Vibeke Lou, tidligere magasinjournalist:

”Jeg ønsker et arbejdsliv, hvor min indsats bliver værdsat”

Jeg troede, jeg skulle være journalist hele mit arbejdsliv.

Jeg skrev om livsstil, sund kost og motion for iForm og kedede mig sjældent i mine 20 år i magasinbranchen. Før finanskrisen havde vi flere uger til at nørkle med artiklerne, og jeg var stolt, når jeg stod med et gennemarbejdet magasin i hænderne. Læserne var glade. Bladet solgte så godt, at Bonnier, forlaget bag magasinet, chartrede et fly, som fløj hele redaktionen til fest på Mallorca.

Finanskrisen stoppede festen. Folk blev fyret, og mine chefer gav mig andre opgaver. Nu skulle jeg stå for det praktiske omkring bladets test af udstyr.

Opgaverne bestod i at aflevere løbesko eller andre varer til testpersoner og notere, hvad de syntes om varen. Det tog al min tid, og da jeg spurgte, om vi ikke kunne skiftes lidt på redaktionen, fordi jeg savnede at skrive, fik jeg at vide, at det ikke stod til forhandling.

Jeg besluttede at sige op og blive selvstændig.

Det kom bag på mig, hvor vanskeligt livet er som freelancer. Jeg var på kurser i forbundet, hvor jeg fik at vide, at freelancerens timepris ligger på 700 kroner, men i den virkelige verden findes der ikke timepriser. Der findes honorarer, og de er lave.

Jeg skrev for nogle af de store magasinforlag, men tingene hang ikke sammen for mig. Når jeg havde skrevet en artikel og modtaget et engangshonorar, stod det forlaget frit for at bringe artiklen i andre lande og magasiner adskillige gange.

Jeg mistede glæden ved faget, og da jeg ville vende tilbage til en fastansættelse, oplevede jeg, at jeg var lidt for gammel.

Mere af nød end af lyst fik jeg til sidst et kommunikationsjob i en forskningsinstitution. Jeg skrev knastørre artikler om arbejdsmiljø. Det kunne jeg ikke se mig selv i de næste 20 år.

Det kan være svært at erkende, at man må give op, når der altid vil være dem, der klarer den. Det giver en følelse af nederlag. Jeg ved ikke, om de her ting skyldes finanskrisen, eller om det er branchens generelle udvikling, men jeg ville ikke være en del af det længere.

Folk reagerer forskelligt, når jeg fortæller om mit valg, men de fleste forstår mig. Mange af mine jævnaldrende har den samme oplevelse som mig.

Det kan være svært at finde fodfæste i branchen, når du er omkring halvtreds og står uden fast arbejde. Mange hutler sig igennem projektansættelser, hvis de ikke skriver notitser til tilbudsavisen eller andre ligegyldige ting, fordi de ikke kan få økonomien til at hænge sammen.

Måske orker de ikke selv at forlade branchen, men jeg ønsker et arbejdsliv, hvor min indsats bliver værdsat.

Jeg spurgte mig selv, hvor er der brug for arbejdskraft? Det er der på sundhedsområdet. Jeg søgte ind på sygeplejeskolen og kom ind med det samme. Under studiet har jeg arbejdet som ufaglært på et hospital og tjent langt mere, end jeg nogensinde gjorde som freelancer.

Nu er jeg færdiguddannet med et tolvtal og har allerede fast arbejde. Jeg skal ikke kæmpe for at finde kunder, de kommer selv ind ad døren og sætter pris på mit arbejde.

Hvis jeg vil have et andet job, kan jeg finde et nyt på en time. Jeg har fået arbejdsglæden tilbage.

Det her er min nye karriere, og jeg har ikke fortrudt et sekund.

Benedikte Birkkjær Justesen, tidligere journaliststuderende:

”Det er ikke værd at blive i et fag, du ikke har det godt i”

Jeg havde drømt om at blive journalist, siden jeg var 12 år gammel.

Jeg kunne lide at skrive, fik høje karakterer i stil, og lærerne opmuntrede mig til at dyrke journalistikken. Samtidig elskede jeg at rejse og fantaserede om at skrive om de mennesker, jeg mødte ude i verden.

Jeg kom ind på skolen i første hug.

Fra første dag på studiet krakelerede min forestilling om faget. Jeg troede, jeg skulle fordybe mig i menneskeskæbner, men det er mit indtryk, at det for mange slet ikke handler om at fortælle om mennesker.

Jeg oplevede det som et enormt prestigeorienteret studie, hvor mennesker ikke ses som andet end et middel til at fortælle den fede historie, der skal sikre den studerende prestige og en eftertragtet praktikplads.

Underviserne gjorde meget ud af at sige, at det ikke bare er et job at være journalist. Det er en livsstil, som man lever og ånder for.

Sådan havde jeg det overhovedet ikke, og jeg forsøgte at skjule det.

Jeg skammede mig over ikke at være den anmassende type, der fik redaktørposten på studieavisen.

Det fortalte jeg en underviser, som derfor rådede mig til at overveje, om jeg passede ind. Men journalistik er et alsidigt fag, så hvorfor skal faget målrettes én bestemt type?

Hvad med dem, der vil bruge lang tid med de mennesker, de interviewer, eller dem, der bare vil have et job og tænke på noget helt andet efter fyraften? Det dur ikke på et studie, hvor alt handler om at smykke sit CV og undgå den ydmygende situation at være i overskud, når praktik- og arbejdspladserne bliver fordelt.

Jeg kom i praktik på Kristeligt Dagblad, hvor jeg fik et mere nuanceret billede af livet som journalist.

Især var jeg glad, da jeg sad på bagsideredaktionen. Der fik jeg god tid med kilderne. Da jeg skulle interviewe en stor fan af Olsen Banden, sagde redaktøren, at jeg bare kunne komme tilbage, når jeg følte mig færdig. Der mærkede jeg den eftertænksomhed, jeg generelt savnede i min tid i faget.

Selv om avisen gav mig plads, skulle det selvfølgelig gå stærkt indimellem, og jeg indså, at jeg ikke kunne se mig selv i nyhedsfaget på langt sigt.
Det går for stærkt. Det er for overfladisk. Indimellem ser jeg den grundige og nære journalistik, men for det meste står det store produktionskrav i vejen.

Når jeg fortalte folk, at jeg studerede journalistik, svarede de ofte, at det var sejt. Det gør de ikke nu, hvor jeg læser historie og retorik på Aarhus Universitet. Til gengæld får jeg lov til at gå i dybden med emnerne, og det er mere værd.

Det tog lang tid at forlade identiteten som journalist. Det var en livslang drøm, som skulle dø lige så stille, før jeg kunne komme videre.

Det var svært at droppe ud, fordi det er så svært at komme ind. Jeg følte, jeg var blevet udvalgt foran tusind mennesker, som passer bedre ind end mig.

Men jeg er sikker på, at jeg traf den rigtige beslutning. Det er ikke værd at blive i et fag, du ikke har det godt i.

Pernille Verner Madsen, tidligere tv-reporter:

”Jeg havde brug for at prøve noget andet”

Efter en årrække som reporter på en af landets største tv-stationer savnede jeg at gøre en forskel.

Jobbet var ellers en livslang drøm.

I 10. klasse var jeg i praktik som journalist, efter gymnasiet tog jeg et journalistisk højskoleforløb og strøg direkte ind på studiet og videre i praktik på en tv-station.

Som den eneste praktikant blev jeg en del af gravergruppen, lavede nogle historier, som trak overskrifter og rejste på egen hånd til Kosovo for at rapportere om danske soldater i området.

Som 27-årig blev jeg ansat på TV 2 og arbejdede på stationens magasiner.

Det har været et kæmpe privilegie at være journalist og få indblik i så mange menneskers liv. Jeg var vidne til fødsler og hjerteoperationer, interviewede indsatte i fængsler og fulgte narkomaner på gaden.

Især de første år var fascinerende, fordi jeg fik indblik i mange forskellige verdener, men jeg arbejdede også meget. Det var store projekter med lang produktionstid, der kostede energi og hjerteblod, og jeg så stort set ikke mine børn i ugen op til en deadline.

Programmet kørte over skærmen efterfulgt af en times efterkritik, og så var det ellers forfra med et nyt indslag.

Jeg begyndte at overveje, om arbejdslæsset var det værd. Gjorde mit slid overhovedet nogen forskel i verden, eller kunne mine kræfter bruges bedre?

På det tidspunkt havde jeg været reporter i næsten 10 år. Jeg vidste, at jeg havde brug for at udvikle mig, men havde ikke lyst til eksempelvis at være redaktør, så hvad var næste skridt?

Følelsen af meningsløshed voksede i mig, og jeg mistede noget af engagementet til sidst. Jeg ville helst finde kilder på Sjælland, så jeg ikke skulle på optagelse flere dage i Jylland. Det irriterede mig at have det sådan. Jeg ville have et arbejdsliv, jeg engagerer mig i.

Jeg valgte at tage orlov fra mit job. Jeg prøvede at skrive, for måske skulle jeg bare skifte tv-mediet ud, men en dag slog en tanke mig: Jeg kunne også blive noget helt andet. Jeg var 34 og havde mange år foran mig på arbejdsmarkedet.

Under orloven prøvede jeg derfor også mig selv af i helt andre sammenhænge. Jeg arbejdede med handicappede børn og fik også lov til at følge en jordemoder på fødegangen. Tanken om at blive jordemoder forfulgte mig. Til sidst sprang jeg ud i det og kom ind på jordemoderstudiet.

Studiet udviklede mig enormt. Som journalist er du altid ”den dumme”, der skal stille eksperterne de rigtige spørgsmål, men nu åbnede en verden af viden sig for mig. For en humanist som mig var det fantastisk at få adgang til den naturvidenskabelige dimension, som jeg slet ikke anede fandtes.

Jeg ved, at livet som jordemoder kan være hårdt, og derfor er jeg ved at bygge en kandidat oven på jordemoderuddannelsen. Det giver mulighed for et omskifteligt arbejdsliv. Jeg kan forske, undervise og arbejde i forskellige organisationer, jeg kan arbejde med projekter eller med mennesker. Som journalist følte jeg mig låst. Man kan skifte medie, men ikke funktion.

Jeg tænker stadig som en journalist. Jeg er nysgerrig på verden, og jeg forholder mig kritisk til den. Jeg savner af og til kollegerne, fællesskabet og miljøet på tv-stationen, men jeg savner ikke jobbet.

Det gav ikke mening for mig mere.