search

Debat: Kulturkritikken i Danmark ligner efterhånden en simpel forbrugervejledning

Den største skandale i kulturjournalistikken er ikke manglen på graverjournalistiske afsløringer, men kulturkritikkens forvandling til personfikseret forbrugervejledning, mener Alexander Rich Henningsen

På det seneste har Journalisten rejst en både relevant og vedkommende debat om kulturjournalistikkens rolle i det danske mediebillede.

Som chefredaktør Christian Lindhardt skrev i en opfølgende leder, så fortjener kulturen en journalistisk dækning, der hverken er mere blødsøden eller lavere prioriteret på redaktionsgangene end andre områder. Kulturen fortjener bedre simpelthen. Jeg kunne ikke være mere enig. Men måske er vi ikke helt enige om, hvad en bedre kulturdækning egentlig vil sige.

Forsimplet kritik

Problemet er, at den rejste kritik af kulturjournalistikkens klaphatteri er en anelse forsimplet. For hvad er kulturjournalistik egentlig? Hos Journalisten bliver kulturkritik, der jo indebærer intellektuelt arbejde, tænkning simpelthen, æstetisk vurdering og analyse, slået i hartkorn med mere klassisk afslørende journalistik, der eksempelvis afdækker korruption i statsadministrationen. Men er de to ting det samme? Hvorfor forventer man, at kulturjournalister skal agere graverjournalister, samtidig med at de anmelder bøger eller teaterstykker? Ville man forvente det samme af en politisk analytiker?

I virkeligheden er det spøjst med det her behov for afsløringer i kulturverdenen. Jeg mener, pengene er små og magten endnu mindre. Kulturverdenen er nærmest ubetydelig i det store regnskab. Der er da nogle farverige personligheder, som er meget i medierne, men sammenlignet med de største virksomheder, de mest højtstående embedsfolk og politikere, er kulturverdenen, hvad angår økonomi og magtbeføjelser, nærmest ligegyldig. Det er altså helt forståeligt, at graverjournalister fokuserer på eksempelvis hvidvaskskandaler i Danske Bank, fordi pengene og magten derovre simpelthen er så meget større. I virkeligheden skal graverjournalistiske afsløringer vel ikke foregå ovre på kulturredaktionen, men i graverafdellingen? Og hvis der virkelig foregår storskalakorruption i kulturverdenen, må man vel forvente, at graverjournalisterne går i kødet på sagen, præcis ligesom man ville gøre i sager, der omhandlede enhver anden branche?

Men som kulturjournalist Frederik Bojer Bové skrev i en kommentar i mediet POV, er kulturjournalistikken noget fundamentalt andet end eksempelvis politisk journalistik. Kulturjournalistik handler ikke om at lave afsløringer. Kulturjournalistik handler om – eller burde handle om – at bedrive kulturkritik.

Og det er netop her, i kulturkritikken, at kulturdækningen i Danmark har et åbenlyst problem.

Et problem, som det er temmelig vigtigt at få sat på dagsordenen, og som for alt i verden ikke må drukne i diskussioner om, hvorvidt nogen har taget kokain til en fest i filmbranchen, eller om at nogle journaliststuderende ved en tilfældig stikprøve ikke har kunnet finde kulturjournalistiske ”afsløringer”.

Kulturkritikken mangler

Problemet er, at kulturkritikken i Danmark efterhånden mere ligner simpel forbrugervejledning end egentlig selvstændig tænkning om kunstneriske frembringelser. Problemet er så at sige ikke, at det ikke vælter ud med skeletter i skabene, men snarere, at det i stigende grad skorter på egentlig intelligent kulturkritisk praksis. Det handler om indholdet, mine damer og herrer, om det, der står på siderne, det, der bliver fremført på scenen og lærredet, om det, der kommer ud af højtalerne. Alt det bliver i stigende grad behandlet overfladisk, drysset til med hjerter og stjerner, gerne med et personligt vinklet forfatter-, instruktør-, eller skuespillerinterview ved siden af.

Det er, som om medierne ikke tager kulturområdets indhold seriøst, men behandler bøger, som om de var elektriske tandbørster, som det så er redaktionens opgave at hjælpe mediebrugeren med at bestemme sig for at købe eller ej. Der er ikke megen seriøs, kritisk behandling af stoffet. Det hele går op i personer, i spændende identiteter og ukritisk kulturbegejstring. Mantraet synes at være: Vi elsker bare kultur. Uanset hvad kulturen så er for noget. Vi elsker den bare.

Lad mig give nogle få eksempler:

Dagbladet Politikens kulturdækning, der efterhånden har nået et niveau, man må betegne som pinligt. Et par nylige overskrifter: Kate Winslet: I vover på at fjerne mine deller fra sexscene”en artikel om, at Kate Winslet under optagelserne til serien ’Mare of Easttown’ frabedte sig, at hendes mavedeller blev retoucheret væk i en erotisk scene. Eller hvad med den her: William Shakespeare døde forleden af et slagtilfælde. Det er både rigtigt og helt forkert”.

Den helt vildt relevante historie om, at en argentinsk nyhedsoplæser forvekslede verdens første coronavaccinerede mand med den store renæssanceforfatter. Er det virkelig kulturstoffet værdigt? Er det Politiken værdigt? Hvad med at sætte sig og læse en bog eller se et teaterstykke og forsøge at tænke nogle tanker om det – og bruge kultursidernes spalteplads på dét?

Ukritisk, personfikseret kulturjubleri

Men også Danmarks Radio sjasker kulturjournalistiske kræfter væk på passiv, ukritisk forbrugervejledning på kulturområdet. Hver eftermiddag bruger man for eksempel to timer af lytternes kostbare tid på at oplæse let omskrevne pressemeddelelser og begå ukritiske hyggeinterviews med kulturpersoner i programmet ’Kulturen på P1’. Naturligvis suppleret med himmelråbende devaluerende forfatterinterviews på dr.dk, der altid nævner forfatterens fornavn i rubrikken. Sådan her: ”Fedt univers at skrive fra”: Marias nye bog handler om sex mellem søskende i vikingetiden. Eller: ”Det er pinligt at være menneske”: Kirstine skriver om vores svagheder og skæve sider.

Eller, det bliver værre endnu: Et år efter Yahya Hassans død står familien frem: ”Jeg har altid været bekymret for ham”. Ud over at være en skamløs og vel lidt amoralsk tabloidisering af kulturstoffet og en kunstnerskæbne som Yahya Hassans, er det også bare trist. Forstå mig ret: De her bøger kan være virkelig gode og vedkommende at skrive om som kulturjournalist. Problemet er, at jeg som læser aldrig finder ud af det, fordi artiklerne altid fokuserer på forfatternes personlige rejse med at skrive bogen, den personlige historie, der (eventuelt) ligger bag, den slags. Stort set ikke et ord om, hvad der er egentlig er tale om for nogle bøger på et kunstnerisk-æstetisk plan. Dét er at tale ned til kunsten.

Måske tror avisredaktionerne og DR, at det er det, læserne vil have: Ukritisk, personfikseret kulturjubleri. Jeg tror det ikke. Det er selvfølgelig en kedelig og selvindlysende pointe, at det ud over redaktionelle prioriteringer også handler om økonomiske prioriteringer. Hverken mediestøtten eller den minimale tidsskriftstøtte virker til at have som ambition at støtte formidlingen af kultur. Det kunne passende være et mål for de kommende forhandlinger på medieområdet.

Alexander Rich Henningsen er redaktionschef på ATLAS Magasin

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen