Hvordan endte du i mediebranchen?

Jeg var meget interesseret i film og begyndte at læse anmeldelser. Jeg skrev de gode anmeldelser af for at få det under neglene. En dag var jeg i biografen og se ’Blade Runner’. Der var bare noget ved den film. Efterfølgende fandt jeg ud af, at den havde fået lunken kritik. Jeg skrev et par læserbreve om, at kritikerne tog fejl. Det gik op for mig, at anmeldere nogle gange er dem, som sidst opdager tingene. Jeg spurgte Aarhus Stiftstidende, om de havde brug for en filmanmelder. De manglede en tv-anmelder, så dér startede jeg. 

Hvordan endte du på Ekko?

Redaktør Mette Damgaard-Sørensen fik et andet job. Hun havde haft flere jobs, så der var pludselig flere stillinger, der skulle besættes. Jeg havde en oplevelse af, at jeg trak nitten med Ekko. Bladet var skrantende og var ikke kommet så godt fra start. Vi havde ikke fået så meget opmærksomhed, og det var et svært projekt. Det tog mig lidt tid at tage opgaven på mig, men jeg havde fået et barn i hånden, som ikke havde det godt. Jeg måtte gøre noget, hvis det skulle videre. 

Hvorfor tænker du, at folk er interesseret i din holdning til en film?

Jeg vil have fuld respekt for, hvis folk kom og sagde: »Hvad ved du egentlig om det her?« Det gode ved genren er, at læseren kan måle sin holdning op ad det, man skriver, og kan få noget ud af det. Også selv om vedkommende er uenig. Læseren skal kunne mærke et bankende hjerte i en god anmeldelse. Jeg har respekt for, at det kan være hårdt at blive anmeldt, og jeg krydser altid fingre for, at det, jeg skal anmelde, er lykkes godt, for det er sjovere at formidle. 

Du siger, at anmeldere er konservative. Er du selv konservativ nu, hvor du har anmeldt i mange år?

Man frygter altid at blive ’sat’ i det, man laver, og gentage sig selv. Jeg synes, at jeg er i stand til at vurdere og fornemme – også når noget gentager sig selv. Jeg har det sådan, at jeg godt kan mærke, hvis der mangler en gnist. Hvis ikke jeg sidder med spænding over at få bladet ud, så er der et eller andet, som kunne strammes op. 

Jeg har læst, at nogle betragter dig som sensationshungrende – kan du genkende det?

Det, jeg hører, der ligger i det, er, at jeg går efter sensationen for at få noget opmærksomhed. Når jeg er blevet præsenteret for den holdning, svarer jeg bare, at der da er mange gode artikler i Ekstra Bladet. At give noget en pondus er noget, som enhver journalist bør gøre. Det er journalistens opgave at finde ind til kernen af en historie og give plads til alle parter. Men hvis man bladrer igennem Ekko, er jeg overrasket over, at nogen kan se det som et sensationsblad. Jeg har ikke et mål om at være populær. Jeg har en mission om at lave et virkelig stærkt og toneangivende magasin i Danmark. Det har ikke nogen betydning, om enkeltpersoner kan lide mig eller ej.

Hvad er det, der tiltrækker dig ved at skabe debat?

Jeg har altid haft lyst til at dele min holdning med nogen. Journalistikken har en tendens til at drukne kulturstoffet i jovialitet. Det er altid det hyggelige indslag, som kommer til sidst. Men jeg er af den overbevisning, at det vil gavne film mere, hvis der står noget interessant. Jeg tror på, at al omtale, debat og ståhej om dansk film kun er en fordel i sidste ende. Det er en levende branche og en modig branche, som bruger ytringsfriheden.

Hvad er det, kulturjournalister kan gøre bedre?

Det er en kliche, at ethvert stort portrætinterview starter med en kulturjournalist, der siger: »Jeg elsker din film.« Det er vigtigt at turde stille nogle spørgsmål, som går dybere. Have mod til at lave mere kritiske interviews, hvor man har respekt for hinanden. Der er mange historier, som aldrig bliver skrevet, fordi det kan give problemer, eller man kommer for meget sammen med branchen og er måske bange for ikke at være velkommen næste gang. 

Der er vel en fare for, at man bliver fedtet ind i den branche, man dækker – hvordan holder du dig neutral?

Jeg går ikke til helt vildt mange receptioner og gallapremierer. Jeg har prøvet at lægge en distance og hele tiden have den selvcensur, at jeg kan mærke, når jeg skriver nogen eller udelader noget. I den situation er det meget vigtigt, at jeg gør det modsatte, for ellers er jeg blevet embedded. 

Men det sker vel også ubevidst?

Verden er jo ikke sort-hvid, og vi sidder ikke på vores egen ø, for vi er jo hele tiden i kontakt med branchen. Men jeg tror kun, man kan undgå det, hvis man har fornemmelse for, hvornår man ikke tager en ærlig beslutning. Hvis jeg fornemmer, at nogen forsøger at påvirke mig til at skrive på en bestemt måde, trækker jeg mig ud af det. 

Hvad har du lært af at være ude i de stormvejr, du af og til har befundet dig i?

Jeg har lært, at det nogle gange er vigtigt at forklare, hvorfor man gør, som man gør. Det kan være i en leder eller med et opkald til dem, som bliver kritiseret i nogle af vores artikler. Jeg blev også opmærksom på, at Ekko faktisk har en betydning. Jeg var ikke helt klar på, at folk kunne tage vores artikler så alvorligt. Det overraskede mig faktisk. 

Hvad er branchens største udfordring, og hvad er løsningen?

Mit indtryk er, at der ikke bliver tjent store penge på nettet. Det var et helt fatalt øjeblik, da man begyndte at lægge tingene gratis på nettet, for når man en gang har givet noget gratis væk, så er det svært at begynde at tage penge for det. Vi er nødt til at finde nogle modeller, hvor læserne skal betale for varen uden at kunne snyde sig uden om det. Det betyder også, at det skal gå op for læserne, at kvalitet koster penge. Så skal vi alle stå sammen om, at det skal koste noget – også DR. 

Foto Sif Meincke