
Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten. Foto: Jacob Nielsen. Collage: Journalisten
Tænk, hvis hver tredje fastansatte i medie- og kommunikationsbranchen ofte eller meget ofte fik deres løn udbetalt for sent. Så ville der lyde et ramaskrig – og med god grund. Banken, elregningen, huslejen og telefonregningen skal betales til tiden, så selvfølgelig skal pengene være på kontoen som aftalt.
Men er du freelancer eller selvstændig, så kan du i rigtig mange tilfælde ikke være sikker på, at du får dine penge til tiden. Hver tredje freelancer, der har svaret i en rundspørge, som Journalisten har sat i gang, svarer, at de ofte eller meget ofte ikke modtager deres betaling til tiden.
Det er store mediehuse, virksomheder og organisationer, der hyrer de mange dygtige freelancere i DJ, der leverer et stykke professionelt arbejde – til tiden.
Derfor er det ikke kun pinligt, at store etablerede virksomheder og organisationer ikke kan finde ud af noget så simpelt som at betale sine regninger til tiden.
For en lille freelance-virksomhed kan det være alvorligt, hvis pengene ikke falder som aftalt. Der er regninger i den anden ende, der skal betales. EU har således lavet en undersøgelse, der viser, at forsinkede betalinger er årsag til én ud af fire konkurser blandt små og mellemstore virksomheder i EU.
Mange freelancere klarer sig rigtig godt og driver en god forretning. Men der er også freelancere, som sidder stramt i det, og som kæmper hårdt for at få og fastholde kunderne. Kunder, som burde få et rykkergebyr, hvis de ikke betaler til tiden. Men det kan være en svær beslutning for freelanceren i en i forvejen ulige relation, hvor der jo gerne skal være en god kemi, når den næste opgave skal aftales. Derfor vælger mange bare at acceptere, at sådan er det.
På et arbejdsmarked, hvor flere og flere fremover vil være løst tilknyttet, bør det være en grundlæggende ret at få sin løn til tiden.
Et EU-direktiv fastslår, at 30 dage er den maksimale betalingsfrist, medmindre andet er ”udtrykkeligt aftalt”. Det blev vedtaget for 10 år siden, men der er ikke sket meget. Derfor vedtog EU-parlamentet sidste år en tekst, hvor de opfordrer medlemslandene – herunder de danske politikere i Folketinget – til at håndhæve reglerne om betalingsfrister. For som EU-parlamentet skriver, så går ”tusindvis af små, mellemstore og nystartede virksomheder i hele Europa konkurs hvert år, mens de venter på, at deres fakturaer betales” på trods af, at reglerne er klare.
Opfordringen er hermed givet videre til de danske politikere. Men også til arbejdsmarkedets parter, herunder DJ, som bør overveje, om det ikke bør være en del af aftalerne, at freelancere og selvstændige skal kompenseres, hvis aftalerne ikke overholdes.
Og opfordringen til virksomhederne: Få nu styr på det.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.