search

Jonas Pryner Andersen

i

”Ingen journalister går seriøst i flæsket på kultursektoren, og det er usundt for alt og alle”

Den kritiske vagthund vogter kun i under én procent af kulturjournalistikken, viser en opgørelse. Det møder kritik fra branchen selv – bl.a. fra Zentropas Peter Aalbæk Jensen, der kalder pressens forhold til kulturbranchen incestuøst og indspist

I midten af marts i år skrev Politiken og Berlingske en artikel på kultursiderne, der ved første øjekast kunne ligne en konsekvens af klassisk, kritisk graverjournalistik.

To medlemmer af Det Danske Filminstituts bestyrelse måtte efter ordre fra kulturminister Joy Mogensen trække sig fra deres tillidsposter andre steder i filmbranchen, efter at det var kommet frem, at disse selskaber selv modtager økonomisk støtte fra netop filminstituttet.

Men det var hverken ministeren eller en kulturjournalist, der havde spottet den oplagte historie om habilitetsproblemer i det organ, der hvert år administrerer en halv milliard statskroner til den danske filmbranche. I stedet var det den tidligere formand for Danske Biografer Kim Pedersen.

”Jeg faldt ved et tilfælde over bestyrelsessammensætningen og gav mig til at tjekke, hvilke andre bestyrelser medlemmerne sidder i. Det tydede på en sammenblanding af kasketter i direkte strid med filmloven, og det vakte min retsfølelse,” fortæller Kim Pedersen.

Han tippede derfor kulturjournalister på tre forskellige dagblade om sagen. Men til Kim Pedersens store undren skete der ikke mere. Ingen af dem samlede den op. I stedet gik han til Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som rejste sagen som et paragraf-20-spørgsmål med det resultat, at ministeren skred ind.

For Kim Pedersen står forløbet tilbage som et aktuelt eksempel på en gammel kæphest: At vagthunden i den danske kulturpresse mangler tænder.

”Det undrer mig såre, at jeg er den eneste, der bemærker den sag. Jeg er jo for pokker ikke filmjournalist! Men jeg serverede den for dem på et sølvfad, og alligevel er der ikke en, som tør skrive den, før Morten Messerschmidt har taget den op, og ministeren har lagt sig fladt ned,” siger han og konkluderer, at det ”kniber gevaldigt” for pressen med at være politikernes vagthund på kulturområdet.

”Ingen journalister går seriøst i flæsket på kultursektoren, og det er usundt for alt og alle” 2

For Kim Pedersen er symbolet på symbiosen, at Politikens kulturredaktør, Mette Davidsen-Nielsen, er gift med direktøren for Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, der ifølge ham er ”den største magtfaktor i dansk film”. Foto: Jonas Pryner Andersen

Skandaløst få skandaler

Og noget tyder på, at han har ret. En opgørelse lavet i forbindelse med et speciale på Syddansk Universitet tidligere i år viser, at under én procent af den danske kulturdækning er kritisk, undersøgende journalistik.

Specialet har over en periode på syv dage gennemgået, analyseret og kodet al kulturstof fra henholdsvis Politiken, Jyllands-Posten, Information og ’Kulturen på P1’. I alt 227 artikler og radioindslag. Af dem kunne kun to artikler betegnes som kritisk vagthundsjournalistik. Altså den slags journalistik, der graver et spadestik dybere, kigger magthaverne efter i kortene, går kritisk til branchen eller afslører kritisable forhold.

”Hvis jeg kunne gøre mit liv om, så blev jeg kritisk kulturjournalist. For det har jeg virkelig savnet igennem min karriere i filmbranchen.”

Kim Pedersen, konsulent, tidligere formand for Danske Biografer

Langt størstedelen af kulturjournalistikken består af foromtaler, anmeldelser, bløde interviews og jubelreportager. Eller sat på spidsen: Mere kulturklaphat og oplevelsesjournalistik end graverjournalistik.

”Den største skandale i dansk kulturliv er, at der ikke er ret mange skandaler,” som specialet citerer journalist Villads Andersen, medstifter af det nu lukkede kulturmagasin Doxa, for at have udtalt.

Og den holdning deler Kim Pedersen. Han arbejder i dag som selvstændig konsulent og har før sit virke som formand for Danske Biografer selv været biografejer.

”Men hvis jeg kunne gøre mit liv om, så blev jeg kritisk kulturjournalist. For det har jeg virkelig savnet igennem min karriere i filmbranchen,” siger han.

Ukritisk medløberi

Peter Aalbæk Jensen er en af de kulturpersonligheder, der selv har oplevet at få nogle ture i mediemøllen igennem sine næsten 30 år som filmproducent og frontfigur for Zentropa. Alligevel efterlyser også han mere kritisk kulturdækning.

”Jeg tror næsten kun, det er mig, der med tre års mellemrum får nogle bank i pressen. Men resten af tiden er det det stik modsatte: Totalt medløberi, hvor alt bliver ædt råt uden kritiske spørgsmål. Lige nu er det Thomas Vinterbergs film, der er en succes, og så er der ingen, der angriber Peter Aalbæk og Zentropa,” siger han med henvisning til ’Druk’, der for nylig vandt en Oscar.

”Ingen journalister går seriøst i flæsket på kultursektoren, og det er usundt for alt og alle,” mener han.

”Det er de samme fester og de samme rødvinsbranderter, og det er alt sammen gevaldig hyggeligt. Men det er også lidt incestuøst.”

Peter Aalbæk Jensen, filmproducent

Forklaringen ligger ifølge Peter Aalbæk Jensen lige for: Kulturpressen og kulturbranchen er en del af det samme ekkokammer. Hans egne venner er også journalister og andre såkaldte ”filmsnuder”.

”Vi er en del af den samme klub, og det er jo aldrig godt for kritikken. Det er de samme fester og de samme rødvinsbranderter, og det er alt sammen gevaldig hyggeligt. Men det er også lidt incestuøst. Og den store krabask, det møder vi sgu aldrig,” siger Peter Aalbæk Jensen.

Symbolet på symbiosen?

Og den analyse køber Kim Pedersen. For ham er symbolet på symbiosen, at Politikens kulturredaktør, Mette Davidsen-Nielsen, er gift med direktøren for Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, der ifølge ham er ”den største magtfaktor i dansk film”.

”Der er ikke nogen journalister, der har lyst til at lægge sig ud med filminstituttet. Og når det gælder Politiken, er årsagen rimeligt klar: Fordi kulturredaktøren er gift med direktøren,” mener Kim Pedersen.

Men den påstand afviser Mette Davidsen-Nielsen på det kraftigste.

”Det er en alvorlig kritik, som jeg synes, han må eksemplificere. Den bygger på en forestilling om, at jeg er en handskedukke for min mand eller kan undertrykke historier på redaktionen – og det er altså en rimelig vild påstand,” siger hun.

Mette Davidsen-Nielsen forklarer, at det i praksis foregår sådan, at kulturredaktionens souschef, Jens Lenler, tager sig af de områder, som hun på grund af sin mands job ikke kan beskæftige sig med.

”Det er en alvorlig kritik, som jeg synes, han må eksemplificere. Den bygger på en forestilling om, at jeg er en handskedukke for min mand eller kan undertrykke historier på redaktionen – og det er altså en rimeligt vild påstand.”

Mette Davidsen-Nielsen, kulturredaktør, Politiken

”Alt, der handler om filminstituttet og kritisk journalistik i forhold til filmbranchen, det har jeg simpelthen ikke noget at gøre med som redaktør,” siger hun og afviser, at det skulle være uholdbart, eller at det har voldt problemer, at hun og hendes mand har siddet forskellige steder på kryds og tværs i mediebranchen.

”Hvis nogen kan finde et eksempel på, at det er blevet misbrugt, så vil jeg da gerne høre om det,” siger hun.

Kunne man forestille sig, at en politisk redaktør var gift med en folketingspolitiker eller en anden central aktør i dansk politik?

”Der er jo også alle mulige relationer og folk, der er gift, på kryds og tværs. Jeg synes, det handler om din egen etik, og hvordan du organiserer det,” siger Mette Davidsen-Nielsen.

Follow the money!

Men det er ikke kun inden for filmverdenen, at mediernes kulturdækning anklages for at være for ukritisk.
Journalisten har talt med kultur- og mediefolk inden for både film, teater, litteratur og billedkunst. Og kritikken er samstemmende: Kulturbranchen kigges kun sjældent efter i kortene på samme måde, som vi er vant til, at det sker inden for politik eller erhvervsliv.

Det på trods af, at kunst- og kulturbranchen får massiv offentlig støtte. Hvert år går mere end 20 milliarder statskroner til kulturområdet. Men hvem der uddeler midlerne, hvem der modtager dem, og hvordan de bliver forvaltet, bliver kun sjældent genstand for kritisk ’follow the money’-granskning.

”Jeg synes, at der mangler talknusere i kulturjournalistikken,” siger Rasmus Faber Lundberg, journalist på nichemediet Kulturmonitor, som udgives af Monitormedier under Politiken.

”Ofte kan det ligne, at kulturjournalisterne misser chancen for at trykke kulturlivet lidt på maven og undersøge, om tingene rent faktisk er, som kulturlivet fremlægger det,” siger han.

”Ofte kan det ligne, at kulturjournalisterne misser chancen for at trykke kulturlivet lidt på maven og undersøge, om tingene rent faktisk er, som kulturlivet fremlægger det.”

Rasmus Faber Lundberg, journalist, Kulturmonitor

Som et eksempel på en talknuser-historie, der udfordrer kulturlivets egne narrativer, nævner han en artikel om teaterbranchens økonomi, som han skrev i december 2020. Her opdagede han, at både Odense, Aarhus og Aalborg Teater havde et større overskud end forventet, blandt andet på grund af hjælpepakker.

”Det stod i kontrast til fortællingen om, at coronakrisen har bragt kulturinstitutioner på randen af konkurs,” siger Rasmus Faber Lundberg og tilføjer, at historien var frit tilgængelig og ikke krævede et større graverarbejde – det handlede bare om at sammenholde regnskaberne og se mønstret i dem.

”Alligevel var jeg, så vidt jeg ved, den eneste kulturjournalist, som skrev om det her,” siger han.

Kunstner tog sagen i egen hånd

Et andet konkret område, som savner kritisk follow-the-money-dækning fra kulturpressen, er Statens Kunstfonds uddeling af kunststøtte. I hvert fald hvis man spørger kunstner Morten Rockford.

Efter selv at have fået afslag tre år i træk sad han i 2017 tilbage med en nagende mistanke om nepotisme i kunstfonden. Han tog derfor sagen i egen hånd og satte sig for at undersøge de professionelle relationer mellem medlemmerne af Legatudvalget for Billedkunst og de kunstnere, der fik støtte i 2016 og 2017.

”Det var i virkeligheden klassisk graverjournalistik,” siger Morten Rockford, der endte med at bruge et år af sit liv på at trække tråde, søge aktindsigter, tale med insiders og grave sig længere og længere ned i kaninhullet.

Til sidst kunne han i samarbejde med en jurist konkludere, at en tredjedel af legaterne uddelt det år var gået til, hvad han kalder ”åbenlyse interessekonflikter i strid med forvaltningsloven”. Det gik han til medierne med.

”Jeg havde troet, at kulturjournalisterne ville high five mig og løbe med bolden. Men det mærkelige var, at det var så svært at få hul igennem,” fortæller han.

Det blev dog til en forside på Berlingskes kultursektion og en stor artikel i et nu lukket kunstmagasin. Radio24syvs kulturprogram ’AK24syv’ påbegyndte også en podcastserie på baggrund af hans undersøgelser.

”Den kom forrygende fra start, men blev aldrig fulgt til dørs. Den døde bare stille og roligt,” husker Morten Rockford.

Daværende redaktør på AK24syv, Anders Christiansen, fortæller dog til Journalisten, at serien reelt døde, fordi redaktionen efter selvstændig research vurderede, at der ikke var belæg nok til at bære en hel serie. Ifølge de tre eksperter i forvaltningsret, de sendte materialet til, manglede der en smoking gun.

Statens Kunstfond erkendte dog, at der kunne være tale om ”enkelte svipsere”, ligesom formanden i kølvandet på Morten Rockfords undersøgelse udtalte til Berlingske, at han ville skærpe fokus på nepotisme. Morten Rockford undrer sig stadig over, at det var ham og ikke kulturjournalisterne, der fik dét til at ske.

”De fleste kunne godt se, at det var spændende. Men selve graverarbejdet måtte jeg langt hen ad vejen lave selv,” siger han.

Efterspørgslen mangler

En undersøgelse som Morten Rockfords passede ellers som fod i hose med ’AK24syvs’ selvforståelse. Et af programmets hovedformål var ifølge Anders Christiansen at gøre op med den ”eventdækning”, som kultur ofte får i pressen – en dækning styret af de nyeste udgivelser, de nyeste premierer og pressevisninger.

”Vi ville ikke bare lave foromtale og være medløbere, vi ville lave vores egne vinkler, vores egne emner, og vi ville undersøge de ting, vi syntes var relevante,” fortæller Anders Christiansen.

Men en af udfordringerne for den kritiske kulturjournalistik er ifølge ham, at ingen efterspørger det. Hverken mediehuse, redaktører eller lyttere er særligt interesserede i kritisk kulturjournalistik, oplever han.

”Det kan nogle gange føles, som om lytterne hellere vil høre om en fed film eller en god bog og helst gerne vil undgå de mere kritiske sider,” siger Anders Christiansen.

”Det kan nogle gange føles, som om lytterne hellere vil høre om en fed film eller en god bog og helst gerne vil undgå de mere kritiske sider.”

Anders Christiansen, tidligere redaktør, AK24syv

Og det samme gør sig ifølge chefredaktør for filmmagasinet Ekko Claus Christensen gældende for mange kulturjournalister. Det oplever han selv inden for filmområdet.

”Jeg bruger jo en masse freelancejournalister, men der er ikke ligefrem kø, når jeg ringer til dem med en meget kritisk historie, jeg gerne vil have lavet. Mange af dem er unge mennesker, der elsker kultur og film, men de har ikke så stor interesse i at gå bag om det lidt glamourøse lærred,” siger Claus Christensen.

Samme tema går igen i medieforsker Nete Nørgaards forskning i netop den rolle, som kulturjournalister typisk ser sig selv i. Hun lavede ph.d.-afhandling om emnet på Københavns Universitet og interviewede i den forbindelse forskellige kulturjournalister.

”De fleste af dem så sig selv som kulturformidlere,” siger Nete Nørgaard og tilføjer, at kulturjournalister ifølge undersøgelser ofte også har andre uddannelser end en journalistuddannelse.

”Det gør, at kulturjournalister ofte gerne vil formidle kunst og kultur fra en faglig eller æstetisk vinkel, hvilket kan clashe med den mere klassiske journalistiks normer og metoder,” siger hun.

Blev lovet tørre tæsk

Men Claus Christensen har også et andet bud på en forklaring på, hvorfor der ikke er kø til de kritiske historier blandt hans freelancere. Lægger de sig ud med branchen, kan det nemlig risikere at koste dem jobs og privilegier.

Han har selv flere gange oplevet, hvordan filmbranchen har slået hårdt tilbage på kritisk journalistik i Ekko.

”Sanktionerne kan være alt fra, at de ikke vil tale med dig eller dit medie igen, og så helt til trusler om tørre tæsk,” siger han og henviser til en sag, hvor instruktør Fenar Ahmad efter en firestjernet anmeldelse af filmen ’Underverden’ i Ekko skulle have ringet og truet Claus Christensen med, at hans venner ville komme og smadre ham.

Det afviser Fenar Ahmad dog, at han skulle have sagt. Han erkender, at han ringede og var vred over anmeldelsen, hvilket han i dag fortryder. Men at han truede med fysisk bank, er ifølge ham løgn. Claus Christensen fastholder på sin side, at han har det på bånd.

Men Ekko har også flere gange oplevet voldsomme reaktioner på kritiske historier fra Peter Aalbæk Jensen. Blandt andet i 2011 og 2012, hvor filmmanden endte med at lægge sag an mod mediet, som han mente skulle ”knaldes big time”.

”Det var jo et frontalangreb, der også førte til, at Ekkos anmelder blev forment adgang til Zentropas pressevisninger,” siger Claus Christensen.

Set i det lys indrømmer han, at det kan virke paradoksalt, at netop Peter Aalbæk Jensen efterlyser mere kritisk journalistik. Men han understreger, at Ekko og filmmanden i dag er på god fod igen.

”Til hans ros skal siges, at han ikke bærer nag og er en af de få, der faktisk har modet til at bidrage til den offentlige debat om film,” siger Claus Christensen.

”Mange filmjournalister betragter sig selv som en del af familien. De lever af at lave interviews med stjernerne og få adgang til filmene før premieren.”

Claus Christensen, chefredaktør, Ekko

Når kun få har samme mod, skyldes det ifølge chefredaktøren en udbredt frygt for, at kritiske artikler i værste fald kan koste opbakning til filmbranchen fra politikerne. Derfor er det beskidte vasketøj ikke noget, man lufter i medierne – det ordner man internt i ”filmfamilien”.

”Og mange filmjournalister betragter sig selv som en del af familien. De lever af at lave interviews med stjernerne og få adgang til filmene før premieren. De går til fester med branchen, og de bliver venner med instruktører, skuespillere og producere,” siger Claus Christensen.

Politiken: Kun en stikprøve

Men den påstand afviser Mette Davidsen-Nielsen, kulturredaktør på Politiken, der har landets største kulturredaktion.

”Jeg tror, det har ændret sig i de senere år. Der er en øget bevidsthed i dag, og graden af indspisthed er mindre, end den var for måske 10 eller 15 år siden,” siger hun.

”Ingen journalister går seriøst i flæsket på kultursektoren, og det er usundt for alt og alle” 3

Burde vi have endnu flere kritiske, undersøgende historier? Ja, det synes jeg da. Men jeg synes også, at vi er på vej i den rigtige retning,” siger Mette Davidsen-Nielsen. Foto: Jonas Pryner Andersen

Kulturredaktøren er skeptisk over for opgørelsen, der konkluderer, at under én procent af pressens kulturdækning er kritisk vagthundsjournalistik. Hun påpeger, at der kun er tale om en stikprøve, og tvivler desuden på, at en lignende stikprøve på mediernes indlandssider ville nå frem til et markant andet resultat.

”Jeg synes faktisk, at vi på Politiken har haft en lang række kulturhistorier af undersøgende og kritisk karakter de seneste år,” siger Mette Davidsen-Nielsen.

Hun fremhæver blandt andet det cavlingnominerede projekt ’De misbrugte filmbørn’, avisens dækning af seksuelle overgreb på Roskilde Festival, samt det seneste års historier om MeToo og sexisme i musikbranchen, mediebranchen og på kunstskolerne som eksempler.

”Men burde vi have endnu flere kritiske, undersøgende historier? Ja, det synes jeg da. Men jeg synes også, at vi er på vej i den rigtige retning,” siger Mette Davidsen-Nielsen.

P1: Ikke godt nok

Også på DR’s ’Kulturen på P1’ er ambitionen at lave flere kritiske historier. Programmet, der sender to timer dagligt fra mandag til torsdag, glimrer i opgørelsen med sit totale fravær af indslag, der lever op til kriterierne for kritisk vagthundsjournalistik.

Og det er helt klart ikke godt nok, fastslår Jakob Sloma Damsholt, redaktionschef på P1 & Debat, som ’Kulturen på P1’ hører under.

”Der skal være mere kritisk kulturjournalistik fra et program som ’Kulturen på P1’. Det har vi arbejdet med det seneste år, og det kommer vi også til at arbejde mere med fremad,” siger han.

Konkret arbejder redaktionen på at få flere redskaber og værktøjer i skuffen til at kunne lave den kritiske vagthundsjournalistik. For nylig har de derfor haft et møde om aktindsigter med ’Detektor’-redaktionen.

Men når der kan være langt imellem de kritiske og undersøgende indslag, handler det først og fremmest om ressourcer og prioriteringer, forklarer Jakob Sloma Damsholt.

”Alle ved, at den type historier koster flere ressourcer per radiominut at lave, og når man skal fylde to timer fire gange om ugen, så er det naturligt at prioritere de mindre ressourcekrævende minutter,” siger han og understreger, at det er en ledelsesopgave at sørge for, at der også er tid til det undersøgende.

”Det er noget, vi skal blive bedre til,” siger Jakob Sloma Damsholt.

”Lidt kuk-kuk”

En historie som den om inhabilitet i filminstituttets bestyrelse, som Kim Pedersen tidligere i år gravede frem og endte med at give til Morten Messerschmidt, er netop sådan en historie, som Jakob Sloma Damsholt gerne ville have haft i ’Kulturen på P1’.

”Det er en virkelig god historie, og det havde da været fedt, hvis vi havde lavet den,” siger han, men afviser, at det skulle skyldes indspisthed med kulturbranchen, som Kim Pedersen påstår.

Det samme gør souschef på Politikens kulturredaktion, Jens Lenler. Han kalder det ”lidt kuk-kuk” af Kim Pedersen at antyde, at kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen skulle have forsøgt at underminere en historie, fordi den involverer hendes mand.

”Så ville der være ramaskrig af en anden verden,” siger Jens Lenler.

Men ifølge Kim Pedersen skal man være ”mere end almindeligt blind” for ikke at kunne se den uhellige alliance. Han mener, at Ekko i dag er den sidste bastion inden for kritisk journalistik på filmområdet.

”Om end Ekko har givet mig ture i vridemaskinen gennem årene, så mener jeg, at kritisk filmjournalistik er hele forudsætningen for, at dansk film kan have snablen så dybt i statskassen,” siger han.

”Kulturjournalistikken mister sin troværdighed, hvis det hele bliver sovset ind i pænhed.”

Claus Christensen, chefredaktør, Ekko

Og det er Claus Christensen fra Ekko enig i. Magasinets historik viser ifølge ham, at det trods alt kan lade sig gøre at gå kritisk til filmbranchen. Og i det lange løb er det kun sundt for branchen, mener han.

”Derimod er det dårligt for kulturbranchen, hvis kulturjournalistikken bliver for pæn og kontrolleret. Hvis den bliver reduceret til det hyggelige, ufarlige indslag til sidst i TV Avisen. Kulturjournalistikken mister sin troværdighed, hvis det hele bliver sovset ind i pænhed,” siger Claus Christensen.

”Ingen journalister går seriøst i flæsket på kultursektoren, og det er usundt for alt og alle” 4
”Vi er en del af den samme klub, og det er jo aldrig godt for kritikken. Det er de samme fester og de samme rødvinsbranderter, og det er alt sammen gevaldig hyggeligt. Men det er også lidt incestuøst. Og den store krabask, det møder vi sgu aldrig,” siger Peter Aalbæk Jensen. Foto: Jonas Pryner Andersen

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen