
Martin Høien, Aller foto og video
Anne Sofie Kragh, der af sin arbejdsgiver Radio IIII kaldes ”biografi-dronningen af Danmark” vinder prisen for bedste podcast ved Allers 'Det Vi Elsker Prisen', der blev afholdt onsdag aften.
Biografi-dronningen vinder prisen for sin Radio IIII-podcast 'Et kapitel for sig', hvor hun over flere kapitler - eller afsnit - folder historien om et kendt menneskes liv ud.
”Der er et hav af podcasts på markedet, hvor der bliver talt en masse, men ikke sagt det store. Derfor føles det som en lise for sjælen, når man kan dykke ned i en verden, hvor der er plads til fordybelse, forståelse og indsigt. Et sted, hvor der er tid til at behandle emner og personer med den grundighed og seriøsitet, vi alle fortjener,” lyder motivationen for at give prisen for bedste podcast til Anne Sofie Kragh.
Over de seneste måneder har Anne Sofie Kragh blandt andet haft Helle Thorning-Schmidt, Laura Drasbæk, Rane Willerslev, Joachim B. Olsen og Mikkel Beha Erichsen med i podcasten.
”Man skal ikke opfinde den dybe tallerken, hvis udførslen er af en sådan kvalitet, at man i hver eneste episode lærer noget nyt om et af sine medmennesker. Den dybt humane tilgang til folk er en mangelvare i dag, som vi har brug for at hylde,” lyder det fra juryen.
Ministrene omkring statsminister Mette Frederiksen (S) er skiftet ud i den nye firkløverregering, men holdopstillingen tættest på statsministeren forbliver den samme.
Martin Justesen er nemlig blevet genansat som stabschef i Statsministeriet, og Peter Strauss Jørgensen får også igen rollen som særlig rådgiver for statsministeren.
Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.
De to står for sparring og generel rådgivning i forhold til politik og presse, mens Martin Justesen som stabschef også fungerer som leder for det politiske sekretariat.
Arbejdsløshedskassen For Journalistik, Kommunikation & Sprog (AJKS) kalder det positivt, at regeringen vil se nærmere på værdien af den danske model og flexicurity-systemet.
“Flexicurity hviler på balance mellem fleksibilitet og tryghed. Derfor er det afgørende, at sikkerhedsnettet følger med udviklingen og også omfatter de nye måder at arbejde på – herunder for freelancere og selvstændige og dem der kombinerer indtægter,” udtaler Linda Garlov, direktør i AJKS, i en pressemeddelelse.
AJKS understreger dog, at der mangler fokus på dagpengenes størrelse og dagpengeperiodens længde - særligt for nyuddannede, der har fået væsentligt ringere vilkår.
AJKS finder det også positivt, at regeringen vil styrke iværksætteri, men vil gerne have dem til at rumme soloselvstændige og freelancere. Sidt fremhæver AJKS det positive i, at regeringen vil stifte en sporskiftefond, der kan sikre efter- og videreuddannelse.
“Vi er klar til at bidrage med nye løsninger og ser frem til et tæt samarbejde om at udvikle fremtidens arbejdsmarked,” lyder det videre fra Linda Garlov, direktør i AJKS.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Politiken blev tirsdag eftermiddag hårdt ramt af et halvanden time langt nedbrud mellem klokken 15.30 og 17 i går eftermiddag - midt imens det nye regeringsgrundlag blev præsenteret.
Det skriver MediaWatch.
Politiken havde fået lækket regeringsgrundlaget på forhånd og havde derfor allerede dækket det.
”Men det er dybt alvorligt og kritisk, at vi ikke var i stand til at udkomme på det her tidspunkt,” konstaterer Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken, til MediaWatch.
De øvrige medier i JP/Politikens Hus blev også ramt af nedbruddet, der skete på koncernens datacenter i Taastrup, men deres hjemmesider var tilgængelige, og medierne kunne udkomme i liveblogs i hele perioden.
Mediebureauet Pressconnect har valgt at acceptere den dom, der er blevet afsagt om et groft brud på ophavsretten.
Det oplyser anklagemyndigheden til Mediawatch.
Pressconnect blev i maj idømt en betinget straf på 60 dages fængsel og en bøde på 25.000 kroner for groft brud på ophavsretten. Konkret havde Pressconnect ulovligt delt 650 avisartikler med kunder.

Emil Helms/Ritzau Scanpix
Et langt og bøvlet forløb med DR omkring produktionen af en dokumentarserie ved navn 'Danser med Djævlen' blev årsagen til, at produktionsselskabet Deluca endte med at gå konkurs, siger producent Morten Rasmussen til MediaWatch, efter Ekko først omtalte sagen.
Blandt andet peger Morten Ramussen på, at DR i første omgang takkede ja til en serie med fire afsnit af 60 minutters varighed, som senere i forløbet blev skåret ned til tre afsnit på 60 minutter for så at ende på tre afsnit på 45 minutter, hvilket gav problemer med investeringerne fra NRK, SVT og franske Newen, der også havde købt sig ind i produktionen.
”I sidste ende slipper likviditeten op, og derfor vælger Poul Vogelius, direktør og ejer af Deluca, at trække stikket og anmoder om, at selskabet skal begæres konkurs,” siger Morten Rasmussen til MediaWatch.
Hos DR kan dokumentarchef Kasper Krogh ikke genkende billedet af, at DR skulle være årsag til konkursen og siger, at der har været tale om et komplekst og usædvanligt forløb. Blandt andet har dt ifølge Kasper Krogh skabt problemer, at der opstod en konkurssag midt i produktionen, at der har været store udfordringer med et habilitetsproblem hos produktionsselskabet samt udfordringer med at komme frem til et produkt, der lever op til DR's journalistiske og etiske standarder.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Selskabet Rejsekort & Rejseplan, der blandt andet driver det landsdækkende Rejsekort-system, er blevet politianmeldt.
Anmelderen er Forbrugerombudsmanden, der mener, at selskabet har vildledt sine kunder i forbindelse med lukningen af det fysiske Rejsekort.
I forbindelse med lukningen gennemførte Rejsekort & Rejseplan en større markedsføringskampagne.
Både i videoer rent fysisk på tjek ind-standere og landets togstationer blev det fortalt, at man i stedet for Rejsekort kunne benytte en app fremover. Men det fremgik ikke, at der også fremover ville være et ikke-digitalt alternativ.
Det ser Forbrugerombudsmanden som en bevidst undladelse, der skulle påvirke de rejsende til at fravælge det fysiske rejsekort.
”Markedsføringskampagnen fra Rejsekort & Rejseplan er efter vores vurdering et klart eksempel på vildledning af forbrugerne. Man giver nogle oplysninger, men udelader andre væsentlige oplysninger.”
”Dermed kunne forbrugerne ikke træffe deres valg på et tilstrækkeligt oplyst grundlag,” siger forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Han ser det som en skærpende omstændighed, at der har været tale om en meget omfattende kampagne, og at offentlig transport ikke er noget, man bare kan vælge fra.

JFM.dk JFM Kristian Isaksen
JFM har ansat Christian Thu som ny Chief Commercial Officer.
Det skriver mediehuset i en pressemeddelelse.
Christian Thu kommer med en solid erfaring fra den norske mediebranche – blandt andet hos Amedia, hvor han gennem de sidste ni år har haft en række ledende kommercielle roller, senest som VP National Ad Sales.
Tidligere har han arbejdet hos flere norske medier, blandt andet Aftenposten og erhvervsmediet E24.no, som begge er en del af Schibsted-koncernen.
Christian Thu tiltræder som CCO for JFM den 1. august 2026 og indgår fremover i JFM’s direktion, som dermed bliver fuldtallig.
Victor Boysen stopper som pressechef for udenrigsministeren efter fem år på posten.
Det skriver han på LinkedIn.
Fra 1. august bliver Victor Boysen i stedet leder for idenrigspolitik og økonomisk diplomati på den danske ambassade i Washington D.C.
Udenrigsministeriet søger en ny pressechef for udenrigsministeren, som blandt andet både skal rådgive udenrigsministeren og ministeriets øverste ledelse, og som står i spidsen for et presseteam på omkring fem personer og en taleskriver.

Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Siden midten af april har DR i alt 113 gange betalt techgiganten Meta for reklameopslag på Instagram og Facebook.
Det viser en gennemgang i Metas annoncearkiv, som P1 Morgen har lavet.
Og det møder kritik fra Jonas Kuld Rathje, chefredaktør for Teknologiens Mediehus. En kritik, han også tidligere på året har luftet her på Journalisten.
”Det føjer spot til skade, at man udover at supplere techgiganterne med gratis indhold, også giver dem penge,” sagde han i sidste uge til P1 Morgen.
I en årrække har DR's annoncering på platformene været næsten ikkeeksisterende på grund af bekymringer om techgiganternes magt. Men det er der lavet om på med generaldirektør Bjarne Corydons nye strategi for DR.
Den blev præsenteret i januar og indbefatter, at DR igen skal være aggressiv i forhold til at pumpe skatteyderbetalt indhold ud på sociale medier og internationale platforme.
Målet er at få public service-stoffet bredere ud, forklarer Mikkel Andersen, chef for medieplanlægning og brugeraktivering i DR, til P1 Morgen.
Det fremgår ikke, hvor mange penge, DR har kastet efter techgiganten for at få promoveret sit indhold.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I et interview med Folketidende siger Lolland Kommunes borgmester, Marie-Louise Brehm Nielsen, at det ikke har været hendes intention at køre en konflikt med lokalavisen Folketidende op.
”Jeg vil da sige, at jeg blev vred. Virkelig. Set baglæns tror jeg da, at jeg ville have sænket temperaturen hurtigere, end tilfældet var,” siger hun til avisen.
Sagen opstod, da borgmesteren og andre politikere i kommunen opsagde kommunale abonnementer på avisen på grund af utilfredshed med en artikel, hvor der blev brugt anonyme kilder. En tidligere borgmester truede også med yderligere sanktioner over for avisen, som han gerne ville straffe.
På baggrund af Journalistens dækning af sagen valgte Ombudsmanden at bede Lolland Kommune om en redegørelse.
I interviewet med Folketidende udelukker borgmesteren ikke at gentegne sit abonnement:
”Haha, ja, det kunne jeg da godt finde på. Nu må vi lige se, hvordan dette interview går,” udtaler Marie-Louise Brehm Nielsen til avisen.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Den grønlandske landskasse står i en så svær situation, at det er svært at se, hvor pengene til et stærkt medielandskab skal komme fra.
Sådan skriver journalistforbundet i Grønland i et debatindlæg i Altinget, hvor der bliver sendt en klar opfordring til danske politikere:
”Når en kommende dansk regering skal forme sin politik, bør den have fokus på demokratisk oprustning i Grønland. Vi har simpelthen ikke råd til andet i disse tider,” skriver forbundet.
Opråbet fra de grønlandske journalister kommer, i forlængelse af at medierne i Grønland over de seneste år er blevet mere og mere pressede. Public service-stationen KNR har skåret dybt i nyhedsdækningen, og der er én redaktør og én fastansat til at skrive nyheder til nettet, radioavisen er skåret fra fem til tre daglige udsendelser.
Den privatejede avis Sermitsiaq ser frem mod fyring af ”rigtig mange journalister”, hvis Grønlands regering gør alvor af at oprette en offentlig jobportal, der kan komme til at komme i direkte konkurrence med Sermitsiaqs.
”Hele landet ud over Nuuk i danske standarder ville betegnes som arktiske nyhedsørkener,” skriver journalistforbundet.
Netavisen.nu bragte i august 2025 en artikel med omtale af, at en mand var blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i forbindelse med en nabokonflikt omkring en minigolfbane.
Den omtalte nabo, der er kendt fra dokumentarserien 'Naboen fra Helvede', klagede senere til Pressenævnet, da Netavisen.nu ikke havde forelagt ham beskyldningerne.
Det har han fået medhold i, da Pressenævnet kritiserer mediet for manglende forelæggelse. Det skriver Pressenævnet.
Netavisen.nu forklarer, at de ikke havde indhentet en kommentar fra manden før offentliggørelsen, da artiklen er baseret på officielle politirapporter.
”Vi har således ikke fremsat egne beskyldninger, men alene videreformidlet oplysninger fra politiet i overensstemmelse med gængs praksis for dækning af døgnrapporter,” lyder det fra Netavisen.nu.
Pressenævnet finder imidlertid, at omtalen indeholder oplysninger, herunder om en sigtelse, der kan være krænkende eller virke agtelsesforringende for klager, og at der derfor er tale om oplysninger, der skal efterprøves ved forelæggelse for ham.
Forfatter, digter og kulturjournalist Bo Green Jensen er sovet stille ind fredag morgen omgivet af sin nærmeste familie i en alder af 70 år.
Det oplyser familien på vegne af hans tre døtre, Ava, Rose og Laura, til Ritzau.
”Vi har mistet en elsket søn, mand, far og ven, og dansk litteratur har mistet en markant stemme,” udtaler familien og ”takker for den omsorg og varme, som har omgivet Bo gennem den sidste tid”.
Ifølge forlaget Gyldendal har Bo Green Jensen siden udgivet flere end 40 bøger i forskellige genrer.
I mange år var han sideløbende med sit forfatterskab også filmanmelder for Weekendavisen.
Natten mellem den 23. og 24. maj var Kyiv udsat for heftige russiske missil- og droneangreb, der ud over at dræbe to og såre 91 personer, også beskadigede seks mediekontorer i Kyiv.
Det skriver European Federation of Journalists (EFJ).
Der er tale om kontorer tilhørende Deutsche Welles bureau i Kyiv, et studie for den tyske offentlige tv-station ARD, det ukrainske mediehus Realna Gazeta, det ukrainske uafhængige informationsagentur UNIAN, onlinemediet Shelter og juramediet Gratys redaktionskontor og lydstudie.
Der er sket skade på lokaler, inventar og udstyr. Især er der meldinger om knuste vinduer. Flere journalisters hjem er også blevet ødelagt i angrebet.
Missil- og droneangrebet vurderes til at være et af de værste siden krigens begyndelse i februar 2022.
Det ukrainske journalistforbund har midlertidigt stillet lokaler til rådighed for berørte journalister og redaktioner på deres faciliteter i Kyiv.
Radio- og tv-nævnet har nu formelt givet grønt lys til JP/Politikens Hus' opkøb af 30 procent af fodboldmediet Mediano.
Det fremgår af en afgørelse.
I sin nuværende form mener nævnet ikke, at fusionen vil have væsentlige negative konsekvenser for mediemangfoldigheden eller den redaktionelle uafhængighed.
Nævnet bemærker dog, at opkøbet på længere sigt kan få konsekvenser, da JP/Politikens Hus' eksempelvis også ejer fodboldmedier Bold.dk. Hvis mediemastodonten eksempelvis skulle beslutte sig for at lukke eller fusionere de to sportsmedier, ville det således have negative konsekvenser i form af mindre udbud.
Journalist Peter Astrup er blevet opsagt som seniorrådgiver i Liberal Alliance i forbindelse med en fyringsrunde i partiet.
Det skriver han selv på sociale medier.
”Jeg er naturligvis ked af det. Det har været et hæsblæsende, sjovt og enormt lærerigt halvandet år. Jeg ville ikke have undværet et sekund af det. Og jeg kommer til at savne det,” skriver han.

TV 2 (Jo)
Palle Jensen, som er hovedtillidsmand på TV 2 i Odense og tidligere hovedbestyrelsesmedlem af Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation, er den nye formand for DJ på TV 2.
Det blev afgjort ved en generalforsamling torsdag aften.
Veronica Snerle Holsting er ny næstformand og afløser derudover Lennart Sten som hovedtillidsmand for TV 2's ansatte i København.
Lennart Sten har efter 23 år valgt at trække sig fra alle tillidsrepræsentantposter for at lade nye kræfter komme til. Han vil fortsat være tilknyttet TV 2 som journalist og livereporter.
Palle Jensen var onsdag underskriver på et debatindlæg, hvor han erkendte sin medskyld i ikke at råbe op om de såkaldte ”brune kuverter” på TV 2.

Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Når danske journalister vil omtale ny medicin mod demens, er Kristian Steen Frederiksen fra Rigshospitalet en hyppigt benyttet kilde.
Men nu kan Videnskab.dk afsløre, at Kristian Steen Frederiksen også rådgiver og samarbejder med firmaerne bag netop de præparater, han udtaler sig om - ofte positivt.
Alligevel har hverken TV 2, Ritzau, DR eller Videnskab.dk dog oplyst om demensforskers interessekonflikter i de artikler, hvor de har citeret ham.
Og det får nu flere af dem til at lægge sig fladt ned og beklage.
”Her er der ingen som helst tvivl om, at vi har sovet i timen,” siger chefredaktør på Videnskab.dk, Vibeke Hjortlund, til Videnskab.dk.
Også hos TV 2 erkender journalistisk chef på TV 2 Nyhederne, Morten Nymand, at de burde have oplyst om Kristian Steen Frederiksens interessekonflikter. Det samme gør DR i et skriftligt svar fra DR Kommunikation.
Demensforskeren selv understreger over for Videnskab.dk, at alle honorarer for hans industrisamarbejde går til hans forskningsinstitution - ikke til ham personligt.

Philip Hoepner/APPR/Ritzau Scanpix
JP/Politikens Hus har udpeget Hans J. Carstensen som ny formand fra foråret 2027.
Det oplyser mediehuset i en pressemeddelelse.
Her vil han afløse Raoul Grünthal, der skal være formand for Stiftelsen Tinius, der er ejerfonden bag blandt andre det norske medieselskab Schibsted.
”Jeg har fået en unik mulighed for at arbejde endnu mere med det, som har stået mit hjerte nært hele min karriere; publicistiske medier i Norden. Jeg er stolt over at være med til at udvikle såvel Stiftelsen Tinius som JP/Politikens Hus i en brydningstid for publicistiske medier. Og jeg glæder mig over, at jeg i foråret 2027 kan overdrage formandsrollen til en kapacitet som Hans J. Carstensen,” udtaler Raoul Grünthal i pressemeddelelsen.
Hans J. Carstensen er tidligere CFO i mediekoncernen Egmont og er nuværende bestyrelsesformand i Freja Ejendomme samt bestyrelsesmedlem i Boozt. Han har også været bestyrelsesformand for TV2 Norge i næsten 20 år.
Sidste år gik et nyt medie til unge ved navn Duckling i luften, og nu har mediet - der beskriver sig selv som en hybrid imellem et socialt og journalistisk medie - lanceret et nyt månedligt legat.
Det såkaldte Duckling Seed Grant er målrettet fremtidens historiefortællere. Som medlem af Duckling kan man søge op mod 10.000 kroner til at fortælle gode og vigtige historier.
Duckling er udviklet i et tæt samarbejde med unge journaliststuderende, fotojournalister og kreative formidlere fra Danmark og udlandet og modtog i december 2025 mediestøtte.
Det betyder, at mediet har kunnet ansætte to unge journalister.
DR, TV 2 og Kulturministeriet er gået sammen i et konsortium, der støtter de næste tre års udgivelser af den årlige rapport ’Danskernes brug af nyhedsmedier’.
Det skriver Roskilde Universitet (RUC), hvis Center for Nyhedsforskning står bag den årlige undersøgelse, i en pressemeddelelse.
’Danskernes brug af nyhedsmedier’ er den danske del af Reuters Institutes (Oxford University) internationale undersøgelse.
Konsortiet bestående af DR, TV 2 og Kulturministeriet blev dannet i 2025 og finansierer den årlige rapport frem til 2028, mens Dagspressens Fond, der har støttet rapporten siden 2022, foreløbigt har forlænget sit engagement til 2027.

Constructive Institute
12 nyudnævnte fellows skal over de næste fem eller ti måneder fordybe sig i konstruktiv journalistik, demokratiets udfordringer og mediernes rolle i samfundet.
Det skriver Constructive Institute, der står bag fellowship-programmet, i en pressemeddelelse.
Under fellowshippet følger deltagerne kurser på Aarhus Universitet, arbejder med egne journalistiske projekter og deltager i internationale studieture samt ekskursioner til medier og virksomheder i Danmark.
Med de nyudpegede fellows har i alt 120 danske og internationale journalister, redaktører og mediefolk været en del af fellowshipprogrammet på Constructive Institute siden åbningen i 2017.
De 12 nye fellows er:

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ) er i ”en konstruktiv dialog” med DR om at finde en løsning i sagen om overenskomststridig udbetaling af kompensation til medlemmer efter arbejdsnedlæggelser.
Det oplyser DJ i en pressemeddelelse om dagens forlig med TV 2:
”Vi har stadig en konstruktiv dialog med DR om at finde en løsning her. Derfor håber vi også på snart at kunne lande en aftale med DR, så vi kan begynde arbejdet med at genopbygge den tillid, der er nødvendig for at kunne samarbejde med arbejdsgiverne fremover,” udtaler Allan Boye Thulstrup i pressemeddelelsen.
Journalisten forsøger at få en kommentar fra DR og DJ.

TV 2 (Jo)
Ifølge TV 2 har Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ) talt usandt over for tv-stationen om udbetaling af økonomisk støtte til medlemmer i forbindelse med overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på TV 2.
”Da TV 2 blev bekendt med sagen via andre medier, var det helt naturligt, at TV 2 spurgte DJ ind til, om den praksis også har fundet sted hos TV 2 under de ganske få overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, der har været på TV 2. DJ betryggede på det tidspunkt TV 2 i, at den praksis ikke har været gældende på TV 2. Det var ikke korrekt,” lyder det i en pressemeddelelse.
TV 2 kalder sagen et ”groft og uacceptabelt brud på overenskomsten”
”DJ har nu erkendt over for TV 2, at forbundet også tidligere har ydet økonomisk støtte til medlemmerne i forbindelse med overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på TV 2,” lyder det.
Her hæftet TV 2 sig ved, at DJ har lovet, at praksissen ophører.
”Vi er naturligvis skuffede og dybt uforstående overfor det tillidsbrud, der både har fundet sted under de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og i drøftelserne efter sagen kom frem i andre medier,” udtaler Lars Novrup, direktør for People & Culture på TV 2.
Her udtaler han også, at det vil kræve tid og en dedikeret indsats at genetablere tillid mellem parterne.
”Vi har indgået forlig med det formål at trække en streg i sandet og dermed skabe et fundament for genopbygning af tilliden til DJ. Vi har et konstruktivt lokalt samarbejde med tillidsfolkene, som fortsætter,” udtaler han også.
Parterne har indgået et forlig, hvor DJ accepterer at betale en bod på 1 million kroner.