På Annette Aggerbecks visitkort står der både jurist, freelancejournalist og psykoterapeut. Den sidste titel blev tilføjet for snart fire år siden, og siden da har hun kombineret sit liv som selvstændig med både at skrive og arbejde som psykoterapeut.
”Jeg kan godt lide variationen og har hele tiden tænkt, at det skulle være ’half and half,” siger Annette Aggerbeck og læner sig tilbage i sin lænestol.
Her på hendes psykoterapeutklinik i Hørsholm i Nordsjælland har hun halvdelen af ugen klienter i terapi. Resten af ugen passer hun sin forretning som freelancejournalist. Plus alt det løse: Nyhedsbreve, foredrag, workshops, markedsføring og opdatering af sine to hjemmesider.
”Den største udfordring ved at have to forretninger kørende er at bevare overblikket og holde begge gryder i kog. Det kræver tid og disciplin,” siger Annette Aggerbeck.
”Set i bakspejlet skulle jeg være blevet journalist med det samme”
Hun arbejder mange timer om ugen. Hvor mange har hun ikke styr på. Men det ligger et godt stykke over et almindeligt fuldtidsarbejde. Og det forudsætter, at hun hver fredag sætter sig med et stykke papir og laver en nøje plan og en lang to do-liste over den kommende uges opgaver.
”Det kan kun lade sig gøre, fordi jeg er ekstremt struktureret, og fordi jeg ikke længere har små børn, som kræver min tid. Hvis jeg havde det, ville det være umuligt for mig at have så mange bolde i luften på én gang.”
Annette Aggerbeck er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og har arbejdet som jurist i 10 år, blandt andet i Justitsministeriet. Dengang havde Annette Aggerbeck ingen anelse om, at hun ville ende som journalist og psykoterapeut. Men i dag er hun glad for, at hun tog springet og sagde farvel til Karnovs lovbøger:
”Set i bakspejlet skulle jeg være blevet journalist med det samme. Det var min oprindelige drøm, men dengang tænkte jeg, at det krævede, at man var meget interesseret i udenrigs- og indenrigspolitik, og det var jeg ikke. Jeg var mere optaget af menneskelige relationer og psykologi.”
Har fundet den rette hylde
Under sin sidste barsel begyndte Annette Aggerbeck for sjov at skrive artikler, som hun afsatte til forskellige forældremagasiner. Og da hun fandt ud af, at det var muligt at tage en fagdiplomuddannelse i journalistik, var hun ikke i tvivl om, at det var det, hun skulle.
”Jeg elsker mit arbejde som journalist og nyder den fleksibilitet, jeg har som freelancer. Og nu hvor jeg kan kombinere de to ting, som jeg brænder for, har jeg på alle måder fundet min rette hylde,” siger Annette Aggerbeck.

Hun skriver især om sundhed og psykologi, og her er det en styrke, at hun som journalist har en psykoterapeutisk uddannelse:
”Mit kendskab til den menneskelige psyke er med til at gøre mine interviews mere dybdegående. Jeg kan også bedre rumme folk, der har det svært,” siger Annette Aggerbeck og tænker sig lidt om, inden hun fortsætter:
”Jeg går aldrig bare direkte videre til næste spørgsmål, hvis jeg kan fornemme, at noget er svært at tale om. Jeg giver dem tid. Jeg tror, det gør, at folk er mere villige til at give noget af sig selv.”
Sørg for at have flere indtægtskilder
Økonomien svinger. Der er gode måneder og tunge måneder. Men det løber fint rundt. Og det skal det også, for Annette Aggerbeck bor alene med sin søn og har ikke andre til at forsørge sig.
”Jeg har lagt et budget for, hvor meget jeg skal tjene, og så har jeg lært mig selv at tænke i årsindtægt i stedet for månedsindtægt. Det er vigtigt, hvis man vil undgå at ligge søvnløs om natten.”
Hendes råd til andre er at sørge for at have flere forskellige indtægtskilder.
”På den måde undgår man at sidde med hænderne i skødet, hvis der i en periode er stille i den ene forretning. Jeg har konstant gang i nye projekter. Det gør, at jeg er mindre økonomisk sårbar.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.