Journalister ekskluderer og ignorerer den almindelige dansker på Twitter for i stedet at interagere med andre journalister og politikere.

Det viser en ny specialeopgave, som jeg har udarbejdet på Aarhus Universitet på cand.public.-uddannelsen.

Jeg har igennem et omfattende programmeringsarbejde undersøgt i alt 5.000 tweets fra 25 danske journalister. Journalisterne er udvalgt fra fem danske medier: Berlingske Tidende, Politiken, Ekstra Bladet, Kristeligt Dagblad og TV 2.

På trods af at der blandt journalisterne er visse forskelle, er tendensen for de 25 journalister umiddelbart klar. Undersøgelsen viser, at danske journalister lever i en journalist-elite-centreret boble på Twitter, hvor den almindelige dansker til dels bliver ekskluderet og ignoreret.

88 procent af de danske journalisters interaktioner på Twitter er nemlig med andre journalister eller personer, der hører ind under ”eliten” såsom politikere, direktører og diverse pressemedarbejdere. Kun de resterende 12 procent af interaktionerne er med den almindelige dansker.

Interaktion bliver i opgaven defineret som retweets, quote-tweets og replies.

Dermed ser det ud til, at specialeopgaven bekræfter det, som Twitter i en efterhånden lang årrække har været beskyldt for: At være et lukket forum for elitære personer, hvor især journalister og politikere præger debatten.

Men er det overhovedet et problem? For at besvare dette bør man spørge sig selv om, hvad man kan forvente af journalister i et dansk demokrati som vores.

Vi bør forvente mere af vores journalister

Vi kan alle blive enige om, at journalister spiller en vigtig rolle i vores samfund i forhold til at oplyse, så borgerne kan træffe fornuftige beslutninger. Journalistikken skal også holde øje med og granske magthavernes gøren og laden, så borgerne ved, hvad beslutningstagerne foretager sig.

Men vi må også forvente af vores journalister i et demokrati som det danske, at de er i stand til at inddrage, engagere og aktivere borgerne.

Hvis man ser på journalisternes ageren på Twitter, kan man med rette stille spørgsmålstegn ved, om journalisterne lever op til disse idealer. For forsøger danske journalister at engagere og aktivere den almindelige dansker til at deltage i debatten, når han eller hun på den måde holdes udenfor? Umiddelbart ikke.

Man kan for eksempel sagtens forestille sig, at visse borgere, som agerer på Twitter, føler sig marginaliseret, når de forsøger at interagere med journalister. Det kan også være, at de føler, det er håbløst at prøve at interagere med journalister, fordi Twitter i høj grad er præget af den journalist-elitecentrerede boble, hvorfor de ikke rækker ud til journalister.

Om den almindelige dansker føler sig overset på Twitter, er et spørgsmål, som fremtidig forskning i høj grad burde undersøge for bedre at kunne forstå, om borgerne føler sig sat af og uden for det fine selskab på Twitter.

Såfremt de gør det, må man konkludere, at journalister på Twitter ikke lever op til deres demokratiske forpligtelse.

Manglende diversitet i nyhedsdækningen

Orienteringen mod andre journalister er på sin vis forventelig og fungerer uden tvivl som en vigtig guide for mange. Men hvis orienteringen bliver for markant og gennemgribende, kan det have den konsekvens, at det kan føre til en mindre mangfoldig dækning af nyheder. Det bringer med andre ord diversiteten i nyheder i fare.

Ovenstående skal ses i lyset af, at medieforskere- og kommentatorer såsom Margaret Sullivan fra Washington Post og Kyle Pope fra Columbia Journalism Review i efterhånden mange år har været bekymrede over journalistikkens selvrefererende karakter, hvor journalister henviser til sig selv eller andre journalister.

Kritikken relaterer sig til, at journalister tænker for meget i samme retning og i samme stil og sjældent giver nonkonforme kilder en stemme. En sådan gruppetænkning hævdes at resultere i det, man på fagsprog kalder pack journalism, hvilket fører til en homogen mediedækning.

Naturligvis er journalisters ageren på Twitter kun en del af den virkelighed, som journalister lever i. Men journalisters orientering mod hinanden og stærke indbyrdes relationer på Twitter kan alligevel have den utilsigtede konsekvens, at nyhedshistorier minder mere og mere om hinanden i deres opbygning og bliver endimensionelle og ensidige uden forskellige perspektiver, meninger eller fakta.

Derfor kan man også frygte, at danske journalister får svært ved at opfange de holdningsmæssige forandringer, som har præget befolkningerne i både USA og Europa i det nye årtusind.

Dette vil naturligvis ikke være at foretrække, eftersom borgere i mindre og mindre grad vil opfatte medier som det talerør, medierne skal være. Og det er det sidste, vi har brug for i en tidsalder, hvor tilliden til de traditionelle medier befinder sig på et lavt punkt – også i Danmark.

Journalister i Danmark må gribe alle muligheder for at skabe et tættere bånd til deres læsere og styrke relationen til dem. Interaktion med den almindelige dansker på Twitter kommer ikke i sig selv til at ændre fundamentalt på problemerne om manglende tillid, som branhcen står over for i dag, men det kan ændre det ofte gentagede narrativ om, at journalister lever i deres egen boble og ikke forstår den almindelige dansker.

Og det ville være sundt for journalistikken.