
Efter at ungdomskanalen Loud har været godt og vel fem måneder i æteren, stopper nyhedschef Linda Olsen.
Det bekræfter hun selv i en sms til Journalisten, hvor hun også skriver, at hun ikke har flere kommentarer for nu.
Chefredaktør for Loud Ann Lykke Davidsen skriver, ligeledes i en sms til Journalisten, at:
”Vi kommenterer ikke på de specifikke grunde til, at Linda Olsen stopper, men kan fortælle, at vi skilles i fineste overensstemmelse”, og fortsætter:
”Derudover vil jeg gerne sige, at Lindas mål har været at skabe et solidt fundament, hvorpå den konstruktive journalistik kan udvikle og udfolde sig. Det mål er nået, og derfor kan Linda med ro i sindet og i maven give stafetten videre.”
Podcast first-strategi
Ann Lykke Davidsen skriver også, at Loud nu skal finde en ny programchef ”med ansvar for nyheder og aktualitet, som kan fortsætte den konstruktive journalistiske linje, der er lagt, og samtidig være opsat på en podcast first-strategi”.
Linda Olsen var et af de navne, Loud kunne præsentere allerede sidste efterår, da radiokanalen vandt DAB-udbuddet foran Radio24syv og DK4 Radio. Dengang havde Linda Olsen netop afsluttet et fellowship ved Constructive Journalism.
Hendes exit fra Loud kommer efter en hård start for radiokanalen, der måtte gå i luften midt under corona-nedlukningen.
Siden da har Loud nok fået mest omtale for sine lave lyttertal, der har fået kulturminister Joy Mogensen til at være kritisk og senest også radiokanalens egne partnere til at udtale sig skeptisk til Politiken.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.