Susanna Sommer har slidt det danske togskinnenet ned til svellerne. Hun har haft mikrofonen i næsen på høj og lav fra Dueodde til Blåvand. Optaget snøften og grynten og hørt de klogeste mennesker udbrede sig om de dummeste ting.

Men alt det har kun været forberedelser. For det er først hjemme i det lille hus på Amager, oppe på førstesalen i det skråloftede arbejdsværelse, at magien for alvor begynder.

”Det er som at stå og dirigere et kæmpe symfoniorkester. Du har det talte indhold, men så er der hele den undertekst, du kan lave med lyden – du kan skabe stemning, overraske, bryde, tale med eller tale imod teksten. Nogle gange tænker jeg, om jeg bare interviewer for at få lov at klippe det sammen bagefter.”

Det symfoniorkester, som radio- og podcastproducer Susanna Sommer taler om, ligger som et kludetæppe af små, blå firkanter spredt ud over sporene i hendes Hindenburg redigeringsprogram. Et bølgeskvulp. En cello. Skriget fra en måge. Alt ligger og fortæller med på den historie, hun gerne vil formidle.

”Det fantastiske ved lyd er, at hvis man afspiller en optagelse af nogen, der bider i et æble, vil man ikke bare høre æblet, men måske se det for sit øje. Og måske vil man også lige fornemme det der saftspændte øjeblik, hvor man bider i et helt friskt æble, eller strejfet af duften fra et sensommeræble. Det er sjovt, hvordan man kan sætte de der sanser i gang, og derfor er de store kompositioner så sjove at lave – man kan arbejde i mange spor, og man kan arbejde med meddelelser, der ikke er verbale.”

Patetisk pseudolyriker

På et eller andet udefineret tidspunkt inden for de kommende par år vil Susanna Sommer kunne fejre 30 års jubilæum som radiojournalist. Men ikke journalist med stort J. Radiofortæller er nok en mere rammende titel. Hun har mange års erfaring som vært på DR-programmer, men de senere år er hendes mørke stemme mest blevet hørt i radio- og podcastserier som ’Drømmenes Kaptajn’ om Troels Kløvedal og ’Sangenes blå bog’ om højskolesangbogen – begge i øvrigt prisbelønnede.

Hun kalder selv sin fortællestil for ’kalejdoskopisk’. Lytteren tæppebombes med elementer af speak, citater, musik og lyde. Fortællingen er ikke stringent fremadskridende, men typisk afsøgende omkring emner. Og som et af virkemidlerne glider Susanna Sommers speak nogle gange over i det rene poesi:

”Nu er jeg ’på vej’. Altid med en vis murrende modvillighed. På rejsedagen begynder hverdagens tentakler at stramme grebet, og underbevidstheden bobler af ubetalte regninger, ubesvarede mails og den tilgroede have. ’Hjemme’ viger ikke gerne pladsen for ’ude’.”

Sådan lyder det eksempelvis i serien ’Rejsen til det fremmede’.”Der var engang en anmelder, der kaldte mig en patetisk pseudolyriker. Det ramte mig meget, og jeg forstår første senere hvorfor. Han havde både ret og ikke ret. I konteksten synes jeg ikke, han havde ret. Men han havde ret om mig – det storladne falder mig let i fingrene, når jeg skal skrive. Så jeg skal hele tiden tøjle patos, så jeg ikke bliver en patetisk pseudolyriker.”

Vide rammer

Hvorfor blev det sådan? Ud over den personlige hang til storladenhed peger Susanna Sommer på sin praktiktid i DR, hvor hun lidt tilfældigt blev sat sammen med nogle af radioens mere kreative sjæle om at lave programmet ’Sidste stik’.

”Det var et kulturprogram, men vi lavede mærkelige fake-reklameindslag, og hele radioformens palette var i gang. Så jeg tror, jeg fra begyndelsen har haft en forestilling om, at det at fortælle historier har en stor spændvidde og et mangfoldigt udtryk. Det behøvede ikke være ligesom de andre. Og med tiden bliver man modig og finder ud af, hvad man selv vil. Måske kommer der med tiden også et lidt arrogant: ’Jeg skal lave noget, de andre ikke laver.’ Sådan tror jeg, jeg tænker i dag.”

”For mig var Murens fald det store uskyldstab. Hele forestillingen om, hvordan verden hang sammen, forsvandt med ét.”

Susanna Sommer

Susanna Sommer peger også på en anden hændelse, der har præget hendes historiefortælling. Den kan der sættes dato på. 9. november 1989 sad hun med en bofælle fra journaliststudiet og gloede på tv-serien ’Bever­ly Hills 90210’, da telefonen ringede. I røret fortalte hendes mor, at Berlinmuren var faldet. Det var så usandsynligt, at de to journalistspirer ikke engang gad afbryde deres afsnit for at tjekke nyhederne. Men det var sandt.

”For mig var Murens fald det store uskyldstab. Hele forestillingen om, hvordan verden hang sammen, forsvandt med ét. Og jeg stod tilbage med den der følelse, at alt, hvad jeg havde fået fremstillet som sandheder, slet ikke var det.”

’Vi’ gennem ’jeg’

I sin nordsjællandske teenagetid i firserne havde hun været fredsaktivist og en del af venstrefløjens politiske græsrodsarbejde. Og selv om hun ikke længere var aktiv, var det alligevel et ganske fasttømret politisk verdensbillede, der blev fældet.

”Hold kæft, hvor var der blevet sagt meget løgn og forsvaret ting, der ikke skulle forsvares. Det har givet mig en stor håndskyhed for at kaste mig ud i stærke for- og imod-meninger. Og når jeg i dag arbejder så kalejdoskopisk, tror jeg, det stammer tilbage derfra, hvor jeg mistede troen på, at man kan fastslå: ’Sådan er det’. Derfor har jeg altid arbejdet med at stille ting op imod hinanden – insistere på nogle nuancer og kompleksiteter.”

Karakteristisk er også hendes egen tilstedeværelse. Rollerne kan være forskellige, men jeg’et er der stort set altid. Som i ’Drømmenes Kaptajn’, hvor hun spejler Kløvedals ungdomsoprør med sin egen parcelhusopvækst. Der bliver delt rundhåndet ud af private følelser, tanker og erfaringer, når Susanna Sommer er i ørerne.

”Man er altid bange for, at der sidder nogen hjemme og tænker: Hold kæft en selvoptaget skinke, der bare sidder der og bræger løs om sig selv.”

Susanna Sommer

”Jeg har altid fortalt historier fra mit eget liv. Der kan godt være en lidt hånlig stemning om det, at man fortæller om sig selv. Man er altid bange for, at der sidder nogen hjemme og tænker: Hold kæft en selvoptaget skinke, der bare sidder der og bræger løs om sig selv. Men jeg synes, man kan bruge det som en rambuk. Hvis man er ærlig og tør løfte noget af sit eget liv ind, tror jeg, man bedre kan få andre til at relatere sig. Man skaber et ’vi’ ved at være et ’jeg’.”

Opblomstring

For små 10 år siden var det, som om radiomediet var ved at sygne hen. Redningen var på vej, om end i sneglefart. Op gennem nullerne begyndte de webbaserede podcasts at snige sig op på den kommercielle overflade, til det – som Susanna Sommer oplevede det – nærmest eksploderede i 2014, særligt med den amerikanske serie ’Serial’.

Den lyd-revival, som podcasten har ført med sig, har også været en lille revival for Susanna Sommer og hendes kompetencer. Dels som underviser og konsulent, dels som producent. Eksempelvis tror hun ikke, en serie som ’Drømmenes Kaptajn’ var blevet købt af DR, før podcast-bølgen åbnede spændvidden for lydproduktioner.

”For syv år siden kan jeg huske, jeg tænkte: Jeg må simpelthen ikke blive uvenner med DR. For hvis jeg skal lave den slags radio, jeg vil, er det der, jeg kan gøre det. I dag er der andre muligheder. Jeg har lavet nogle dejlige reportager for Realdania. Jeg har lavet fede dramadokumentariske udsendelser for nogle museer på vestkysten. Så der er blevet et meget større marked og et mere interessant miljø. Der er produktionsselskaber og meget større dynamik i miljøet.”

Et dejligt sted
Desværre har pengene ikke helt fulgt med antallet af producenter. Journalisten skrev tidligere i år om et løn- og honorar-niveau inden for radio- og podcast-produktion, der er dalet betydeligt gennem årene.

Billedet er dog mere nuanceret, siger Susanna Sommer. Der findes freelancere, der får ordentlig betaling for at lave lyd. Hun er selv en af dem.

”Jeg er altid forsigtig med at sige, at jeg elsker at være freelancer og aldrig vil fastansættes. Der er rigtig meget dårlig betaling, og jeg kan sagtens forstå de yngre freelancere, der synes, det er mega hårdt. Min situation er bare den, at jeg er så etableret, at jeg har mulighed for at vælge de opgaver, der er godt betalt, og hvor jeg selv får lov at bestemme. Så jeg er nået til et sted i min freelance-tilværelse, hvor den er dejlig.”

Det er dog ikke kun de lækre og prisbelønnede serier, der betaler huslejen. Susanna Sommer har en halvtidsstilling som underviser i radio og podcast på SDU’s journalistuddannelse. ”Et dejligt rugbrød”, som hun kalder det. Det giver et økonomisk fundament og samtidig et energimæssigt overskud til at lave de større lydproduktioner.

”De store radioprojekter, dem oplever jeg slet ikke som arbejde. Det er en skabelsesproces, som det er helt vildt vigtigt, at jeg udsætter mig selv for.”

Susanna Sommer

”De måneder, hvor jeg laver de serier … jeg bliver altid syg bagefter. Jeg har arbejdet hele tiden og bare klippet, klippet, klippet. Det tror jeg sgu ikke, jeg kunne holde ud at gøre hele tiden. Skiftet mellem rolige perioder og de der gejser-perioder, det kan jeg godt lide. Jeg underviser for at tjene penge, og jeg kan virkelig godt lide det. Men de store radioprojekter, dem oplever jeg slet ikke som arbejde. Det er en skabelsesproces, som det er helt vildt vigtigt, at jeg udsætter mig selv for. Det er altid svært og forbundet med meget usikkerhed og søvnløshed, men også med en kolossalt stor tilfredsstillelse.”

—

Fem podcasts, der ifølge Susanna Sommer viser genrens mangfoldighed:

SITTER (samtalen)
Podcastuniverset er fyldt med samtalepodcasts; to venner, der diskuterer livet, mor og datter, som snakker om familieskab, komikere, som pirker til tidens trends osv. I den underholdende ende af den skala finder man ’Sitter Podcast’, hvor Signe Lindkvist og Iben Hjejle ranter om alt fra haveliv, snegleskræk og bæredygtig mode til demens, feminisme og ’Star Wars’.
Susanna Sommer anbefaler:

S-TOWN (den store fortælling)
Brian Reeds fantastiske historie om et måske-mord, den homoseksuelle urmager, klimanørd og labyrintbygger og en lille forunderlig og lortet by i Alabama. Et godt eksempel på de store filmiske lydfortællinger, som afdækker en sag, portrætterer et miljø eller bare fortæller en forrygende historie.

EAR HUSTLE (de utraditionelle afsendere)
Podcast har givet stemme til folk, der aldrig ellers kom til orde. ’Earhustle’ er en podcast produceret af fanger i maximum-security fængslet San Quentin og giver et ufiltreret indblik i livet bag tremmer fortalt af de folk, der lever det.

EVERYTHING IS ALIVE  (den flippede)
Når der ikke er nogen programchefer til at filtrere idéerne, så bliver der også plads til de mere syrede indfald. ’Everything is Alive’ er interviews med ting. For hvordan ser verden ud, hvis man ser den gennem badesæbens, coladåsens eller lygtepælens øjne?

WRITELANE (den fagnørdede)
Og så er der nørderne. Hvis man har en eller anden interesse, så vil man altid kunne finde en podcast med folk, der nørder emnet igennem – om det er optakten til Anden Verdenskrig eller etymologiske spidsfindigheder. Her kan man passende nævne Pulitzer-vinderen Lane DeGregory fra Tampa Bay Times og hendes podcast om fortællende journalistik.