Privatfoto
Fagbladet Journalisten har de seneste uger behandlet tilværelsen som freelancer eller løstansat, atypisk beskæftiget, fri fugl, selvstændig, eller hvad vi nu vælger at kalde os, og tak for det. En ting har imidlertid slået mig undervejs, ganske som det slår mig, når jeg hører forbundet og i øvrigt færdes som ‘fast løs’ underviser på DMJX: Et eller andet sted er omdrejningspunktet og idealet stadig at være fastansat.
Selvfølgelig er det træls og uholdbart i længden at få en midlertidig ansættelse forlænget i det uendelige, sådan som det er sket for Jais. Og hvis norske freelanceres indtægtsniveau kan genkendes i stor stil blandt danske freelancere, begynder ord som prekariat at give mening. Men fortiden kommer ikke tilbage, og vi kommer både individuelt og som forbund og uddannelse til at holde op med at se fastansættelser som løsningen på alt.
Vilkårene er ustyrligt ringe
Problemet er ikke, at der bliver flere løst tilknyttede, og at en stadig stigende andel af journalisterne arbejder som freelancere. Problemet er, at vilkårene for mange freelancere er så ustyrligt ringe, og at forbundet ikke har magt til at gøre ret meget ved det.
Hvis husaftalerne rundt omkring skulle overholdes, skulle en freelancer aflønnes med et sted mellem 25 og 40 procent højere timebetaling for at koste det samme som en fastansat. Freelancere er ikke garanteret sygedage, pension, feriepenge, efteruddannelse, orlov, afspadsering, kontorudstyr, kantine osv, og ifølge husaftalerne de fleste steder skulle freelancerne koste arbejdsgiverne mindst det samme som en fastansat. Det overholdes mig bekendt ingen steder, og det er der tilsyneladende ingen, der gider at gøre ret meget ved.
Men medierne erstatter ikke kun fastansatte, fordi de er dyre i forhold til en dårligt betalt freelancer. De gør det også, fordi de nye digitale teknologier har gjort det lettere at organisere at have løst tilknyttede, og fordi en begrænset fast stab gør det smidigere at tilpasse udgifterne, når konjunkturerne svinger. Fyringsrunder er forfærdelige for både ledelse og ansatte. Dertil kommer, at de er dyre og påvirker stemningen længe efter. At skalere op og ned for løst tilknyttede er derimod mindre dramatisk for arbejdspladsen – om end det kan være særdeles alvorligt for den enkelte freelancer.
Billigere og lettere
Dertil kommer, at medierne ved at hente specialister udefra hurtigt kan tilpasse sig en situation, hvor de for eksempel får brug for medarbejdere med særlig ekspertise i data, visuel kommunikation eller et bestemt emne. Det tager tid at efteruddanne faste medarbejdere, og i mellemtiden kan behovet være skiftet igen. Freelancespecialister kan derimod hentes ind omgående og kun så længe, der er brug for dem.
Det er derfor svært at argumentere for, at medierne i fremtiden vil ønske at bevare en stor stab af fastansatte medarbejdere, når det er billigere og lettere at arbejde med løst tilknyttede journalister, freelancere og specialister på andet end de absolutte kerneopgaver. Det kan man så vælge at jamre over og krampagtigt forsøge at ændre ved at insistere på fastansættelser og stærkere overenskomster, men det er at gøre både faget og journalisterne selv en bjørnetjeneste, for det er ikke en langsigtet løsning.
Rapporterne om ‘Fagenes Fremtid’ er desværre tilsyneladende glemt. Der er ellers vigtige pointer og anbefalinger i dem, som kunne styrke både journalistikken og den enkelte journalist. Her vil jeg blot fremhæve to af dem fra rapporten om journalistikkens fremtid.
- Dansk Journalistforbund må styrke og gentænke sin rolle over for løstansatte og selvstændige.
- Journalistuddannelserne må i højere grad ruste de studerende til at begå sig på egen hånd på det fleksible arbejdsmarked.
Stakler eller frie fugle?
Amen og amen. Det vil også have den positive virkning, at vi ændrer fortællingen om at være freelancer. Den er stadig i vidt omfang præget af to modsatrettede forestillinger: Enten er vi stakler, der ufrivilligt for en ussel løn udnyttes groft af arbejdsgiverne og konstant er i fare for at gå fra hus og hjem. Eller vi lever en romantisk bohemetilværelse med store grader af frihed, hvor vi kan nyde solen på stranden, mens andre knokler på kontoret.
For de fleste af os ligger sandheden et andet sted. Ja, vi nyder en høj grad af frihed, men hvis en fast kunde ringer lørdag formiddag og er på røven og spørger, om vi kan hjælpe, kan vi som freelancere ikke henholde os til overenskomsten og reglerne om sammenhængende fridage. Vi siger ja – også selv om der var planlagt skovtur med venner eller familie. Og ja, mange af os oplever, at journalistik er ringe betalt i forhold til, hvad fastansatte får for samme job. Derfor arbejder vi med andre forretningsmodeller, hvor journalistikken får en birolle, mens andre og bedre betalte opgaver fylder mere.
Freelancere er langtfra alle et prekariat – men hvis de prøver at leve af klassisk journalistik, risikerer de at blive det. Derfor må forbundet tage anbefalingerne fra ‘Fagenes Fremtid’ alvorligt. Det haster med at få styrket indsatsen i forhold til freelancejournalisterne og helst i samarbejde med mediearbejdspladserne, så vi kan få troværdige og gennemskuelige vilkår.
Find dig en niche
Uddannelserne må også tage højde for, at langt færre kan regne med fastansættelse og derfor skal lære, hvordan de kan skabe sig en niche, der kan sikre dem en anstændig indtægt fra deres første arbejdsdag som færdiguddannet. Og som journalister må vi erkende, at mange af os kommer til helt eller delvist at freelance i en stor del af vores arbejdsliv.
Livet som freelancejournalist rummer muligheder og begrænsninger, men mulighederne er flere og indtægterne bedre, hvis man forbereder sig og opgraderer sine færdigheder konstant. Det må uddannelserne, mediearbejdspladserne og ikke mindst forbundet gerne ruste os bedst muligt til.
Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter
Journalisten har forelagt debattørens klumme for formand og næstformand i DJ, Tine Johansen og Jakob Ponsgård. De har følgende svar:
Kære Susanne.
Amen!
Vi er nærmest ord til andet enige i din analyse.
Kun halvdelen af DJ’s medlemmer er i dag ansat på overenskomst, og derfor har vi som fagforening en forbasket pligt til at skabe andre typer sikkerhed end den, der skrives ned i en kollektiv aftale.
Det prekære arbejdsmarked er allerøverst på vores dagsorden, for at løfte vilkårene for de dårligst stillede gavner os alle. Bliver det for billigt at hyre fleksibel arbejdskraft, konverteres de faste stillinger til mikrojobs for lavestbydende.
Rapporterne fra ekspertgruppen ‘Fagenes Fremtid‘ er et vigtigt arbejdsredskab for os. Anbefalingerne i de rapporter har defineret vores politiske projekt som formandskab. Det kan opsummeres i tre hovedtemaer:
- Arbejde for bedre vilkår for løstansatte og selvstændige
- Hjælpe medlemmerne til at fastholde deres værdi på arbejdsmarkedet gennem kompetenceudvikling
- Styrkelse af fagidentiteterne i DJ
Hvad angår det første og vigtigste tema, er det pinedød nødvendigt, at vi bliver ved med at udvikle tiltag, som kan skabe en større tryghed og sikkerhed for den halvdel – i øvrigt en voksende gruppe – der ikke er ansat på overenskomst.
Du har ret i, at gruppen af freelancere/selvstændige/TBA’ere/projektansatte/løsttilknyttede/fortsæt-selv-listen er meget forskelligartet. Nogle elsker freelancelivet og kunne aldrig drømme om at søge en fast stilling, andre er tvunget af nødvendighederne. Nogle har fantastiske forretninger kørende, andre kæmper sig igennem med det yderste af neglene under dagpengeniveau.
Men fælles for dem alle er, at de har kastet sig ud på det højt besungne fleksible arbejdsmarked, som arbejdsgivere og politikere hylder – men uden at have det samme sikkerhedsnet spændt ud under sig som kollegerne i faste stillinger.
Derfor arbejder DJ benhårdt for, at lovgivningen skal skrues sammen, så den passer til det fleksible arbejdsmarked. For eksempel når det gælder sygedagpengelovgivningen og barselsrettigheder, som stadig mest er at regne for et lønmodtagergode.
Som fagforening skal vi også indrette os efter, hvordan medlemmernes arbejdsliv udvikler sig. Overenskomster er fortsat det ideelle mål, men de kan ikke stå alene. For en stor del af DJ’s medlemmer kommer aldrig i nærheden af en kollektiv aftale – andre skal gå store omveje for at nå dertil.
DJ gør allerede meget på området. I øjeblikket arbejder vi på at få beskæftigelsesministeren i tale både i forhold til en genindførelse af barselsfonden for selvstændige og problemerne omkring sygedagpengelovgivningen. (Se evt vores appel om barselsfond i Altinget i dag.
Vi udbyder Bizz-kurser, som klæder medlemmerne på til tilværelsen som selvstændig, vi har efteruddannelsespuljer, som vi gerne vil udvide og udvikle, vi tilbyder karriere-sparringer for freelancere og kører en lang række sager om blandt andet ophavsretskrænkelser og inkasso. Og så er DJ til stede på uddannelserne (både erhvervsuddannelserne og DMJX), hvor vi underviser i entreprenørskab, ophavsret og tilværelsen som freelancer.
En anden rapport, som DJ fik i hænderne i foråret, var fra arbejdsgruppen ’Fremtidens Forbund’. Her anbefales det, at DJ udvikler en slags ’moderne jobformidling’, hvor vi som faglig organisation kan få indflydelse på, hvilke takster opgaverne udbydes til. Vi synes, det er en spændende tanke.
Flere og nye tiltag og initiativer skal udvikles sammen med jer, der arbejder ’atypisk’ (snart typisk), for I skal være med til at definere, hvad der er brug for i jeres arbejdsliv.
Bedste hilsner
Jakob og Tine
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hurra og Amen fordi I sætter ord på og tager debatten op. Alle ovenstående ord er vigtige - både uddannelse af unge til freelancelivet og opfordringen til fastsatte under overenskomst om at varetage freelancernes interesser også. Jeg vil blot tilføje en vigtig ting: Husk de midaldrende og tidligere fastansatte, der for tiden bliver skyldet ud med badevandet fra de store mediehuse. Dem der i årevis har specialiseret sig i forskellige former for medieproduktion som fagjournalister, -layoutere, -fotografer mm. Der skal ikke blot massiv efteruddannelse til, for at de bliver "opdaterede", men også hjælp og støtte til "vejen ud som freelancer". Ikke en vej som ret mange af de opsagte selv har valgt, og som kan være konkret angstprovokerende. Jeg anerkender til fulde DJ's tiltag i fx BIZ-ordningen, men der skal mere til. For noget af det man mister - udover søde kollegaer - er forsikrings- og pensionsordninger, efteruddannelse (jeg undre mig til stadighed over at Mediernes Efteruddannelse primært er for folk i arbejde) samt det, at andre forhandler løn for en. Det stod ikke i nogen af mine lærebøger for 30 år siden hvordan man lige klarede den slags udfordringer, der iøvrigt generelt også er blevet meget mere komplekse siden da. Det kan afhjælpes på flere måder: Kurser i "Hvordan håndterer jeg min pensions- og forsikringsordninger som freelancer" eller ved at Mediernes Pensionsordning bliver bredere og bedre samt mere kendt.
Lønnen er - som andre har nævnt - også en udfordring for midaldrende arbejdsløse. På den ene side viser CV'et en vis grad af løntunghed, men som +50'er ryger man efter tre måneder på dagpenge ud i ulønnet virksomhedspraktik - så er scenen ligesom sat for hvor værdifuldt ens arbejde er. Derefter bliver man jævnligt opfordret til at tage løntilskudsjob, hvor - hvis det er i en offentlig instans - lønnen er stort set lig dagpengesatsen. Ifald man ikke lige står og vil skifte branche eller fag, og af den grund kan forsvare at arbejde under normaltakst, så går man altså ud i et jobmarked hvor man - på statens opfordring - tager et arbejde, en freelancer burde have haft en anstændig løn for. Det system er simpelhen uforståligt og konkurrenceforvridende. Det burde DJ - sammen med andre fagorganisationer - også synligt arbejde på blev ændret.
Herligt at tage fejl på det punkt. Det glæder mig, at rapporterne om fagenes fremtid stadig er i spil, for det er et grundigt stykke arbejde, og der er mange brugbare tanker og anbefalinger. Hep herfra. Og jeg er helt enig: Nyuddannede bør føle sig rustede til at skulle klare sig som selvstændige – også selv om det journalistiske håndværk naturligvis stadig er omdrejningspunktet i uddannelserne.
Men jeg må lige aflive den myte om, at rapporten fra fagenes fremtid er glemt. Den lever i bedste velgående i alle udvalg. Så sent som i går vendte vi nøjagtig de to punkter, du her fremhæver, i uddannelses- og kompetenceudvalget. Rapporten har banket nogle kroge op, som vi nu hænger politikudviklingen op på. Den bliver taget meget alvorligt, men det kræver både tid og prioriteringer at omsætte alle de gode anbefalinger i rapporterne.
I går luftede jeg en af mine visioner for vores uddannelser, som jeg vil gentage her: At uddannelserne bliver vendt på hovedet, så man lærer at begå sig som freelancer eller selvstændig. For det at indgå i et arbejdsfællesskab på en arbejdsplads som fastansat, det skal du nok lære senere hen eller i praktikken.
Jeg er netop blevet færdiguddannet journalist fra RUC. I de seks år talte vi rigeligt om, at fastansættelser ikke længere hang på træerne. Vi skulle forberede os på en tilværelse som freelancer, fik vi at vide - men jeg lærte ikke meget om, hvordan jeg rent faktisk skulle administrere sådan en tilværelse. Jeg har været glad for min uddannelse, men jeg føler mig ærlig talt ikke godt nok klædt på til en tilværelse som freelancer. Det må være en ambition, at de næste generationer af nyuddannede bliver det.
Vh
Flere