Mediernes lemmingeeffekt er ikke kønnere, bare fordi den skifter retning, mener Troels Mylenberg. Han kritiserer pressen for nu at angribe Per Stig Møller i stedet for at se på substansen i Lene E-sagen.
»Mediehetz, ensidig personforfølgelse. Hårde ord svinger med lemmingependulet tilbage efter en sommer med skarpt fokus på politisk moral og arbejdsiver. Men lemmingeeffekter er ikke kønnere, bare fordi de skifter retning.«
Sådan starter politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Troels Mylenberg, et blogindlæg på avisens hjemmeside, der er blevet bragt i dag tirsdag.
Han mener, at medier og meningsmagere efter lang tids angreb på Lene Espersen nu løber i den modsatte retning og begynder at kritisere den "hetz", udenrigsminister Lene Espersen har været udsat for omkring hendes afbud til flere møder.
Det er Mandag Morgens afsløring af, at Per Stig Møller i sin tid som udenrigsminister meldte afbud til omtrent hvert tredje EU-rådsmøde, der ifølge Mylenberg giver Lene Espersen et pusterum.
»Samtidig synes meningsmager-pendulet at svinge, således at flere eksperter og lederskribenter nu forsøger at fastslå, at Lene Espersen (og S-formand Helle Thorning-Schmidt for den sags skyld) er udsat for en mediehetz og karaktermordforsøg, sådan som De Konservative også selv har argumenteret for,« skriver han.
Men ifølge Troels Mylenberg er det slet ikke mediehetzen, som hele Lene Espersen-sagen burde handle om, og derfor er medierne galt afmarcherede igen, når de nu løber efter Per Stig Møller på Mandag Morgens foranledning.
»Reelt er der helt andre årsager end mediehetz og mødeafbud til Lene Espersens store krise. Afbuddene er så at sige alene symptomer på det problem, at Lene Espersen ifølge flere målinger af mange i dag opleves som dels utroværdig, dels mindre kompetent på posten end den forgænger, som hun aktivt fjernede,« skriver Mylenberg.
Han fortsætter:
»At journalistisk dækning er ensidig, er ikke et selvstændigt argument for, at der er tale om en mediehetz eller et karaktermord. Ved dagens afslutning vil Lene Espersens problemer med at slå igennem som udenrigsminister være skabt af Lene Espersen. Og at Per Stig Møller synes at have nedprioriteret EU-arbejdet betydeligt i sin embedsperiode, gør i udgangspunktet ikke Lene Espersens problemer hverken større eller mindre.«
1