Redaktion og ledelse har nu i flere år råbt ad hinanden. Og bladet, der skulle være forbrugernes vagthund, er endt i intern magtkamp. Situationen er så slem, at ansatte er flygtet fra TÆNK. Det fremgår af det nye nummer af fagbladet Journalisten, som udkommer i denne uge.
Grædende medarbejdere. Sammenbrud i arbejdstiden. Og udbredt mangel på tillid til ledelsen.
Sådan lyder den korte version af situationen på forbrugerbladet Tænk, hvor syv medarbejdere er stoppet de seneste to år.
Og ifølge det nye nummer af fagbladet Journalisten, som udkommer i denne uge, har mandefaldet kostet dyrt:
»Vi har på grund af samarbejdsvanskelighederne mistet nogle af de dygtigste folk i branchen. Vores webredaktør Anders Bruun var en mester på nettet. Testchefen var den absolut dygtigste på denne jord. Og redaktionschef Carsten Terp Beck-Nilsson, der startede Tænk Penge, er en af de største kapaciteter inden for forbrugerjournalistik i Danmark,« lyder det fra en anonym medarbejder på bladet.
Vedkommende står ikke alene med frustrationen. Fagbladet Journalisten har således talt med en række tidligere og nuværende medarbejdere på Tænk og i Forbrugerrådet, hvoraf flere er bange for at lægge navn til deres udtalelser, fordi fronterne længe har været trukket skarpt op mellem medarbejdere og ledelse.
»Tænk har jo Danmarks-rekord i at fyre tillidsrepræsentanter. Ingen kan føle sig sikre, hvis de udtaler sig kritisk,« lyder en forklaring.
Ud over en uendelig række af afskedsreceptioner har stridighederne betydet, at folk er brudt sammen i arbejdstiden.
»Ja, der har i en periode været virkelig uro og turbulens. Det har været slemt – og jeg har endda arbejdet i DR,« bekræfter journalist Erik Valeur.
I fagbladet Journalistens gennemgang af Flugten fra TÆNK fremgår det, at samarbejdsproblemerne begynder, da forbrugerbladet får ny chefredaktør i januar 2009, Lis Hornø.
Hurtigt viser det sig, at redaktionen og redaktøren ikke passer sammen. Blandt andet på grund af forskellige opfattelse og fortolkning af TÆNKs journalistiske frihedsbrev.
De gamle medarbejdere er således af en anden skole, hvor man blandt andet anser TÆNK for at have en slags public service-forpligtelse.
Den tidligere chefredaktør Pernille Tranberg har i perioder ligget i åben konflikt med Forbrugerrådet om Tænks uafhængighed. Da Pernille Tranberg i slutningen af 2008 beslutter sig for at stoppe, er det blandt andet, fordi hun ikke vil acceptere en sammenlægning af Tænk og Forbrugerrådets hjemmesider. Journalistik og politik skal ikke blandes sammen – hverken på nettet eller i bladet.
»Hvis journalistikken var styrende, kunne vi fortsat lave det skarpeste og mest relevante blad. Men der var voksende pres på, hvad vi skulle skrive om – og det var svært at forklare internt, at mellemregninger i Forbrugerrådets politiske arbejde ikke altid er godt redaktionelt stof,« forklarer hun.
Men den første opgave, Lis Hornø sætter i gang, er netop en sammensmeltning af Forbrugerrådets og Tænks hjemmeside. Det bliver den webansvarlige Anders Bruun, der skal implementere strategien. Han er ikke vild med projektet, for hvad skal der stå på hjemmesiden, hvis Tænk og Forbrugerrådet ikke går i takt?
»På hjemmesiden skulle vi både have Tænks factsbaserede tests og Forbrugerrådets politiske holdninger. Men hvad skulle vi gøre, hvis Forbrugerrådet kørte en kampagne for økologisk mad, og Tænks redaktion lavede en smagstest, der viste, at forbrugerne synes, at økologiske kyllinger smager kedeligt?« spørger Anders Bruun.
Lis Hornø ser helt anderledes på konflikten. Først og fremmest mener hun ikke, det er så alarmerende, at syv har forladt bladet.
»Vi er jo faktisk 23 på redaktionen og i testafdelingen. Ud af det synes jeg ikke, at syv medarbejdere over to et halvt år er et alarmerende højt tal,« siger Lis Hornø, der også har et andet syn på forandringerne end medarbejderne. Hun ser en styrke i, at facts fra Tænk suppleres med politik fra Forbrugerrådet.
»Tænks hjemmeside havde dobbelt så meget trafik som Forbrugerrådets hjemmeside, og det ville Forbrugerrådet gerne høste godt af,« forklarer hun i dag til Journalisten. Og tilføjer:
»Samlet ville man kunne frigøre kræfter ved kun at have en hjemmeside.«
Læs meget mere i det nye nummer af Journalisten, som blandt andet gennemgår de mange konflikter og magtkampe mellem ledelse og medarbejdere, som eskalerede siden Lis Hornøs tiltrædelse i starten af 2009. Og hvor det først nu ser ud til, at man igen er parat til at se frem.
15 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Rasmus
Tak for din replik i Journalistens debat.
Journalistens artikel om Tænk er et gennemresearchet og sjældent blik ind i en forandringsproces, hvor en gruppe medarbejdere oplevede et gigantisk ledelsesmæssigt svigt. Jeg er glad for historien, der ligger inden for Journalistens primære emneområde.
Historiens kerne er arbejdsmiljø i forandringsproces. Det vil sige: I hvilket omfang er der harmoni mellem ledelsens handlinger i processen, og de forventninger medarbejderne med rette kan have til disse handlinger.
Det handler med andre ord blandt andet om hvorvidt ledelsen agerer i forlængelse af organisationens værdigrundlag – eller om værdigrundlaget undervejs blot udstilles som skueværdier, der ser pæne ud på papiret.
Lad os derfor først dvæle lidt ved Forbrugerrådets værdigrundlag.
”Vi er ligeværdige og taler aldrig op eller ned til hinanden,” lyder først punkt i værdigrundlaget.
Og lad os derpå se i hvilket omfang medarbejderne føler, at disse værdier er blevet understøttet i forandringsprocessen. Det fremgår af resultatet fra undersøgelsen af jeres psykiske arbejdsmiljø medio 2010:
14 ud af 20 føler af de kun i ringe grad eller delvist kan stole på de meldinger, der kommer fra ledelsesgruppen. Der er med andre ord kun 6 ud af 20 medarbejdere som stoler helt og fuldt på ledelsesgruppen!
2 ud af 20 medarbejdere, det er 10 procent, har været udsat for direkte mobning fra en leder, forklarer de i undersøgelsen.
Det hedder også i Forbrugerrådets værdigrundlag at:
”Vi løfter opgaven i flok og er fleksible og hjælpsomme også når det brænder på.”
Men på trods at, at I vil hjælpe hinanden, så hedder det i vurderingen af det psykiske arbejdsmiljø på Tænk:
15 ud af 20 medarbejdere på Tænk giver udtryk for, at de har følt sig følelsesmæssigt udmattet. Heraf 3 en stor del af tiden, 8 en del af tiden og 4 lidt af tiden. Det er med andre ord kun 5 medarbejddere, der aldrig har følt sig følelsesmæssigt udbrændt.
Jeg finder det yderst opsigtsvækkende, at Forbrugerrådet, der bruger mange ressourcer på offentligt at promovere sig som den almindelige mands repræsentant og rette skytset mod andre organisationers gøren og laden, er så dårlige til at indrømme egne fejl.
I stedet for at erkende, at ledelsen på både Tænk og i Forbrugerrådet har svigtet, forsøger I nu med det ældste trick i skuffen: Skyd budbringeren ned.
Med venlig hilsen Øjvind Hesselager, redaktør, Journalisten
Hvor er det ærgerligt, at fodfejlene med Lis Hornøs baggrund kommer til at fylde så meget i denne debat. For det tager fokus fra det åbenlyst rigtige i Journalistens artikler: At tiden efter Lis Hornøs start som chefredaktør på Tænk var rædsomme set fra en stor del af medarbejdernes synspunkt.
Det ville have klædt artiklerne med flere udtalelser til citat fra de berørte medarbejdere i stedet for en lang række anonyme udtalelser. Men trods dette formår Journalisten at give et efter min mening rimelig retvisende billede af situationen på Tænk i 2009.
Jeg er citeret i artiklerne og var indtil 2009, hvor jeg sagde op, webredaktør for Tænk og webchef i Forbrugerrådet. De ændringer, som blev varslet umiddelbart efter Pernille Tranbergs fratrædelse og effektueret med Lis’ ansættelse en del måneder senere, slog først igennem på mit område, web, men ændringerne for bladets vedkommende var også på vej.
Som medarbejdere på Tænk oplevede mange af os, at de ændringer, vi blev pålagt, var dikteret fra oven, blev trukket ned over hovedet på os og forklaret ualmindelig dårligt. Det skabte usikkerhed og en følelse af ikke at blive hørt eller respekteret fagligt. Det er rigtigt, at denne stil ikke alene var Lis Hornøs, men udsprang fra Forbrugerrådets øverste ledelse. Men i Lis Hornø savnede vi en leder, som vi kunne stole på talte vores sag i diskussionerne om retningen for Tænk. Årsagerne til den manglende tillid er forklaret rimelig godt i artiklerne.
Havde Lis Hornø gjort mere for at skabe tryghed, forankre de nye beslutninger og give medejerskab og -indflydelse, ville meget af usikkerheden og frygten have været undgået.
Om Lis Hornø i dag er blevet en bedre leder skal jeg ikke udtale mig om. Men historien om Tænk er for mig at se historien om, hvor vigtigt det er at de store forandringsprocesser, som mange af os oplever disse år, styres af ledere, der formår at skabe tryghed og tillid. Så kan man forandre rigtig meget – og samtidig beholde medarbejderne.
Men det er naturligvis ikke en særlig interessant vinkel.
Nej!
Tak til Rasmus Kjeldahl
Jeg håber at et par kommentarer fra min side kan bidrage komstruktivt til debatten:
Tænk er under Lis Hornøes ledelse begyndt mere systematisk at undersøge og imødekomme læsernes ønsker til stofområder og præsentation. Samtidigt har Tænk udbygget dialogen med resten af Forbrugerrådet for at test og journalistiske satsninger formidles bedst muligt. Denne brugerorientering ser vi som en del af årsagen til, at Tænk i modsætning til mange andre magasiner har fastholdt – ja faktisk øget - sit oplag. Samtidigt fik Lis Hornøe for 2 år siden lanceret en velfungerende og spillevende lillesøster ’Tænk Penge’. Succesen har gjort det muligt at ansætte 2 ekstra journalister, hvilket vi faktisk er ret stolte af.
Vi har i forløbet haft periodevise trivselsproblemer på redaktionen, hvilket dog næppe skyldes manglende klarhed over hvor bladet skulle hen (jf kritik i journalistens leder), men nok nærmere at der har været medarbejdere, som var uenige i retningen.
Tænk (grundlagt 1964) har altid været integreret i Forbrugerrådets arbejde og blev i de første 35 år af sin eksistens i vidt omfang skrevet af Forbrugerrådets fagpolitiske medarbejdere. Den redaktionelle uafhængighed blev vedtaget i 1999 af Forbrugerrådets forretningsudvalg, men med understregning af at Tænks mission og Forbrugerrådets mission er den samme. Uafhængigheden betyder at Forbrugerrådets ledelse ikke godkender artikler eller ledere forlods – men chefredaktøren er naturligvis ansvarlig overfor Forbrugerrådets mission; at hjælpe forbrugerne. Artiklens spekulation om politisk motiverede indgreb overfor artikler og test er ikke baseret på fakta jeg har kendskab til.
I stedet for den valgte vinkel kunne man med bedre indsigt i de faktiske forhold have skrevet en helt anden historie om et blad og en chefredaktør, der gennem en modernisering af udtryk og indhold, har sikret en kommerciel og journalistisk succes. Samt en ledelse, der ved inddragelse af konsulent samt på andre måder har håndteret trivselsproblemer således at man i dag er ’endt’ med en bedre arbejdsplads og et positivt syn på fremtiden.
Men det er naturligvis ikke en særlig interessant vinkel.
Rasmus Kjeldahl, Direktør Forbrugerådet
Flere