
Foto: Niels Christensen/Politiken/Ritzau Scanpix
Sexferie i spalterne, dyredrab i radioen og syretrip på tv.
Det er bare nogle af eksemplerne på historier fra danske medier, hvor journalisten selv har spillet en central og utraditionel rolle i stil med den, som Radio4-reporter Louise Fischer forleden vakte opsigt med.
I et genåbningsindslag fra en swingerklub i Radio4’s morgenflade deltog hun selv i sexakten ved at ”blive godt og grundigt kneppet på runddelen”, som et af swinger-medlemmerne siger i reportagen.
Men hun er langtfra den første, der i journalistikkens navn har kastet sig ud i vilde eksperimenter og gjort sig selv til en del af historien. Vi har lagt hovederne i blød og bringer her en liste over nogle af de eksempler, vi har kunnet komme i tanke om:
1) Radioværterne Asger Juhl og Kristoffer Eriksen dræbte i 2015 i en direkte udsendelse på Radio24syv en kanin med to slag fra en cykelpumpe. Det blev omtalt i medier verden over, og dyreaktivister sendte trusler til redaktionen, der blandt andet modtog et trusselsbrev med et projektil fra Italien.
2) Journalist Réne Fredensborg blev i 2007 ”grebet af stemningen” og kastede med brosten mod politiet i forbindelse med en reportage til Nyhedsavisen fra urolighederne ved rydningen af Ungdomshuset. Han blev efterfølgende bortvist fra avisen.
3) I 2016 undersøgte tv-vært Michael Jeppesen i et afsnit af DR2-serien ’Mellem himmel og jord’ det sydamerikanske stof ayahuasca på egen krop og oplevede efter eget udsagn ”det mest forfærdelige øjeblik” i sit liv. Se en video fra hans syretrip her.
4) I samme boldgade gennemførte journalist Michelle Færch i 2015 et eksperiment, hvor hun tog på en blind date på stoffet MDMA og skrev om daten i Illegal Magazine.
5) I det hele taget lader euforiserende stoffer til at være et favorit-emne, når danske journalister skal kaste sig ud i gakkede eksperimenter. Helt tilbage i 1968 sendte tv-programmet ’Peberkværnen’ i et indslag en ung journalist i byen – det var såmænd mediekommentator Lasse Jensen – for at købe heroin. Det lykkedes i øvrigt i løbet af en halv time og skabte en farlig ballade.
6) Og nu vi er tilbage i forrige årtusinde: I 1994 dræbte hele Danmarks have-darling Søren Ryge med de bare næver en due på live-tv. Det kan lyde uskyldigt, men det skabte stor opstandelse, og DR blev lagt ned af vrede seere.
7) Journalist på gratisavisen Urban Lars Wikborg stjal i 2004 en kniv fra en restaurant i Københavns Lufthavn, som han først afleverede ved gaten på vej ombord på flyet. Han gjorde det for at vise, at der var brister i sikkerheden i lufthavnen, og blev senere dømt i både byretten og landsretten, men slap for straf i højesteretten.
8) I nyere tid meldte Radio24syvs daværende politiske reporter Brian Weichardt sig i 2017 ind i Venstre for at få et kritisk interview med partiets spidskandidat til kommunalvalget i København om hendes gratis lån af lokaler til sit bryllup. ”Det var en desperat mands sidste mulighed,” forklarede han efterfølgende.
9) En anden, der flere gange har brugt sig selv i radioen, er P3-vært Maria Fantino. Hun har blandt andet taget en graviditetstest i radioen i forbindelse med en historie om, hvordan mange kvinder føler graviditetssymptomer, når de går en dag over deres menstruation. ”Lige da jeg skulle tjekke den live, tænkte jeg: ”Tænk, hvis den er positiv,” har hun tidligere fortalt til Journalisten.
10) Skal vi til sidst vende tilbage til det emne, vi startede ved – nemlig sex – kan vi trække en historie fra Weekendavisen frem. For at beskrive kønsroller i Tyrkiet og sin egen spirende interesse for tyrkiske mænd tog journalist Ayse Dudu Tepe i 2017 på sexferie på avisens regning for at ”kneppe sig tilbage til sine rødder”. ”Min ambition er at blive gonzoherskerinde nummer ét,” har hun forklaret om projektet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.