Journalist Thomas Schuman havde været ansat på Radio4 i et års tid, da efterårsferien 2020 nærmede sig. Det var tid til at nyde en uges ferie i forældrenes sommerhus ved Skallerup Klit i Nordjylland. Men da han kom derop, kunne han mærke, at han var helt flad. Han følte sig tom i hovedet og kunne ikke koncentrere sig.

”De første fire dage kiggede jeg bare ud i luften,” husker han.

30-årige Thomas Schuman er vært på Radio4-programmerne ’Genau’ om Tyskland og ’Den nye Rumalder’ om rumfartens guldalder, og han er blot én af en række medarbejdere, som har været sygemeldt med stress, siden Radio4 gik i luften.
Han mener, at årsagen er, at mange af de unge medarbejdere ville gå langt for at bevise, hvad de kunne. Sådan havde han det i hvert fald selv.

”Da jeg fik mit andet program, skulle jeg bare køre igennem. Det var vigtigere end mit eget ve og vel,” siger han i dag.
Men rammerne gjorde det også svært at holde fri.

”Da jeg fik mit andet program, skulle jeg bare køre igennem. Det var vigtigere end mit eget ve og vel.”

Thomas Schuman, vært

Op til efterårsferien i 2020 havde han været under ekstra pres, fordi han skulle producere programmer, der skulle køre i Radio4, mens han var væk.

”Når du i forvejen er stresset og gerne vil holde ferie, så skal du lave dobbelt arbejde, før du går på ferie,” siger Thomas Schuman.

Med corona-nedlukningen af Danmark gik det helt ned ad bakke for Thomas Schuman, der blev sygemeldt i februar 2021.

”Jeg følte mig tappet for energi, og jeg var sygemeldt med stress i en måneds tid,” fortæller han.

Faldt som fluer

Det er halvandet år siden, at Radio4 overtog FM-båndet fra Radio24syv 1. november 2019.

I næsten lige så lang tid har der været problemer med stress på kanalen.

Der er omkring 60 fastansatte redaktionelle medarbejdere på Radio4. 15 redaktionelle medarbejdere har forladt kanalen, og mindst hver 10. redaktionelle medarbejder har på et tidspunkt været sygemeldt med stress, lyder det fra medarbejdere, der nu står frem med deres oplevelser.

Mens nogle medarbejdere er meget kritiske over for ledelsens håndtering, har andre følt sig fint taget hånd om. Men kilderne fortæller samstemmende om en arbejdsplads, hvor det hurtigt viste sig, at ambitionsniveauet ikke passede til ressourcerne.

Hvor pionerånden kolliderede med de barske realiteter.

Journalist på morgenfladen Pernille Grønning var en af de mange unge journalister, der fik job på Radio4. Hun husker en energi, hvor alle ville gå sindssygt langt for det nystartede projekt. Det kostede mange arbejdstimer, og overarbejdspuklen voksede hurtigt.

Problemet var, at hun ikke bare kunne afspadsere, for så manglede man i vagtplanen, forklarer hun. Samtidig var der store problemer med at få vikardækning under ferier og sygdom.

”Man blev fanget i et loop, hvor man bare skulle klø på. Gjorde man ikke det, gik det ud over kollegerne, der måtte lægge endnu flere timer,” siger Pernille Grønning.

Allerede efter få måneder i luften var der problemer med stress, fortæller reporter og producer Anne Øllgaard.

”Jeg var den første, der blev sygemeldt med stress. Ugen efter kom endnu en stresssygemelding,” husker hun.

”Det var, som om folk faldt som fluer,” siger Sara Husted Meyer, en anden nu tidligere Radio4-ansat.

”Det var, som om folk faldt som fluer.”

Sara Husted Meyer, tidligere producer, ’Radio4 Morgen’ 

Hun var producer på ’Radio4 Morgen’ fra radioens opstart og oplevede, at hendes døgnrytme blev smadret af skiftende vagter. I korte intervaller skulle hun møde klokken 4 om morgenen og andre gange til almindelige dagvagter i samme uge.
Det blev så slemt, at hun gik til sine chefer og bad om psykologhjælp og foreslog en bedre måde at tilrettelægge arbejdet på.

”Her fik jeg ingen hjælp, og ingen af mine forslag til ændringer blev grebet. Det endte med, at jeg måtte sygemelde mig,” siger Sara Husted Meyer, der til sidst stoppede på Radio4 og i dag arbejder på et andet medie.

Hver gang der kom en sygemelding, øgede det belastningen af de tilbageværende kolleger. Isa Samuelsen, der stadig er tilknyttet Radio4, tog for eksempel over for en sygemeldt redaktør i en ”lappeløsning”, hvor der blev tilkaldt en deltidsvikar.

”Jeg overtog stort set alle min syge kollegas opgaver oven i mine egne. Det var en virkelig hård periode, hvor jeg følte mig meget presset,” siger hun.

Det gjorde ondt at se gode kolleger, som havde det dårligt, fortæller Pernille Grønning.

”Jeg tænkte, om der var nogle oppe i systemet, som så, hvordan det kørte. Det føltes lidt, som om vi var alene hjemme.”

Pernille Grønning,  tidligere journalist på Radio4

”Jeg tænkte, om der var nogle oppe i systemet, som så, hvordan det kørte. Det føltes lidt, som om vi var alene hjemme,” fortæller hun.

Satie Espersen blev ansat som redaktør, efter at Radio4 havde været i luften i knap et år, og hun fik ansvaret for 15 programmer.

Til at starte med var det sjovt. Ny arbejdsplads, nye impulser. Radio4 var et sted med en flad struktur og få chefer. Men også et sted, hvor arbejdspresset var kolossalt.

”Jeg havde arbejde nok til 80 timer om ugen,” siger hun.

Først prøvede Satie Espersen at holde det ud i strakt arm.

”Men min krop indhentede mig,” siger Satie Espersen, der i dag er stoppet som fastansat og i stedet er blevet ekstern leverandør til Radio4.

Anne Øllgaard, som var den første, der blev sygemeldt med stress, gik på barsel sidste sommer og skifter snart til et job i DR. Hun er vant til at arbejde på nyhedsmedier med stramme deadlines og skæve arbejdstider.

”Det har jeg gjort i mange år uden problemer. Men arbejdsforholdene skal være i orden, ellers går man ned med flaget,” siger Anne Øllgaard.

Tillidsmand blev overrasket

Det har overrasket tillidsmand på Radio4 Kasper Harboe, hvilke kolleger der sygemeldte sig på grund af stress eller mistrivsel.

”Sygemeldingerne kommer fra de yngste medarbejdere. Det er ikke i den alder, man er nedslidt,” siger han.
Kasper Harboe peger på, at årsagen til den store arbejdsmængde var, at det haltede med vikardækningen – især under ferier.

”Det første år var der så meget oppe i luften, og der er sket nogle fejl. Det med feriedækningen var en målbar fejl,” siger Kasper Harboe.

Den anden tillidsmand, William Ejsing, siger, at ledelsen i begyndelsen lagde for stor arbejdsmængde over på medarbejderne.

”Man tog for givet, at medarbejderne ville arbejde mere, end hvad godt er,” siger han.

Mindede om ’The Office’

Trods de mange stresssygemeldinger er det svært at sætte konkrete tal på, hvordan det rent faktisk går med arbejdsmiljøet på Radio4. Radioen laver nemlig ikke anonyme arbejdspladsvurderinger (APV), hvor resultaterne fra en spørgeskemaundersøgelse sammenfattes i procenter og grafer.

På Radio4 sidder 8-10 medarbejdere sammen med ledelsen og bliver bedt om at fortælle, hvad der er godt og skidt ved arbejdsmiljøet. Tre gode ting og tre dårlige.

I dag er flere tidligere og nuværende medarbejdere kritiske over for den model.

Isa Samuelsen kan ikke forstå, at der var ledere med i APV-gruppen.

”Man kan jo ikke sige det ærligt til sin egen chef. Nogle er på halvårlige kontrakter, og derfor lægger de bånd på sig selv,” siger hun.

Da Pernille Grønning skulle til sit APV-møde, havde hun egentlig besluttet, at hun ville tale åbent om de problemer, hun så på arbejdspladsen.

Man da hun trådte ind i lokalet, kom hun i tvivl.

”Jeg blev sindssygt nervøs, da jeg så chefernes ansigter. Den ubalance, der ligger i, at man sidder over for den person, der kan hyre og fyre, og direkte til vedkommendes ansigt skal sætte ord på, hvad der ikke fungerer,” siger hun.

Pernille Grønning endte med at fortælle, at hun ofte gik på arbejde med ondt i maven. Og det viste sig, at hun ikke var den eneste i gruppen, der havde det sådan.

En medarbejder, der ønsker at være anonym, kalder rundkreds-modellen vanvittig.

”Det var ligesom at være med i satireserien ’The Office’, hvor vi skulle sige, hvad vi var kede af,” forklarer hun.

”Det var ligesom at være med i satireserien ’The Office’, hvor vi skulle sige, hvad vi var kede af.”

Anonym medarbejder 

Situationen var latterlig, men også umådeligt trist. I flere af grupperne brød medarbejdere ud i gråd.

”Der var tre i vores gruppe, der sad og græd,” siger en medarbejder.

Undervejs i mødet var det chefernes opgave at tage referat – også af den kritik, der blev fremsat mod ledelsen af grædende medarbejdere.

I dag har flere af de tilstedeværende svært ved at genkende ledelsens referat af det møde, de selv deltog i. De synes, at konklusionerne fik et positivt twist.

”Jeg mindes ikke at læse et referat, hvor ondt i maven fremgik,” siger Pernille Grønning.

Pinligt at græde

APV-møderne blev tilvejebragt i et samarbejde mellem ledelsen og tillidsrepræsentanterne. Tillidsrepræsentant William Ejsing kan godt forstå, at det var grænseoverskridende, at medarbejdere og ledere sad i samme gruppe.

”Men jeg opfattede det ikke som dårligt,” forklarer han.

Stiller det for eksempel ikke kontraktansatte i en svær situation, at de skal kritisere den chef, som kan afgøre, om de får en ny kontrakt?

”Jeg kan godt se, at det kan være et problem. Men jeg har ikke oplevet folk på kontrakt have et problem med at sige deres meninger til APV-møderne,” siger William Ejsing.

Tillidsrepræsentant Kasper Harboe peger på, at det også var forbundet med fordele, at medarbejdere og ledere var samlet i grupper, og at debatten var åben.

”Hvis folk havde svaret anonymt, ville man alligevel have behov for, at der blev talt åbent om problemerne bagefter,” ­siger han.

Der var en tillidsrepræsentant til stede ved alle møderne, og det er ikke Kasper Harboes indtryk, at kollegerne var tilbageholdende med at dele deres oplevelser med arbejdsmiljøet.

”Én græd, da vedkommende fortalte om sit arbejdsliv på radioen. Det gør jo indtryk, og jeg oplevede det også som en form for åbenhed, der blev taget alvorligt,” siger han.

For en af de medarbejdere, der græd, var det imidlertid ikke en rar oplevelse.

”Det er så pinligt, når man sidder og græder på arbejdet,” siger hun.

Stresshåndtering

Det seneste omtrent halve år er otte medarbejdere stoppet på Radio4, og tre har været sygemeldt på grund af stress, fortæller en række medarbejdere på stationen. Sivningen af kolleger betød, at Isa Samuelsen og en kollega på et medarbejdermøde i marts 2021 delte deres bekymring over, at så mange havde forladt stationen.

På mødet blev der talt om behovet for klarere kommunikation, og at ledelsen tog et større ansvar for at løse problemerne.
Mødet viste, at der var stor forskel på trivslen blandt medarbejderne. Nogle havde haft stress helt tæt ind på kroppen. Andre havde slet ikke.

På et efterfølgende onlinemøde med ledelsen forklarede Anne-Marie Dohm, at Radio4 ikke har flere sygemeldinger end andre arbejdspladser, og at der typisk var mange ”individuelle forhold” bag en sygemelding.

Isa Samuelsen svarede Anne-Marie Dohm, at hun syntes, det lød, som om ledelsen fralagde sig ansvaret.

”Selvfølgelig kan man have det dårligt af private grunde, men her er det jo mennesker, som har jobbet til fælles,” forklarede Isa Samuelsen på mødet.

Et job er et job

Da Thomas Schuman i efterårsferien 2020 sad i sine forældres sommerhus med flade batterier, havde han ikke holdt ferie i et år, fordi han som freelancer ikke havde opsparet nok penge. Han var for nyligt blevet fastansat på Radio4 med ret til ferie.

Men det tog ikke toppen af arbejdspresset.

I dag har han indset, at passion for arbejdet er vigtigt – men at et job også bare er et job.

”Den erfaring havde jeg ikke dengang,” siger han.

Thomas Schuman siger, at den afstand, som corona-nedlukningen skabte, gjorde det sværere at opdage det, hvis en medarbejder som ham havde det skidt.

Han roser ledelsen for at handle hurtigt, da han meldte sig syg.

”Da filmen knækkede, var de der,” siger han.

Men han ville også ønske, at cheferne havde været mere opmærksomme i tiden op til.

”Jeg har tidligere oplevet chefer, der var bedre til at spotte medarbejdere, som så trætte ud og var ved at blive kørt ned. Der har ikke været så meget føling med det på Radio4,” siger han.

–––

Direktøren: Vi var for få i begyndelsen

Problemerne med stress på Radio4 skyldes især, at radiostationen i opstartsfasen var underbemandet. Eller som direktør Anne-Marie Dohm vælger at udtrykke det: Der var for få medarbejdere:

”Vi skulle rekruttere så mange mennesker på så kort tid, at det tog et stykke tid, før alle var på plads på alle positioner. Så i starten var vi grundlæggende for få med alt det, der skulle laves,” forklarer hun.

Efter at Radio4 vandt retten til at sende taleradio på FM-båndet, skulle stationen på fire måneder rekruttere 60-70 mennesker og sende fuldt program fra 1. november 2019. Men under opbygningen var der kun omkring 40 redaktionelle medarbejdere på Radio4.

”Nu er vi 20-25 flere,” siger Anne-Marie Dohm.

Arbejdspresset betød, at alle medarbejdere måtte trække et enormt læs, ”og det gjorde alle i opbygningsfasen”, forklarer Anne-Marie Dohm, der sætter antallet af medarbejdere, som har været sygemeldt med stress, til seks-syv redaktionelle medarbejdere.

Anne-Marie Dohm mener dog ikke, at stress er et stort problem på Radio4 set i forhold til opgavens størrelse: At man skulle opbygge en ny radiostation fra bunden. Siden opstarten er der kommet nye rutiner og ændringer i arbejdsgangene, der betyder, at rammerne er nogle andre i dag.

”Nutiden ser ret lys ud,” siger hun.

Til Journalisten fortæller flere medarbejdere, at der har været en bekymrende sivning af kolleger frem til i dag, og at der har været tre stresssygemeldinger det seneste halve år. Antallet af sygemeldinger i 2021 er ifølge Anne Marie Dohm kun én. Men Anne-Marie Dohm fastholder, at problemerne med stress især hører til i radioens første tid.

”Folk vidste måske ikke, hvad de sagde ja til, da de startede, og hvilken medievirksomhed vi var, så det er et samspil af mange forskellige ting,” siger hun.

”Folk vidste måske ikke, hvad de sagde ja til, da de startede, og hvilken medievirksomhed vi var, så det er et samspil af mange forskellige ting.”

Anne-Marie Dohm, direktør, Radio4

Efter corona-genåbningen sidste år lavede Radio4 en arbejdspladsvurdering (APV) for at undersøge, hvordan medarbejderne egentlig havde det efter den voldsomme start, forklarer Anne-Marie Dohm.

”Det førte til en proces, hvor vi omlagde en del af vores arbejde,” siger hun.

Det forløb møder kritik fra medarbejdere, fordi det var meget ubehageligt, at cheferne sad med i gruppen, og i flere grupper begyndte folk at græde?

”Det er simpelthen ikke rigtigt. Der var ikke mange, der begyndte at græde. Der var måske en enkelt,” siger hun.

Der blev grædt i flere grupper, og i en gruppe var de tre, der græd?

”Det kan jeg ikke genkende. Det kan ikke nytte noget, at man ikke kan tale sammen om det problematiske, og vi gjorde det jo netop i små grupper, hvor man sad med sin nærmeste chef og en tillidsrepræsentant. Tilbagemeldinger fra tillidsfolkene og cheferne var, at det var nogle rigtigt gode samtaler,” siger Anne-Marie Dohm.

Anne-Marie Dohm fotograferet til Journalisten i 2019. Foto: Andreas Bang Kirkegaard.