
Holdet bag JP Lokal i Mediebyen i Aarhus. Foto: JP Lokal
Det ligner en spareøvelse, siger fællestillidsmand, efter at JP Lokal har ansat journalister på overenskomst med mindre ferie og lavere startløn end søstermediet Jyllands-Posten. Men forholdet handler mere om markedsføring og mindre om familie, lyder det fra mediets ejer.
Under overskriften ”Jyllands-Posten lancerer fire nye digitale medier” præsenterede avisen i midten af september fire nye lokale satsninger i Randers, Viborg, Vejle og Horsens.
Men mens de ansatte på Jyllands-Posten arbejder på avisens egen overenskomst, så er de nyeste medlemmer i JP-familien ansat på Dansk Journalistforbunds fællesoverenskomst, som blandt andet har færre feriedage og lavere startløn.
Selv om de lokale afdelinger bliver kaldt for en ”publicistisk og strategisk hjørnesten” for Jyllands-Posten i lanceringsmaterialet, så er de fire lokalsatsninger selvstændige medier med egen tillidsmand og chefredaktør.
På papiret deler de umiddelbart ikke mere slægtskab med Jyllands-Posten, end at de alle er ejet af JP/Politikens Hus, lyder det fra Michael Stenvei, som er fællestillidsmand på Jyllands-Posten.
Alligevel blev de fire nye lokalafdelinger præsenteret som en forlængelse af Jyllands-Posten og med avisens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen som medafsender.
Derfor burde de journalistiske medarbejdere på de to medier også være på samme overenskomst, siger tillidsmanden:
”Når man præsenterer JP Lokal for omverdenen som et medlem af JP-familien, så giver det ikke mening, at journalisterne ikke er ansat på samme vilkår som alle andre. Hvis JP Lokal er en del af JP-familien, så er der tale om en fjern onkel,” siger han.
”Det er sort snak”
På JP Lokal har man indtil videre 18 ansatte, som fordeler sig på 13 fuldtidsansatte journalister og fem redaktører.
Ifølge chefredaktør på JP Lokal Viggo Lepoutre Ravn er journalisterne ansat på fællesoverenskomsten, for at lokalsatsningerne kan arbejde på konkurrerende vilkår med de øvrige medier, som befinder sig i JP Lokals dækningsområder:
”Vi er glade for den aftale, der er indgået mellem JP/Politikens Hus og Dansk Journalistforbund om JP Lokal. Den har gjort, at det har været muligt at oprette så mange journalistiske arbejdspladser, som vi nu har,” siger han.
I de fire byer, hvor JP Lokal har afdelinger, eksisterer allerede lokalmedier som Viborg Nyt, Ugeavisen Vejle, Horsens Posten og Randers Onsdag. De ejes alle af Jysk Fynske Medier, og derfor arbejder avisernes ansatte også på DJ’s fællesoverenskomst.
”Vi har haft behov for at oprette JP Lokal på vilkår, hvor vi kan konkurrere med de journalistiske arbejdsgivere i de byer, hvor vi også er. Mange af de konkurrerende arbejdspladser ansætter også på fællesoverenskomst,” siger Viggo Lepoutre Ravn.
Men det argument er det rene vrøvl, lyder det fra Michael Stenvei:
”Jeg køber ikke argumentet med, at JP Lokal ikke vil kunne konkurrere, hvis de ansatte er på Jyllands-Postens overenskomst. Hvis det forholder sig sådan, så skulle Jyllands-Postens ansatte vel også være på samme overenskomst som Berlingske eller Politiken for at kunne konkurrere. Det er jo sort snak.”
Tillidsmand på JP Lokal Mette Kjær vil ikke kommentere de ansattes overenskomst, men skriver i et svar til Journalisten:
”Det er korrekt, at vi er blevet ansat på fællesoverenskomsten. Det er ikke os som ansatte, der har lavet den aftale. Nu er vi i gang med at forhandle videreudnyttelse og husaftale, og det har jeg ingen kommentarer til på nuværende tidspunkt.”
En spareøvelse
Selv om Jyllands-Postens overenskomst på flere områder ligner fællesoverenskomsten, som JP Lokals ansatte arbejder under, så adskiller de to mediers arbejdsforhold sig på centrale områder. Hvor ansatte på Jyllands-Postens laveste løntrin starter på 27.177 kroner, så giver fællesoverenskomsten en startløn på samme niveau på 20.797 kroner.
Også på ferieområdet har de ansatte på Jyllands-Posten mere fordelagtige forhold. Her kan avisens ansatte holde sammenlagt otte ugers ferie om året, mens kollegerne på JP Lokal har ret til fem uger plus fem feriefridage.
”Jeg synes, det ligner en spareøvelse, når man peger på, at fællesoverenskomsten er billigere. Så må det jo være et udtryk for, at man alene går efter den billigste lønkrone. Det synes jeg ikke klæder et medie, hvor man vil signalere tætte bånd til Jyllands-Posten.”
JP Lokal er et selvstændigt medie med egen tillidsmand og chefredaktør. Bare fordi I er i samme koncern, betyder det vel ikke, at I også skal have samme overenskomst?
”Både Watchmedier og Børneavisen er en del af koncernen, og de er på hver deres overenskomst – og det er helt fint. Men de er aldrig blevet italesat som en forlængelse af Jyllands-Posten. Her taler vi altså om et medie, som er blevet lanceret på Jyllands-Posten-papir.”
Det handler om markedsføring
JP Lokal er sat i verden af JP/Politikens Hus, som også har forhandlet overenskomsten med Dansk Journalistforbund på vegne af mediet. I mediekoncernen kan man imidlertid ikke følge Michael Stenveis argumenter. For familieforholdet mellem de to medier er i virkeligheden ikke så stærkt, som fællestillidsmanden opridser. Der er tale om to forskellige medier med to forskellige redaktionelle linjer, fortæller Mia Riedel, som er koncernpersonalechef i JP/Politikens Hus. Sammenfaldet mellem de to medier handler i stedet om markedsføring:
”JP Lokal er et selvstændigt medie med egen ansvarshavende chefredaktør, der ikke har noget at gøre med Jyllands-Posten. Men der er da klart et samspil og nogle helt oplagte synergier, som vi kommer til at trække på mellem de to medier. Jeg er også helt med på, at der er navnesammenfald, og det kommer vi også til at bruge bedst muligt,” siger hun og tilføjer:
”Navnesammenfaldet handler om markedsføring. Ligesom vi også har valgt at bruge navnet i Jyllands-Postens Lokalaviser. Både Jyllands-Postens Lokalaviser og JP Lokal er selvstændige medier med egne chefredaktører.”
Ifølge koncernpersonalechefen havde det ikke været konkurrencedygtigt, hvis Jyllands-Posten skulle have stået bag JP Lokal – men det har heller aldrig været tanken.
”Vi er gået efter at lave et konkurrencedygtigt medie. Man kan sige meget om Jyllands-Postens overenskomst, men jeg vil vove den påstand, at den ikke er konkurrencedygtig for nye medier – set i forhold til, hvem vi konkurrerer med.”
Rettet kl. 09.17: Det fremgik tidligere, at de ansatte på JP Lokal har en startløn på 20.797 kroner. Det er ikke korrekt. De ansatte har en grundløn på 20.797 kroner.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.