Den sorte læderkontorstol i midten af rummet knirker under Søren K. Villemoes, hver gang han taler om et emne, der optager ham. Håndteringen af coronakrisen. Venstrefløjens hykleri. Og hans fars død.

Vi er i hans musikstudie i det graffitidækkede kulturhus på Kapelvej på Nørrebro. Her har den tidligere debatredaktør på Weekendavisen ved siden af sit virke som journalist i over et årti lavet musik. I dag skal han lægge sidste hånd på sit nye popalbum.

Søren K. Villemoes er iklædt halvslidte, sorte jeans. Hans ansigt er delvist gemt bag et fuldskæg, og hans lange bølgede hår hænger ned langs skuldrene. Han sidder tilbagelænet i stolen, omringet af sine dyre analoge synthesizere, trommemaskine og keyboards fra 80’erne.

Den glødende passion for musik har han fra sin far, journalist og rockmusikkritiker Lars Villemoes, der døde sidste år. Netop farens død blev for Søren K. Villemoes en af anstødsstenene til, at han i maj annoncerede en ”mental nedtrapning” på sine sociale platforme.

”Man kan enten blive en mildere udgave af sig selv med årene, eller en mere radikaliseret og ekstrem version. Min far tog som bekendt den sidste vej, og det ønsker jeg ikke.”

Søren K. Villemoes

I et opslag på Facebook undskyldte journalisten, der er kendt som kamplysten tastaturkriger på sociale medier, at han havde været for hård i sin retorik. Han skrev, at han kunne mærke, at han på det seneste var blevet mere skråsikker end normalt:
”Mere aggressiv, kortere lunte, mere firkantet og enøjet. Alle mine dårlige sider i anden potens.”

”Som jeg skrev, da min far døde, så kan man enten blive en mildere udgave af sig selv med årene, eller en mere radikaliseret og ekstrem version. Min far tog som bekendt den sidste vej, og det ønsker jeg ikke. Derfor vil jeg prøve at holde igen med alt, der handler om at skændes med folk på sociale medier,” skrev han.

↑ Søren K. Villemoes blev journalist på Weekendavisen i 2011. Foto: Daniel Hjorth.

Sandhedens korsridder

Det var Weekendavisens politiske redaktør, Arne Hardis, der i sin tid opdagede Søren K. Villemoes og inviterede ham ind på avisen som freelancer. Et valg, Arne Hardis ser tilbage på med stolthed i dag.

Han beskriver Søren Villemoes som typen, der forfølger en sag til den bitre ende.

”Han har det bedst, hvis han har fem principielle Facebook-skænderier kørende på en gang. Det er meget forbløffende og imponerende,” siger Arne Hardis, der ser debatterne som inspirationskilde til meget af Villemoes’ journalistik.

De seneste år har Søren K. Villemoes blandt andet kaldt Bwalya Sørensen fra Black Lives Matters Denmark for en aggressiv megaloman, anklaget den franske filosof Michel Foucault for at være fortaler for pædofili og ikke mindst langet ud efter sundhedsmyndighedernes corona-strategi.

”Det ville være synd, hvis andre ikke var klar over, hvor klog han faktisk er. Så det fortæller han uafbrudt om.”

Arne Hardis, politisk redaktør, Weekendavisen

”Han har virkelig følt sig som sandhedens korsridder i den rette forståelse af smittetal og smittehåndtering,” siger Arne Hardis, der fortæller, at Søren K. Villemoes ofte videreformidler sin viden med en ungdommelig skråsikkerhed.

”Det ville være synd, hvis andre ikke var klar over, hvor klog han faktisk er. Så det fortæller han uafbrudt om,” siger han.

Manisk natur

Søren K. Villemoes selv trækker på smilebåndet, når han bliver konfronteret med Arne Hardis’ beskrivelse af ham som sandhedens korsridder.

”Det er rigtigt, at jeg i nogle perioder kan blive meget optaget af et emne – der kan det nærmest have en manisk natur,” siger han.

Det skete blandt andet i kølvandet på farens død i november 2019, hvor Søren K. Villemoes ifølge Arne Hardis kastede sig ind i kampen om farens journalistiske eftermæle med et enormt engagement. Han skrev både om ham i avisen og i en række offentlige indlæg på sin facebookprofil.

”Han brugte utroligt mange kræfter på at redegøre for, hvor uretfærdigt et eftermæle hans far havde fået,” forklarer Arne Hardis.

I dag kan Søren K. Villemoes selv godt mærke, at hans fars død tog meget hårdt på ham.

”Det blev for meget,” siger han

”Efter hans død skulle jeg bare have ryddet det dødsbo og kommet videre med mit liv.”

Men måske er det lettere sagt end gjort. I hvert fald peger flere af Søren K. Villemoes’ venner og kolleger på, at man for at forstå Søren K. Villemoes som journalist også skal kende hans fars historie.

Arven fra Lars Villemoes

I 80’erne og 90’erne satte journalist og rockmusikkritiker Lars Villemoes ild til venstrefløjen med sine kritiske artikler om de venstreradikale miljøer i Danmark.

Han var den første til at afsløre Blekingegadebandens tilknytning til den yderste venstrefløj – en politisk gruppering, der stod bag postrøveriet i Købmagergade i 1988, hvor en politibetjent blev skudt og dræbt.

Men hans karriere førte også til mange personlige nederlag. Og selv om han fik ret i sine afsløringer, endte han med at blive monomanisk, kværulerende og ulidelig undervejs i processen, fortæller Søren K. Villemoes.

”Han så konspirationer til højre og venstre og mente, at folk var efter ham. Han var vred på mig, fordi jeg mente, han var syg. Men i hans øjne var jeg bare en del af konspirationen,” fortæller Søren K. Villemoes.

↑ Søren K. Villemoes. Foto: Daniel Hjorth.

De sidste år i Lars Villemoes’ liv var præget af psykisk sygdom, og kort tid efter fulgte en kræftdiagnose. I en nekrolog i Weekendavisen fra november sidste år skrev Søren K. Villemoes:

”Min fars liv er ingen lykkelig historie. Brolagt med ydmygelser og modgang. Altid efterladt i kulden. Set ned på, forkastet og aldrig rigtig anerkendt. Han endte med at få ret, men tabte alligevel.”

”Ikke desto mindre står hans journalistik for mig tilbage som et studie i, hvordan man bør agere som journalist, når man er under angreb fra alle sider, men ved, at man sidder inde med en god historie, med sandheden.”

Opgøret på venstrefløjen

Ligesom hans far er Søren K. Villemoes en kontroversiel skikkelse i det danske debatklima. Og ifølge Klaus Wivel, redaktionschef på Weekendavisen, så skyldes det netop arven efter Lars Villemoes.

Ud over at være Søren K. Villemoes’ redaktør har de to kolleger en fælles historie, som Klaus Wivel italesætter som ”et fælles åndeligt udgangspunkt”.

”Vores fædres skæbner har været viklet ind i hinanden,” forklarer han.

Peter Wivel, Klaus Wivels far, var nemlig Lars Villemoes’ chefredaktør på Information i den periode, hvor Lars Villemoes skrev om Blekingegadebanden, og igen på Weekendavisen, hvor de begge blev ansat nogle år senere. Lars Villemoes’ artikler mødte stor modstand, og hans artikler om Blekingegadebanden blev af flere intellektuelle på venstrefløjen stemplet som et lærebogseksempel på dårlig journalistik.

”Dengang forsvarede min far Lars Villemoes over for resten af avisen. Det var et kæmpe slag for begge vores fædre,” siger Klaus Wivel

Ifølge ham var Villemoes’ artikler medvirkende til et vigtigt opgør med den voldsromantisering, der ifølge ham florerede på venstrefløjen dengang.

”Det var det, Lars Villemoes gik ind og afslørede, og det blev han simpelthen så upopulær for. Og det gælder også min far, der støttede ham i det.”

Nogle år senere forlod Lars Villemoes journalistikken. Og først i 2008, da Peter Øvig Knudsen vandt en Cavling for sine dokumentariske bøger om Blekingegadebanden, fik Lars Villemoes en form for oprejsning.

”Fejer for egen dør”

Ifølge Klaus Wivel kan man i meget af Søren K. Villemoes’ journalistik i dag finde samme kritik af venstrefløjen, som hans far blev bannerfører for.

”Han har været villig til at føre den kamp videre, som hans far førte: Et opgør mod dårlig tænkning på venstrefløjen.”

Klaus Wivel mener, at det i manges øjne gør, at Søren K. Villemoes fremstår som en højrefløjsdebattør. Den opfattelse er han selv uenig i. Men ligesom sin far tager Søren K. Villemoes’ journalistik udgangspunkt i det miljø, han selv kommer fra.

”Han har været villig til at føre den kamp videre, som hans far førte: Et opgør mod dårlig tænkning på venstrefløjen.”

Klaus Wivel, redaktionschef, Weekendavisen

”Han kender gud og hvermand på Nørrebro. Så han tager et opgør blandt dem, han kender. Han fejer så at sige for egen dør,” forklarer Klaus Wivel.

Det er noget, der skaber fjender, men også respekt, mener han.

Selv er Søren K. Villemoes dog ikke helt enig i den udlægning.

”Jeg er kulturvenstreorienteret, ligesom man kan være kulturjøde,” siger han med et smil.

Men har du arvet en indignation over for venstrefløjen fra din far?

”Det er klart. Jeg synes jo, at især den antifascistiske venstrefløj behandlede min far rigtigt dårligt,” siger han.

”Vores barndomshjem blev chikaneret, og min far blev truet af de her folk. Når jeg ser folk hylde antifascisme uden at have de her perspektiver med, så synes jeg, det er problematisk.”

↑ Søren K. Villemoes bor på Nørrebro i København. Foto: Daniel Hjorth.

’Hvad sagde jeg-typen’

Farens død i november sidste år ramlede sammen med flere andre kriser i Søren Villemoes’ liv. Heriblandt en skilsmisse, et brud med en ny kæreste og bedsteforældres bortgang. Og så kom coronakrisen.

Den kastede Søren Villemoes sig ind i med en – selv for ham – hidtil uset kampgejst. I dag indrømmer han, at han i begyndelsen af krisen kom til at se lidt for sort-hvidt på tingene.

Dagen inden nedlukningen i marts skrev han for eksempel et opslag på Twitter, hvor han delte sin bekymring over coronasituationen.

”Jeg frygter, at Danmark er i samme situation som Italien om to uger. 10.000 smittede. Så løber vi tør for respiratorer og intensive sengepladser. Skoler må lukke. Økonomien går i stå. Lægerne må på daglig basis vælge, hvem de skal redde, og hvem de må lade dø,” skrev han blandt andet i opslaget.

Da han skrev opslaget, mente mange, at han havde mistet jordforbindelsen og var blevet skør, fortæller Søren K. Villemoes.

”Men dagen efter gik Mette Frederiksen jo ud og lukkede landet ned ud fra præcis de samme overvejelser,” siger han.

”Hvis du står med et skilt om, at enden er nær, så kan det jo faktisk være, at enden er nær, men der er ingen, der bagefter giver dig kredit for at have påpeget det.”

Søren K. Villemoes

I dag mener han stadig, at han stod på den rigtige side af corona-håndteringen.

”Men problemet er bare, at hvis du står med et skilt om, at enden er nær, så kan det jo faktisk være, at enden er nær, men der er ingen, der bagefter giver dig kredit for at have påpeget det.”

”Ingen bryder sig om en hvad sagde jeg-type, griner han.

Men er du ikke lidt en hvad sagde jeg-type?

”Jo, det er jeg jo. Ligesom jeg er typen med enden er nær-skiltet.”

Journalistik behøver ikke være objektiv

Trods debatlysten valgte Søren Villemoes for nylig at stoppe som debatredaktør på Weekend­avisen. Årsagen er, at han gerne vil have mere tid til at skrive, og han afviser, at der skulle være en sammenhæng mellem den beslutning og opslaget om at drosle ned for retorikken på sociale medier.

”Det at være redaktør er jo ikke det samme som at debattere. Jeg synes, det har været sjovt at være redaktør, men jeg vil hellere bruge tiden på at skrive,” forklarer han.

Og meninger og holdninger bliver der fortsat plads til fra Søren K. Villemoes’ pen. Han tilhører nemlig ikke den skole, der mener, at al journalistik bør være objektiv. Der skal også være plads til dem, der blander holdninger og journalistik sammen, mener han.

”Men jeg har altid holdt mig fra partipolitik, for så bliver det alt for tydeligt, hvor man står,” siger han.

↑ Søren K. Villemoes. Foto: Daniel Hjorth.

Balancen i at blande meninger med journalistik ligger for Søren K. Villemoes i at undgå at blive for fanget af et særligt syn. At undgå at blive monomanisk, enøjet og kværulerende, fristes man til at tilføje – præcist som hans far endte med at være.

Er du nogensinde bange for at ende som din far?

”Helt klart,” siger Søren K. Villemoes og tilføjer:

”Men jeg vil også gerne blive som min far på nogle områder. Jeg er jo også gået i hans fodspor.”

Først efter sin fars død gav Søren K. Villemoes slip på den vrede, han følte mod ham, og de gode minder trådte frem igen.

Det, der i dag står stærkest tilbage i mindet om hans far, er hans journalistiske vedholdenhed.

”Han blev ikke skræmt væk. Han insisterede på at skrive om tingene, selv om det var uønsket, og selv om det resulterede i, at han blev lagt for had,” husker Søren K. Villemoes.

Men var det det værd?

”Nej. I det store og hele havde min far nok haft et bedre liv, hvis han bare havde været musikanmelder.”

”På den anden side blev han jo husket for sin journalistik,” tilføjer Søren Villemoes.