Natten mellem den 23. og 24. maj var Kyiv udsat for heftige russiske missil- og droneangreb, der ud over at dræbe to og såre 91 personer, også beskadigede seks mediekontorer i Kyiv.
Det skriver European Federation of Journalists (EFJ).
Der er tale om kontorer tilhørende Deutsche Welles bureau i Kyiv, et studie for den tyske offentlige tv-station ARD, det ukrainske mediehus Realna Gazeta, det ukrainske uafhængige informationsagentur UNIAN, onlinemediet Shelter og juramediet Gratys redaktionskontor og lydstudie.
Der er sket skade på lokaler, inventar og udstyr. Især er der meldinger om knuste vinduer. Flere journalisters hjem er også blevet ødelagt i angrebet.
Missil- og droneangrebet vurderes til at være et af de værste siden krigens begyndelse i februar 2022.
Det ukrainske journalistforbund har midlertidigt stillet lokaler til rådighed for berørte journalister og redaktioner på deres faciliteter i Kyiv.