Det fokus, der med anden bølge af #Metoo er kommet på sexisme i mediebranchen, har fået mange af mediehusene til at sætte undersøgelser i gang for at kortlægge, hvordan det står til hos dem selv. Det er både godt og prisværdigt, men mange vælger primært at fokusere på de faste medarbejdere. Dermed misser man de grupper, der er allermest udsatte og sårbare, nemlig freelancere og andre løsttilknyttede, der kun alt for godt ved, at de så let som ingenting kan udskiftes med andre, hvis de gør sig ”besværlige”. Den skævhed, det skaber i magtbalancen, er dybt problematisk, og det risikerer man helt at overse, hvis man ikke også har denne gruppe med i sine undersøgelser.

Min egen historie er et godt eksempel på, hvor meget der er på spil som freelancer, hvorfor det ikke bare handler om, at kvinder skal lære at sige fra, og hvorfor det er så vigtigt, at mediehusene tager ansvaret på sig – ikke mindst over for de løsttilknyttede.

For nogle år siden var jeg tilknyttet et mediehus som fotograf, og vi havde gennem længere tid været i meget tæt dialog om, at der kunne oprettes en elevplads til mig. Vi var kommet ret langt i processen, da jeg var inviteret til et møde med en af direktørerne på hans kontor. Han fortalte, at de af forskellige grunde alligevel ikke kunne oprette en elevplads lige nu, og at det først kunne blive på et senere tidspunkt. Til gængæld drøftede vi muligheden for, at jeg i mellemtiden kunne få forskellige freelanceopgaver og måske kortere projektansættelser, og vi drøftede også konkrete opgaver, som kunne være relevante. Jeg lagde ikke skjul på, hvor meget det ville betyde for mig, og jeg havde en oplevelse af, at vi havde en rigtig god og tillidsfuld dialog og en fin kemi.

Dengang kæmpede jeg for at etablere mig som fotograf, hutlede mig igennem fra opgave til opgave og var flere gange tæt på at kaste håndklædet i ringen. Det er en branche, hvor det er næsten umuligt at finde en fast stilling. Jeg var i en yderst presset situation, og det ville gøre en stor forskel for mig og min karriere, hvis vi landede en god aftale.

Flirtede tilbage, så han ikke skulle tabe ansigt

Da mødet var slut, fortalte han, at han skulle en tur i arkivet, og at det rummede en masse interessante ting. Det synes jeg lød spændende, så jeg spurgte, om jeg kunne gå med. Det måtte jeg gerne, men der var også noget i hans reaktion, der virkede lidt mærkeligt.

Da vi var kommet ind i arkivet, spurgte jeg, om der var noget galt, og hvorfor han havde reageret lidt mærkeligt, og lidt modstræbende fortalte han, at det havde sat nogle rigtig frække tanker og reaktioner i gang, at jeg havde spurgt, om jeg kunne gå med i arkivet, og han gav både verbalt og fysisk udtryk for, at han havde lyst til at have sex med mig.

Det var måske naivt, at jeg ikke selv havde indset, at det var det, den mærkelige reaktion havde handlet om, men jeg havde slet ikke set det komme. Jeg havde overhovedet ikke overvejet, at vores relation kunne være andet end professionel. Jeg fik kommunikeret, at jeg var smigret, men ikke interesseret.

I situationen følte jeg mig ikke på noget tidspunkt truet. Han var ret nærgående og tydeligvis seksuelt opstemt, men jeg var ikke bange for, at han ville prøve at tvinge mig til noget. Jeg gjorde mig stor umage med at afvise ham så skånsomt som muligt og flirtede også tilbage, for at han ikke skulle tabe ansigt.

Dengang tænkte jeg ikke, at selve hændelsen var voldsomt grænseoverskridende i sig selv. Jeg har prøvet det, der er langt værre, og det blev i situationen respekteret, at jeg sagde fra. Det er alene det meget skæve magtforhold, der gør, at det alligevel bliver ret grænseoverskridende, for hvad bliver konsekvenserne af, at jeg siger nej, og hvordan kan jeg gøre det, uden at det skader hans ego (og min karriere) for meget?

Betalte høj pris for mit ”nej”

Nogle dage efter skrev jeg en mail til direktøren, hvor jeg takkede for et godt møde og bl.a. opsummerede nogle af de forslag til freelanceopgaver, vi havde drøftet. Jeg afsluttede mailen med at skrive, at det havde taget en lidt uventet drejning i arkivet, men at det havde vi jo heldigvis håndteret forholdsvis professionelt. (Det sidste var selvfølgelig lidt af en underdrivelse, men jeg håbede, at vi dermed kunne lægge episoden bag os og fortsætte den professionelle dialog).

Hvis han havde svaret på min mail og fundet nogle opgaver til mig, var episoden sikkert hurtigt gået i glemmebogen. Men jeg har aldrig fået en eneste freelanceopgave – og en elevplads blev det heller ikke til.

Jeg ved ikke, om den pågældende har været nærgående over for andre kvindelige freelancere. Måske var jeg en enlig svale, og vi kan jo alle sammen komme til at træde lidt ved siden af. Derfor har jeg heller ikke haft noget ønske om, at sagen blev taget op tidligere. Jeg har heller ikke noget ønske om at hænge ham ud eller skade hans karriere (hvis det senere viser sig, at han er en seriekrænker, stiller sagen sig selvfølgelig anderledes, men det har jeg ikke nogen grund til at tro). I denne her sammenhæng er det også ret ligegyldigt, hvem han er. Til gengæld håber jeg, at det dels kan være med til at anskueliggøre, hvor sårbar en situation man står i som freelancer eller løsttilknyttet, og at det derfor er ekstremt vigtigt, at mediehusene ikke kun har deres fokus på de faste medarbejdere. Og dels hvor vigtigt det er, at man gør sig klart, at det ikke kun handler om grovheden i krænkelsen, men at man også må se på magtrelationen og de konsekvenser, der knytter sig til den.

En mindre episode som denne ville formentlig ikke have haft de store konsekvenser for karrieren, hvis jeg havde været fastansat. Det havde måske været lidt kejtet i dagene efter, men så havde den nok ikke været meget længere. Freelancerne sidder bare i en langt mere sårbar og udsat position – de kan miste deres opgaver og indtjening fra den ene dag til den anden, uden at det kræver nogen form for begrundelse, og de har ikke en tillidsrepræsentant, de kan gå til. Derfor kan selv en mindre episode som denne få ret store konsekvenser, som det også skete i mit tilfælde. Man kan ikke ”bare” sige nej – ikke uden at man risikerer at betale en meget høj pris.

Fokus på løsttilknyttede er nødvendigt

Jeg vil derfor opfordre mediehusene til i meget højere grad at få fokus på og få sat klare retningslinjer for, hvordan man håndterer og sikrer freelancere og andre løsttilknyttede fremover, og at man gør sig meget bevidst om den ubalance, der er i magtrelationen, og det særlige ansvar, der derfor følger med. Hvis de vil tage sexismen alvorligt, er det nødvendigt, at de får belyst hele området, og derfor må der også sættes undersøgelser i gang, der omfatter denne gruppe.

Hvis mediehusene mener, at det er en helt uoverskuelig opgave, så vil jeg foreslå, at DJ sætter undersøgelsen i gang, og at mediehusene kaster penge efter den og forpligter sig til at indgå et tæt samarbejde med DJ om, hvordan man efterfølgende skal håndtere resultatet. Og viser undersøgelserne, at der er redaktioner, hvor der er store problemer, eller personer, der ikke bare har trådt lidt ved siden af en enkelt gang, men at det er sket gentagende gang, eller at der er tale om grovere episoder, så er der brug for, at der bliver rettet op og ageret på det.

Det er ikke rimeligt, at man skal stå over for en seksuelt opstemt direktør og overveje, om man kan tillade sig at sige nej, fordi det risikerer at få alt for store konsekvenser for ens karriere.

Signe Goldmann er fotograf og retoriker