Lad os begynde med slutningen.
Som et af de sidste spørgsmål, inden frokostregningen skal betales og flyveren i Rønne Lufthavn skal nås, spørger jeg Jacob Ludvigsen, om han nogen sinde har sagt nej til en opgave.
»Tja, hvad kan jeg finde på at nævne …«
Du virker som typen, der siger ja til det meste?
»Det er også rigtigt … bare jeg kunne komme i tanker om et eller andet, hvor jeg lidt nobelt kan sige, at her gik grænsen …«
Det kan Jacob Ludvigsen ikke. Og dette lille ikke-svar er måske det mest sigende udsagn, der kan hæftes på den journalistiske fidusmagers 50-år lange karriere. Manden er simpelthen gået igennem livet med ja-hatten tværet så eftertrykkeligt ned over sit fyldige hoved og efterhånden legendariske mikrofonhårpragt, at alle stopskilte – om det så var almindelig takt og tone, god presseskik, faggrænser eller lovens bogstav – nærmest bare har fået ham til at trykke hårdere på speederen.
»Jeg tror, vi havde en fornemmelse for ikke at gå over stregen – eller i hvert fald flytte den først.«
I den danske kollektive erindring er der to ’bullets’, der står Jacob Ludvigsen ud for: Fristaden Christiania og Tuborg Squash-reklamen. Ganske vist et yderst begrænset udsnit af de utallige påhit, der gennem tiden er udgået fra Ludvigsens krøllede lokker, men alligevel en passende indkredsning af, hvilken mand vi har med at gøre – fra aktivistisk journalist til reklamemand, fra socialidealist til spasmager i storkapitalens sold.
Den Jacob Ludvigsen, Journalisten møder en solbeskinnet efterårsdag til sildebord på Fredensborg Hotel uden for Rønne, er hverken-eller og både-og. Først og fremmest er han en hårdtarbejdende freelancer. I foyeren ligger en bog om Fredensborg Hotels historie – forfatteren er købt og betalt og hedder Ludvigsen. I forruden på hans gamle Saab ligger det nye gratisomdelte, reklamefinansierede Magasin Bornholm – redaktion Jacob Ludvigsen.
»Jeg har ikke haft noget problem med om onsdagen at skrive en journalistisk artikel til Weekendavisen og om fredagen lave en reklameavis for et afsyringsfirma. Jeg har ikke skullet igennem en særlig meditativ renselsesproces og drive de onde reklameånder ud for at give plads til de gode journalistånder. Du kan jo skrive, at jeg er 113 procent journalist og 81 procent reklamemand. Det giver ikke hundrede, men det må så skyldes, at jeg altid har været ret arbejdsom,« siger Ludvigsen, hvis selvbiografi, ’Hobbit i habit’, udkom i efteråret som logbog over hans forunderlige karriere. Det er den, Journalisten er kommet til Bornholm for at høre om.
Året var 1966, og ungdomsoprøret ulmede. Der foregik sære ting rundt omkring i miljøerne, og som 19-årig nyansat reporter var det Jacob Ludvigsens job at dække det.
»Der er meget rabalder i tiden. Og nogen skulle skrive om det. Det blev regnet som godt stof, og det var med til at gøre Ekstra Bladet til en ung avis.
Allerede dengang havde man jo dybe panderynker ved tanken om, at de unge ikke læste avis som deres forældre. Mange blade forsøgte med ’de unges side’, mens EB bare var ung. Når du læste EB, så blev du ikke regnet for en gammel bodega-mand. Der var mode, der var musik, og så var der også artikler om mærkelige provoer, der rendte rundt i byen,« fortæller Ludvigsen.
Tiden var til oprør og provokation, og for Jacob Ludvigsen begyndte det i stadig højere grad at afspejle sig i journalistikken, hvor grænserne mellem aktiv iscenesættelse og objektiv skildrende journalistik flød mere og mere ud. Ved en koncert i 1967, arrangeret af den kommunist-fjendtlige organisation Moralsk Opbakning, lånte Ludvigsen sin mormors billet og optrykte en række falske, som han delte ud til tilfældige unge. Resultatet var tumult og politianholdelser ved arrangementet samt en forsideartikel på Information, som Ludvigsen på det tidspunkt var skiftet til.
Helt galt – eller godt – blev det, da han senere samme år blev tilknyttet DR’s Børne og Ungdomsredaktion, hvor han sammen med Jesper Klein, Nele Rue og Carsten Overskov kom til at lave tv-programmet ’Peberkværnen’, der skulle udvikle sig til at blive et voldsomt kontroversielt, men i sagens natur også meget omtalt program. På toppen af forargelsernes hitliste finder man et indslag, der opfordrede til eksamens-boykot og kondomautomater på skolerne og desuden gav brugsorienterede redegørelser for alkohol, hash og narkotika. I et andet indslag sendte man en journalist i byen – det var såmænd Lasse Jensen – for at købe heroin, hvilket lykkedes i løbet af en halv time.
Programmet lå naturligvis lige til højrebenet for Jyllands-Postens tv-anmelder Jesper Langballe, der hver søndag kunne lade galden flyde. Til sidst blev sagen så politisk, at Radiorådet måtte tage programmet ud af æteren.
Jacob Ludvigsen kom tilbage til Ekstra Bladet, hvor han fortsatte sin grænseafprøvning af journalistikkens væsen. En af hans kolleger havde opdaget, at en PET-chef havde et hemmeligt kontor ved Vesterport i København. En augustaften i 1969 fik Ludvigsen den tanke at ringe til telefonvagten på 0033, præsentere sig som ejeren af PET-chefens telefonnummer og bede om at få opkald henvist til sit eget nummer.
Bådsmandsgades Kaserne blev indtaget med madkurv og pressekort. – Foto: Ernst Nielsen
Som sagt så gjort. For en enkelt nat var PET-telefonen omstillet til en bondegård ved Taastrup, hvor Ludvigsen boede i kollektiv med ligesindede på Galargården, som Dan Turèll kalder stedet i bogen ’Onkel Danny Fortæller’.
Det bliver kun til et enkelt opkald fra en svensker, og næste morgen blev henvisningen afbestilt. Men artiklen i Ekstra Bladet skabte stor opstandelse – og en ’cigar’ på 500 kroner til Ludvigsen fra chefredaktøren.
»Vi var antiautoritære, anarkistiske. Sådan var det generelt i journalistmiljøet, som det udfoldede sig. Man kan sige, at der var en cirkel med folk fra Ekstra Bladet, Information, Land og Folk … et ret rødt hjørne af den københavnske presse. Det var også tit, at journalister fra Information blev hyret til Ekstra Bladet, det modsatte kunne sågar også ske, og der var journalister, der gik fra Land og Folk til Ekstra Bladet. Og så med nogle afstikkere ud til DR … der var virkelig noget at komme efter i retning af typer, der gerne ville spille på det store klaver og spille de rigtige melodier,« fortæller Ludvigsen ved sildebordet på Fredensborg Hotel.
Er det ungdomsoprøret, der kommer til udtryk i medierne?
»Ja, i høj grad.«
Som journalistiske eksperimenter?
»Ja. Hvor langt kunne vi gå?«
Ludvigsen erklærer Christiania for ’fri stat’, og så er forsidehistorien til Hovedbladet i hus. – Foto: Ernst Nielsen
For en pligtskyldigt veluddannet journalist anno 2013 er der noget fascinerende ved Jacob Ludvigsens cv. Inden manden fyldte 20, kunne han se tilbage på en elevplads på Skive Folkeblad, et journalistjob ved Ekstra Bladet, et journalistjob ved Information og endelig stillingen som programmedarbejder og vært ved B&U i DR.
Ludvigsen må sågar selv sidde og ryste lidt på hovedet, da vi gennemgår hans speed-dating af en jobkarussel.
»Hæ hæ … det var sgu også helt vildt. Nogle ville kalde mig flakkende, men sådan så jeg ikke på det. Det var jo et eventyr.«
I det lys er det lidt – men kun lidt – nemmere at forstå, at Jacob Ludvigsen i efteråret 1970 iværksætter et journalistisk eksperiment, der langt overgår alt, hvad han både før og siden kommer til at røre ved: Ugeavisen Hovedbladet.
»I 1970 var der to store begivenheder: Thy-lejren og Verdensbank-demonstrationerne. Og de fik mig til at tænke på, at man måske kunne lave en avis, der i højere grad var … jeg vil ikke sige på revolutionens side, men ovre i den retning. Som var mere interessant at læse end politiske tidsskrifter og Moskva-propaganda som Land og Folk.«
Ugeavisen Hovedbladet blev produceret ud fra tidens anarkistiske principper: Alle måtte være med.
Hovedbladet skulle produceres i takt med tidens anti-hierarkiske ånd. Det betød med andre ord, at der ikke var nogen chef – der var i så fald mange af dem – og at avisens spalter stod åbne for alle, der havde lyst til at bidrage.
»Du kunne i princippet gå ind fra gaden og se, om der var en ledig skrivemaskine eller skrive hjemme og komme ind og aflevere, og så var der en stor sandsynlighed for, at det ville komme i avisen,« fortæller Ludvigsen.
Så vidt de redaktionelle principper bag avisen. En anden noget besynderlig omstændighed var kapitalgrundlaget: 212,75 kroner på Ludvigsens bankbog. Han havde med andre ord sat en lang række mennesker i sving med at forberede en avis, men uden at have penge til trykningen. Den rige, men venstreorienterede Plum-familie ville ikke give noget særligt.
Simon Spies ville ikke give en rød reje. Redningen skulle komme fra Leo Madsen, Vesterbros store porno-grosserer, der havde tjent formuer på Weekend-Sex og lignende litteratur.
»Han ville gøre noget godt med alle de penge, han havde. Og han var virkelig meget velhavende. De solgte jo sindssygt godt, de der Weekend-Sex.«
Og således kunne Hovedbladet udkomme med prøvenummer 0 den 13. december 1970 på Jacob Ludvigsens 23-års fødselsdag og fra og med januar 1971 fast hver uge. Kolofonen var rig på en skøn kombination af fantaster, skæve eksistenser, men også seriøse journalister og talentfulde folk, der siden skulle drive det videre – navne som Vagn Lundbye, Jørgen Dragsdahl, Kaspar Rostrup, Roald Als, Suzanne Giese og Dan Turèll.
En ny avis har brug for omtale, og det var Ludvigsen naturligvis mand for at skaffe. I Hovedbladet nummer 9 blev det annonceret, at der på udgivelsesdagen klokken 12 ville gå en mand iført en bowlerhat rundt på Strøget, og at alle, der kunne legitimere at være over 33 år, ville få udleveret to gram hash kvit og frit.
’Bowlermanden’ var Ludvigsen, og han fik fire minutter i frihed, inden to civilbetjente lagde hænderne på hans skuldre.
»Eksperimentet var ret forudsigeligt, eftersom det blev stoppet, fire minutter efter det var begyndt. Der var selvfølgelig lidt ’tør hvor andre tier’ på vores egen måde. Men det blev nævnt og citeret i andre blade, og det var da et af formålene,« fortæller Jacob Ludvigsen.
I dag kan man diskutere, hvor mange af Jacob Ludvigsens journalistiske tosserier der gjorde anden substantiel forskel, end at nogle avislæsere fik lejlighed til at klaske sig på lårene.
Ludvigsen var Ekstra Bladets faste uddeler af nytårstorsk. Her får Uffe Ellemann-Jensen æren. – Foto: Ole Henning/Polfoto
Men et af dem satte et afgørende aftryk på danmarkshistorien. Den 25. september 1971 kom Ludvigsen og hans kæreste Elizabeth spadserende på Dronningensgade på Christianshavn. Her rendte de ind i Fisker-Kim, der fortalte, at han og nogle kammerater havde lavet hul i plankeværket ind til den nedlagte Bådsmandsstræde Kaserne. Snart stod de i den forbudte, men tomme by, og straks begyndte Ludvigsens legesyge hjerne at tumle med ideen om at skabe et land og udnævne en hvid elefant som statsoverhoved.
Christiania bliver i dag omtalt som et socialt eksperiment. Det blev det også. Men den lørdag handlede det først og fremmest om at iværksætte en happening, som kunne blive til en artikel i ugeavisen Hovedbladet.
Næste formiddag stillede de igen med fotograf og yderligere tre medarbejdere fra Hovedbladet med madkurv, galar og nogle geværer for billedernes skyld. Efter en slentretur gennem området kunne Ludvigsen male ”Christiania – en fri stat 26.09.71 kl. 12.08” på porten ind til området, og så gik turen tilbage til redaktionen, hvor begivenheden kunne strække til både for- og bagside, midter-opslag samt til en lederartikel. ”Emigrér med Linje 8” lød en af rubrikkerne.
Så hvad var journalistisk selviscenesættelse, og hvad var socialidealistisk initiativ? I Ludvigsens verden stod de ting ikke sådan at adskille.
»Det vigtigste her og nu var at skabe stof til næste uges avis. Men når man læser, hvad der står i avisen, så er det en proklamation og en programerklæring med alle mulige gode ideer til, hvad der skal være i den fristad. Vi havde klare hensigter om, at her skulle opbygges en ny civilisation,« fortæller Jacob Ludvigsen.
Hovedbladet udkom hver lørdag, så der gik en lille uge, før nyheden om Christianias grundlæggelse kunne komme til offentlighedens kendskab. Men da det så skete, var det med umiddelbar effekt.
»Avisen udkom lørdag morgen, og jeg tror, de første rykkede ind lørdag ved middagstid … hæ hæ … det gik virkelig hurtigt. Men der er heller ikke noget, der kan tiltrække folk som billige boliger i velbeliggende omgivelser,« gnækker Ludvigsen.
Selv om Hovedbladet proklamerede mange fine tanker for den nye civilisation, der skulle opbygges i Christiania, var det for mange indflyttere primært en løsning på et helt lavpraktisk problem: En voldsom mangel på boliger.
»Der var et stort behov blandt de unge på Christianshavn, der var vokset op i anden baggård, nogle af dem med udsigt til det her forholdsvis grønne område bag plankeværk og pigtråd. Et par år før havde der været en stor batalje omkring, at man havde jævnet Sofiegården, og det havde skabt en enorm vrede og hele den der slumstormer-ide. Og nu lå der så det her Christiania, hvor du kunne komme med din vadsæk og flyttekasse og skabe dig et liv,« fortæller Ludvigsen.
Glade Informations-journalister i 1969. Ludvigsen med blandt andre Lasse Ellegaard, Nils Ufer og Ruth von Sperling. – Foto: Ernst Nielsen
Han og Elizabeth flyttede selv ind i Det Røde Løvehus efter nogle uger, men trods egne anarkistiske tilbøjeligheder fandt han sig aldrig til rette i det kaos, der herskede i Christianias indledende levetid. Det blev til tre måneder som christianit.
»Jeg har aldrig været så stolt af, at vi ikke holdt pinen længere ud. Men vi havde været igennem mange andre foretagender med fællesmøder og synes ikke, det var nogen særlig hensigtsmæssig måde at køre det på. Der var meget tidsspild, og det var et forum for kværulanter og folk, der godt kunne lide at høre sig selv snakke,« siger han.
Har du mistet troen på din egen vision, da du rykker ud?
»Lidt desillusioneret har jeg nok været.«
Historien om Hovedbladet sluttede trist for Ludvigsens vedkommende. Efter interne stridigheder blev han kuppet på et fællesmøde og i bogstavelig forstand smidt på gaden. Kort efter gik avisen konkurs.
I dag, næsten 42 år efter, ser Ludvigsen stadig oprigtigt irriteret ud, når talen falder på Hovedbladets fald.
»De der talentløse snothvalpe, der overtog bladet, kørte det i sænk. Den første tid tænkte jeg meget på, hvordan jeg kunne tage hævn over dem. Det blev så ikke til noget. Men det var ærgerligt. Vi gik ind i 1972, året for EF-afstemningen, og hvis vores avis havde været i live, kunne det være blevet det vigtigste organ for EF-modstanderne.«
Selv om bladet rundede et oplag på 13.000, var der meget få penge og efter konkursen slet ingen. Ludvigsen havde opsagt et velbetalt job på Ekstra Bladet. Da han blev smidt ud fra Hovedbladet, havde han ikke til bussen hjem.
»Tja … vi manglede penge. Jeg havde vist ikke nogen opsparing. Elizabeth var sekretær på bladet … jeg kan ikke huske, om hun fik en lille løn. Så har jeg måske lånt nogle penge … man var også søde til at dele med hinanden. Meget kunne lade sig gøre dengang. Priserne var ikke så høje.«
Østersøen er bemærkelsesværdig stille denne efterårsdag. Det er næsten, som om havet hviler ud efter det voldsomme stormvejr, der nogle dag forinden ramte landet. Fra Fredensborg Hotels vinduer er der udsigt mod syd. Et sted dernede ligger Europa og pulserer, men så langt rækker øjet heldigvis ikke.
Efter de bristede drømme om en ny livsform på Christiania og en ny avisform på Hovedbladet blev Bornholm Jacob Ludvigsens base. Journalisten Ludvigsen blev til freelanceren Ludvigsen – praktiserende inden for journalistik, reklame og alt derimellem. Han blev hyret ind som konsulent for den nye Vejle Avis, der skulle tage kampen op med Vejle Amts Folkeblad.
Projektet mislykkedes, men Ludvigsen kom i kontakt med grafikeren Peter Hiort, der arbejde for Morten Jersilds reklamebureau. Og således begyndte Ludvigsen at arbejde for reklamebranchen.
»Det var meget spændende, og det var meget langt fra de klassiske sæbe-reklamer. Det var et sted, der virkelig spillede en vigtig rolle. Dengang måtte en reklametekst godt fylde 1.000 ord – utænkeligt i dag, hvor det højst må fylde 10. Og så var det progressive mennesker, livslystne, festlige. Det var simpelthen sjovt at være der. Og penge fik man jo også.«
For Ludvigsen var den faglige overgang ikke svær. Det handlede stadig om at underholde og skabe interesse.
En gammel købmandsbutik på Bornholm dannede rammen for det, der skulle blive en af Danmarks største tv-reklamesucceser – Finn og Jakob og Tuborg Squash. – Foto gengivet med tilladelse fra Wibroe, Duckert & Partners
Tuborg Squash-reklamen med Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard blev skabt, da Ludvigsen i slut-firserne arbejdede for reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners. Squash-reklamen er i dag et branchemæssigt ikon. Men mere interessant er på sin vis Jacob Ludvigsens arbejde for at skabe omtale til Tuborg Julebryg. Pressen skulle have noget nyt at skrive om hvert år, og hvis der ikke var noget, måtte man skabe det. Opskriften var simpelthen at sende ’ænder’ i luften.
Et år var det meddelelsen om, at tiden var løbet fra snefnuggene på etiketten, da julen alligevel aldrig var hvid. Det skabte ramaskrig på forsiden af BT, hvorefter Tuborg naturligvis omgjorde sin beslutning efter pres fra kunderne.
Året efter var problemet, at Tuborg Julebryg var så stor en succes, at der ikke var flasker nok til produktionen, som derfor måtte tappes på mælkekartoner. Igen kom der masser af presse og offentligt pres på Tuborg, der heldigvis blev kontaktet af en fynsk flaskemillionær, som indvilligede i at sælge 12 millioner tomme flasker til Tuborg og redde julen.
Ludvigsen, der naturligvis nyder en Svaneke-øl til sin sild, sidder og klukker ved tanken om, hvordan han og kollegerne på Partners trak presse og offentlighed rundt ved næsen.
»Ha ha ha. Det var forfærdeligt. Tænk, at du kan få sådan noget i fjernsynet og aviserne.«
Men der går grænsen vel mellem reklame og journalistik? Som journalist kan du vel ikke skrive noget, der er løgn?
»Tja, men det var jo rigtig nok, for det stod på Tuborgs brevpapir … ha ha ha.«
Samtidig med reklamearbejdet bedrev Ludvigsen stadig journalistik, blandt andet på satirebladet Corsaren, men også for Ekstra Bladet på honorarbasis. Det førte til, at Sven Ove Gade i slutningen af 70´erne tilbød ham en ny ansættelse, hvor han fik lov at arbejde fra Bornholm en del af tiden. Fra 1979 til 1988 var han fuld tid på avisen, hvor han fik til opgave at skrive til bladets side 2 – stedet, hvor politikere og andre offentlige personer kan redde sig nogle kærlige ord med på vejen.
At Ludvigsen ikke havde mistet fornemmelsen for det kontroversielle, kom blandt andet til udtryk i serien ’Private breve’.
»Ja, vi lavede numre der, du. Det var noget, Gade havde set i det engelske satiretidsskrift Private Eye. Så spurgte han: »Kan vi ikke lave sådan noget?« Jeg skrev de frygteligste breve fra Anker Jørgensen til LO-formand Thomas Nielsen. Med en vis imitationskraft og logoet fra et stykke brevpapir så lignede det den ægte vare. Thomas Nielsen var fuldstændigt rasende. Anker Jørgensen tog det mere roligt, men han var nødt til at meddele, at det altså ikke var ham og sådan og sådan … «
Forvirrede I ikke mere, end I oplyste med den slags?
»Fuldstændigt. Men presseetik var ikke et ord, vi gik og brugte til dagligt,« siger Ludvigsen, der føler sig ret overbevist om, at den slags omgåelse af sandheden ikke kunne finde sted i dag.
Var det stadig bølger fra ungdomsoprøret – det med at forstyrre borgermusikken?
»Det kan du have ret i. Men der er også nogle traditioner tilbage fra langt før, nogen tænker på at gå i afghanerpels. Helt tilbage til Frejlif Olsen og Ekstra Bladets grundlæggelse.«
Er aviserne kedeligere i dag end før i tiden?
»Tja. Jeg ved sgu ikke … Jeg kan huske Information i gamle dage, på Erik Seidenfaden og Børge Outzes tid, at de lavede sådan en programerklæring om, hvad der var det vigtigste i avisen. Der tror jeg, at det humoristiske stof stod øverst. Og jeg synes ikke, Information er nogen morsom avis i dag. Nogle aviser har en smule på særlige steder, men ikke noget, der gennemsyrer spalterne. Der er alvor og bekymring, men humor …?«
’Hobbit i habit – erindringer af Jacob Ludvigsen’ er udkommet på forlaget Gyldendal.
[Rettelse (20.12 kl. 10): I den trykte version af denne artikel kom vi til at kalde Ekstra Bladets anden chefredaktør for Frederik Olsen. Han hed imidlertid Frejlif til fornavn. Frejlif Olsen tog over som chefredaktør året efter at Edvard Brandes havde søsat avisen og stod i spidsen 1905-36. Det er 'Ekstra Bladet-historiker' Gregers Dirkinck-Holmfeldt der har været så venlig at gøre os opmærksom på dette, og Gregers nævner i en bisætning, at han til februar udkommer med en biograf om netop Frejlif Olsen.]
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg har haft den store fornøjelse, at være med hele vejen fra Christiania, Corsaren og Hovedbladet til det seneste bladprojekt månedsavisen Københavneravisen. Redaktionsmøderne, med Jacob som Senior Editor, som det så flot hedder i kolofonen, var aldrig kedelige. Jeg har titel af Senior Analytiker, og har afleveret to artikler til apriludgaven, der går i trykken den 6. april og distribueres i uge 15. Robert Haren er ansvarshavende Chefredaktør. Jeg er sikker, på at vi i Jacobs ånd vil fortsætte udgivelsen af Københavneravisen. Marts-udgaven kan ses på nettet, søg på Københavneravisen. Jeg er økonom cand.polit.- med en fortid på DR i Kultur og samfundsafdelingen, hvor jeg sammen med Jens Nauntofte, der desværre også lige har forladt os, etablerede den første danske Energiredaktion, der er ansvarlig for, at vi ikke fik A-kraftværker i DK og i øvrigt sørgede for at Barsebäck-værket blev lukket.
spændende...mere-ja!
Fornøjelig læsning, man får lyst til mere ~ Tusind Tak!