil meget gerne understrege, at jeg er ked af det, så giver det her jo også mig muligheden for at sætte mit eget hold.”
Han har også noteret sig, at mange af medarbejderne lander på Frihedsbrevet.
“Jeg ønsker både min gamle ven Mads Brügger og alle dem, der har sagt farvel, alt muligt held og lykke. Jeg kan jo bare konstatere, at han har dybe lommer og er på storindkøb lige nu. Det gør han nok ikke for sine egne penge, så jeg ønsker ham held og lykke med de bestræbelser. Jeg gad vide, hvor længe det kan blive ved,” siger Henrik Qvortrup.
Ansøgningerne “vælter ind”
Chefredaktøren vil ikke love, at alle stillingerne bliver genbesat én til én, men han afviser, at avisen vil bruge den store afgang af medarbejdere til en form for spareøvelse.
“Hver gang en medarbejder forlader Ekstra Bladet, så skal vi ud og finde én, der er mindst lige så god. Og jeg kan glæde mig over, at det vælter ind med kvalificerede ansøgere. Så større er problemet heller ikke,” siger han.
Henrik Qvortrup mener ikke, at afgangen af medarbejdere vil kunne aflæses på avisens journalistik, men det er tillidsmand Per Mathiessen uenig i.
“Jeg tror, at det på kort sigt vil påvirke vores mulighed for at lave det journalistiske indhold, vi gerne vil. Det kan jo ikke undgås. Og for nogle redaktioners vedkommende kan det betyde, at de ikke kan nå målene i den strategiplan, ledelsen lavede sidste efterår,” siger Per Mathiessen.
Ekstra Bladet har ifølge Per Mathiessen 94 eller 95 normale journalistlønnumre. Og selv inden otte af de journalister annoncerede deres stop, var der ikke så mange ansat. Derfor er medarbejderstaben nu ifølge tillidsmanden “markant under”, hvad den bør være.
Her er de 13 fastansatte, der er stoppet eller har annonceret stop på Ekstra Bladet siden udgangen af april. Heraf to chefer, tre på mellemlederkontrakt og otte på journalistkontrakt:
- Kristoffer Eriksen (Chefredaktør)
- Ole Sloth (Administrerende redaktør)
- Jeanet Rosenkjær Horstmann (souschef på underholdningsredaktionen)
- Heine Jørgensen (Projektleder på undersøgende journalistik/graverredaktionen samt tech-reporter)
- Thomas Arent (Podcast-redaktør)
- Nicolaj Vorre (undersøgende erhvervsreporter)
- Maya Tekeli (TV-reporter mv)
- Andreas Lund Munk (graverjournalist)
- Helle Fuusager (graverjournalist)
- Emilie Holm Egebro (journalist på underholdnings- og SoMe-redaktionen)
- Ronja Ryde (journalist på underholdnings- og SoMe-redaktionen)
- Ditte Lynge (journalist på breaking-redaktionen)
- Elise Rasmussen (reporter i Nordjylland)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.