search

Niels Ostenfeld, Maria Højgaard Andersen og Camilla Metelmann. Foto: Jonas Pryner Andersen.

i

Tv-branchens guldalder kan ikke mærkes på gulvet

Tv-produktionsselskaberne skovler penge ind. Men ansatte på korte kontrakter har ofte lige så hårde vilkår, som de altid har haft. Niels Ostenfelds kæreste har lavet en liste over produktionsselskaber, som hun har forbudt ham at arbejde for. ”Fordi jeg bliver i så dårligt humør af det,” siger han

De seneste år i tv-branchen er klipper Niels Ostenfeld alt for ofte gået sur og frustreret hjem fra arbejde. Sur over ikke at have rammerne til at kunne levere et ordentligt stykke arbejde.

”Jeg har været i det her game siden slutningen af 90’erne, og min oplevelse er helt klart, at arbejdsmiljøet er blevet meget hårdere. Hele vejen rundt er presset på os vokset,” siger Niels Ostenfeld.

Han har klippet alt fra reality til boligprogrammer og reportageserier til bl.a. DR, TV 2 og TV 3 – alle år som kontraktansat på skiftende produktionsselskaber. Nogle gange har han været ansat et par måneder, andre gange enkelte dage.

Men hvor de korte ansættelser altid har været et vilkår, oplever Niels Ostenfeld, at han og kollegerne i dag skal nå det samme på den halve tid. Og ofte med færre hænder.

”I gamle dage var der en journalist, som havde lagt en plan for historien, en fotograf, som stod for det visuelle, og en lydmand, som sørgede for, at man kunne høre, hvad der blev sagt. I dag er alle de tre funktioner kogt ned til en 24-årig journalistpraktikant med et VJ-kamera,” siger han.

”Folk er færdige, når de har givet tv-branchen 10-15 år af deres liv. Så vil de hellere lave økologiske æbler på Fejø eller blive kraniosakralterapeuter.”

Niels Ostenfeld, klipper

Før fik han altid et klippe-manus. Men det er også forsvundet, efterhånden som produktionsplanerne er blevet mere pressede og budgetterne mere skrabede. Han har for eksempel lavet boligprogrammer, hvor der ikke var råd til den makeover, som hele programmet handlede om.

”Det betyder jo, at jeg ikke har de før-og-efter-billeder, som hele programmet bygger op til,” siger Niels Ostenfeld.

Efter 20 år i tv-branchen er han ved at have fået nok af at arbejde på urimelige vilkår. Og han er langtfra den eneste. Af de 30, han startede i branchen med, er der kun fire-fem tilbage – flere har helt forladt mediebranchen, fortæller han.

”Folk er færdige, når de har givet tv-branchen 10-15 år af deres liv. Så vil de hellere lave økologiske æbler på Fejø eller blive kraniosakralterapeuter.”

 

↑ Foto: Jonas Pryner Andersen.

 

DJ-bekræfter: Presset vokser

Ifølge Dansk Journalistforbund er det et faktum, at vilkårene for mange DJ-medlemmer i tv-branchen er uholdbare.

Branchen er præget af korte kontrakter. Skæve arbejdstider. Ingen pension. Overarbejde, som ikke afspadseres. Underbemandede produktioner og budgetter, der er så stramme, at hver en krone skal vendes.

Sådan har det været længe, men i 2019 bekræftede en rapport lavet af DJ, at det psykiske arbejdsmiljø for de omkring 1.600 film- og tv-medlemmer på næsten alle parametre er dårligere end gennemsnittet i andre brancher.

”Ser man på den nøgne løn, er den egentlig ok. Men de øvrige vilkår halter.”

Marianne Molin, faglig konsulent, DJ

”Ser man på den nøgne løn, er den egentlig ok. Men de øvrige vilkår halter,” siger Marianne Molin, faglig konsulent i DJ.

Hun fortæller, at en projektansat tv-tilrettelægger typisk tjener omkring 35.000 kroner om måneden.

”Det lyder jo umiddelbart fint, men regner man timelønnen ud, er den ret dårlig,” siger hun.

Arbejdstiden er ofte mere end 37 timer om ugen, og mange steder kan de korttidsansatte ikke afspadsere eller få betaling for overarbejdstid.

”Ofte er de ikke omfattet af firmaets barselsordning. Ledighedsperioder mellem kontrakterne skal de også selv finansiere,” forklarer Marianne Molin.
Hun understreger, at enkelte selskaber og redaktioner har ordentlige og gode ordninger.

”Men det er langtfra alle. Og bredt set oplever jeg ikke, at det er blevet bedre,” vurderer Marianne Molin.

Økonomisk boom

DJ-medlemmernes forringede arbejdsmiljø står i skarp kontrast til produktionsselskabernes økonomiske fremgang de seneste år. Faktisk står de største selskaber midt i en økonomisk guldalder.

Morten W. Langer, chefredaktør på Økonomisk Ugebrev, har for Journalisten gennemgået 15 af de største produktionsselskabers seneste regnskab og konkluderer, at de har ”en god og solid økonomi”.

Han forklarer, at med den aktuelt lave rente anses et afkast på 5 procent af den investerede kapital for at være et godt resultat. De 15 produktionsselskaber er med et gennemsnitligt afkast på over 16 procent oppe i en helt anden liga.

”Et afkast på over 16 procent er markant højere end gennemsnittet i det danske erhvervsliv,” siger Morten W. Langer.

”Det er ret tankevækkende, at alle selskaber giver overskud – og nogle af dem faktisk meget solide overskud.”

Morten W. Langer, chefredaktør på Økonomisk Ugebrev

Størst overskud i seneste regnskab havde Metronome og Mastiff, der begge endte med et overskud efter skat på 20,9 millioner kroner.

På tredjepladsen ligger Blu med et overskud efter skat på 15,2 millioner kroner. Samlet tjener selskaberne i optællingen næsten dobbelt så meget, som de gjorde i 2015.

”Det er ret tankevækkende, at alle selskaber giver overskud – og nogle af dem faktisk meget solide overskud,” siger Morten W. Langer.

 

 

Frygter brokkerøv-stempel

Men for de kontraktansatte som klipper Niels Ostenfeld er det svært at få øje på forbedringerne. De mærker ikke, at tv-markedet boomer, fordi kanaler og streamingtjenester hælder flere penge ud til tv-produktionsselskaberne.

Journalisten har talt med 15 DJ-medlemmer, der arbejder eller indtil for nylig har arbejdet i tv-branchen. Fire af dem har valgt at stå frem med navn.

Andre ønsker kun at udtale sig anonymt, fordi de frygter ikke at få den næste kontrakt, hvis de siger deres ærlige mening. De er i mange tilfælde meget påpasselige med at undgå, at Journalisten bringer oplysninger, der kan afsløre deres identitet.

”Det værste, der kan ske, er, at man bliver stemplet som en brokkerøv. Du skal konstant have ja-hatten på,” siger et DJ-medlem, der ønsker at være anonym.

Medlemmernes frygt for at blive sat i bås som besværlige eller utaknemmelige betyder, at selskaberne ikke altid hører om problemerne med arbejdsmiljøet. De fleste medlemmer, der henvender sig til DJ, efterspørger nemlig kun rådgivning – de ønsker ikke nødvendigvis, at DJ skal køre en sag, forklarer Marianne Molin.

Til Journalisten fortæller medlemmerne, at budgetterne på produktionerne ofte er spændt til det yderste, og at der derfor skal spares, hvor det overhovedet er muligt. Det kan være småbeløb på kameraudstyr, fortæring eller hotelovernatninger. Det kan også være store ting som færre optagedage eller klippedage.

”De siger tit, at der alligevel ikke er så mange penge, og så må vi spinke og spare,” siger en tilrettelægger.

”Nogle gange skal man diskutere, om man på en produktion kan få 2.000 kroner mere om måneden. Det er mange penge for mig, men det burde være et greb i lommen for dem,” siger en redaktionschef.

Ifølge en ung tilrettelægger, der ønsker at være anonym, er argumentet altid, at ”der ikke er råd”. Han fortæller, at han som relativt grøn i branchen har stået alene som tilrettelægger på et program, der fulgte en række medvirkende over en periode på seks-otte måneder.

”Lige meget hvad der skete i deres liv, skulle jeg være klar til at rykke ud og følge dem. Flere på produktionen blev syge med stress, så der var ikke andre end mig til at tage af sted. Jeg har ofte været på optagelser lørdage, søndage og aftener, og jeg har aldrig fået en krone ekstra for det. Der var ingen overarbejdstillæg, ingen afspadsering, ingen pension – ingenting,” fortæller han.

Til sidst fik han også selv stresssymptomer som søvnproblemer, angst, hjertebanken og lavt overskud. Og efter kun få år i tv-branchen har han allerede seriøse overvejelser om at søge væk.

”Jeg er virkelig chokeret over, hvor heftigt og benhårdt det er,” siger han.

”Og når jeg har forsøgt at udtrykke mine frustrationer, har jeg fået at vide, at hvis jeg brokker mig, så ryger jeg ud – så står der en anden klar til at tage jobbet.”

Hurtigt ind, hurtigt ud

Tv-tilrettelægger Camilla Metelmann er en af dem, som gennem årene har forsøgt at råbe op om de urimelige arbejdsvilkår i branchen. Også hun oplever, at det er svært at stige i løn.

”Beskeden er altid: ’Jeg skal se, om jeg kan finde pengene’. Jeg kunne godt undvære lønstigningen, hvis bare der var bedre tid, men det får vi på gulvet ikke,” siger hun.

Hendes erfaring er, at det ikke nødvendigvis giver mere sikkerhed at have været på kontrakt samme sted i lang tid. Nogle kan være kontraktansat i både fem og ti år, uden at det fører til en fastansættelse.

”Mange bliver ved med at være i prøveperioden og kan opsiges med 14 dages varsel – selv om man måske er på sin femte kontrakt samme sted.”

Camilla Metelmann, tv-tilrettelægger

”Mange bliver ved med at være i prøveperioden og kan opsiges med 14 dages varsel – selv om man måske er på sin femte kontrakt samme sted,” siger Camilla Metelmann.

Tv-branchens guldalder kan ikke mærkes på gulvet 4

↑ Camilla Metelmann har erfaret, at en kontrakt det samme sted i lang tid ikke nødvendigvis resulterer i en fastansættelse. Foto: Jonas Pryner Andersen.

At ryge ud med kort varsel har videojournalist Nanna Sarauw oplevet. Hun har været i branchen siden 2005 og oplevede for nogle år siden at blive fyret på sms fire dage inde i en 40 dages kontrakt med et produktionsselskab, der havde fået en klage over hende.

”Det var første gang, jeg tænkte, at jeg ikke havde lyst til den branche mere. Man bliver ikke taget hånd om,” siger Nanna Sarauw, der beskriver tv-branchen som et cowboyland.

”Man er ikke beskyttet og skal selv sikre sig i hoved og røv.”

I starten af sin karriere fik Nanna Sarauw typisk fire-fem måneders kontrakter, og hun gik tit fra kontrakt til kontrakt i samme selskab. Men over årene er kontrakterne blevet kortere og vilkårene værre, siger hun.

”På et tidspunkt lavede jeg et datingprogram, hvor jeg var ansat på 10-dages kontrakter med arbejdsdage fra 7 morgen til 2 om natten. Det lyder jo som et lortejob, og det var det på mange måder også. Men jeg elskede at være sammen med de medvirkende,” siger Nanna Sarauw.

Men kravene til, hvad hun skal levere som VJ, er steget betydeligt. Hun skal være den perfekte fotograf, tilrettelægger, lydmand og lysmand. På den seneste produktion for to år siden, inden hun begyndte at opgive tv-branchen, var helt slemt.

”De forventede nærmest, at materialet kom færdigklippet ud af kameraet,” siger Nanna Sarauw.

Du sender lorten videre

Allerede i 2014 viste en undersøgelse blandt Film og Tv-Gruppens medlemmer, at der var behov for mere realistiske budgetter og produktionsplaner. Hvis en produktion mangler penge eller tid, kan det nemlig sætte en kædereaktion i gang, der rammer hele redaktionen.

Casterne får færre dage til at finde medvirkende, og der bliver skåret i antallet af optagedage eller folk på holdet. Til sidst modtager klipperen materiale, som kræver mere redigering end lovet.

På Niels Ostenfelds seneste tv-job havde produktionslederen lovet, at han fik en nedklippet version af programmet. Men da Niels Ostenfeld mødte op, var intet som lovet.

”’Vi har været lidt udfordret,’ lød forklaringen. Jeg mistænkte, at de havde solgt det for billigt, siden alt pludselig var så skrabet. Og så blev det hurtigt til, at det var mig som klipper, der skulle løse problemet,” fortæller han.

Den type situationer kan Thomas Heurlin desværre godt genkende. Han er direktør for Impact TV, et af de små produktionsselskaber, og forklarer, at produktionsselskaberne ofte bøjer sig for urimelige krav fra broadcasterne for at få ordrer.

”Ofte tør de ikke sige nej, selv om budgettet er for stramt – så hellere hugge en hæl og klippe en tå og presse medarbejderne til at løbe hurtigere. Det har jeg da også selv gjort. Men dermed sender du jo lorten videre. På et tidspunkt var halvdelen af mit firma nede med stress,” siger han.

Men for folk på gulvet kan det tit være svært at gennemskue, hvorfor der ikke er råd til mere.

”Vi kan godt undre os og snakke om det på redaktionerne, men der bliver ikke talt åbent om det,” siger Camilla Metelmann.

Klipper Niels Ostenfeld har et bud på en forklaring:

”Nogen skal jo tjene pengene, og hovedparten af selskaberne er ejet af kæmpestore multinationale konglomerater,” siger han.

Den suverænt største spiller på det danske tv-marked er franske Banijay, der købte Nordisk Film TV i 2009 og Mastiff i 2015. I år overtog Banijay også kontrollen med Metronome. Derudover hører produktionsselskaberne Pineapple Entertainment og Respirator også under Banijay.

Alle Banijays selskaber i Danmark giver overskud. Men Banijay ønsker ikke at svare på, om det store overskud vil gavne de løst- og fastansatte i koncernen. Metronome og Mastiff har også afvist at medvirke.

Dybt bekymrende

Forelagt den solide økonomi i de største produktionsselskaber siger formand i Dansk Journalistforbund Tine Johansen, at hun også har bemærket, at der har været medvind i produktionsmiljøet de seneste år.

”Der er ingen tvivl om, at det er gået godt,” siger hun.

Derfor er det ifølge hende ”dybt bekymrende”, at de gode tider ikke kan mærkes tydeligere blandt medlemmerne på gulvet.

”Når der er overskud i en branche, er der endnu mere grund til, at ordentlige vilkår og ordentligt arbejdsmiljø bør stå øverst på dagsordenen.”

Tine Johansen, formand, DJ

”Når der er overskud i en branche, er der endnu mere grund til, at ordentlige vilkår og ordentligt arbejdsmiljø bør stå øverst på dagsordenen,” siger Tine Johansen, der tager det forbehold, at 2020 har været et særligt år på grund af corona.

Hun forklarer, at DJ siden 2016 har haft ’ambassadører’ på nogle af produktionsselskaberne, som et slags bindeled mellem forbundet og medlemmerne. Producentforeningen og DJ er også gået sammen om at udbyde lederkurser med fokus på arbejdsmiljøet.

Hvad synes du, at selskaberne skulle bruge deres flotte overskud på?

”Hvis mennesker ansat på korte kontrakter arbejder solen sort, så er der jo først og fremmest brug for flere hænder,” siger Tine Johansen.

Selskaberne kan ikke genkende billedet

Ingen af direktørerne i tre af de største produktionsselskaber mener, at arbejdsmiljøet er blevet hårdere i netop deres firma. Faktisk er forholdene blev bedre, og flere er blevet fastansat, forklarer de.

”Det betyder ikke, at branchen er perfekt – den er stadig udfordret. Men jeg kan ikke genkende, at udviklingen går mod værre arbejdsmiljø,” siger Anne Brostrøm, administrerende direktør i Blu.

Hun fortæller, at Blu, der blandt andet laver ’X Factor’, ’Forsidefruer’ og ’Landmand søger kærlighed’, har haft solid vækst de seneste otte år. Der er i samme periode kommet et trivselsudvalg, stresspolitik og barselsordning.

”Det betyder ikke, at branchen er perfekt – den er stadig udfordret. Men jeg kan ikke genkende, at udviklingen går mod værre arbejdsmiljø.”

Anne Brostrøm, adm. direktør, Blu

Ifølge Anne Brostrøm har freelancere også ret til afspadsering.

”Hvis man for eksempel har været på optagelse i weekenden, så holder man mandag og tirsdag fri,” siger hun.

Heller ikke René Szczyrbak, STV’s administrerende direktør og stifter, genkender, at arbejdsmiljøet er blevet hårdere.

”Vores tillidsrepræsentant synes heller ikke, vi har noget at skamme os over. Men det betyder ikke, at det ikke kan være sådan andre steder,” siger han.

Ganske få produktionsselskaber har tilsluttet sig Producentforeningens overenskomst med DJ. Kun STV og Warner har en DJ-tillidsrepræsentant.

TV laver blandt andet ’Aftenshowet’ og ’Danmarks Indsamling’ og havde i sidste regnskab et afkast på 21 procent.

”Jeg skal sandelig ikke klage – det er en rigtig god udvikling,” siger René Szczyrbak og fortæller, at omkring halvdelen af selskabets cirka 100 årsværk i dag er fastansat – og andelen vil stige i 2021.

”Men det er ikke et overskud, der afstedkommer lønfest, heller ikke på direktionsgangen. Vores overskud er det, der gør, at vi kan udvikle nye programmer,” forklarer han.

Ordnede forhold, men ikke overenskomst

Nordisk Film TV’s administrerende direktør, Ulrik Jørgensen, har ikke talt efter, men oplyser, at omkring halvdelen af hans medarbejdere er fastansat. Resten er freelancere eller kontraktansatte.

Kan de kontraktansatte afspadsere, hvis de har arbejdet for meget?

”De fleste er ansat på en aftale om, at man leverer den arbejdstid, der er brug for på projektet,” siger han og forklarer, at arbejdstiden varierer fra uge til uge, men at medarbejdere ansat på kortere kontrakter normalt får en højere løn end fastansatte.

”Jo kortere kontrakt, jo højere løn.”

Ifølge Ulrik Jørgensen oplevede Nordisk Film TV for nogle år siden, at der kom et øget pres på budgetterne fra de kanaler, de leverer til.

”Men de senere år har vi ikke oplevet, at det er blevet yderligere presset,” siger han.

Han understreger, at de har en husaftale, der sikrer ordnede forhold og regulerer folks arbejdstid, tillæg og pension.

Men at der skulle være gode vilkår for freelancerne på Nordisk Film TV, kan journalist Maria Højgaard Andersen ikke genkende.

Hun begyndte i tv-branchen i 2015 og arbejdede frem til 2018 blandt andet for netop Nordisk Film TV, til sidst som freelanceansat på ’Go’ Morgen Danmark’, som Nordisk Film TV laver for TV 2.

”På ’Go’ Morgen Danmark’ blev en kollega ramt af stress. Hun blev bare erstattet af en ny. Det var en intern joke på redaktionen, hvem der senest var gået ned med stress,” husker Maria Højgaard Andersen.

 

↑ Maria Højgaard Andersen har valgt at forlade tv-branchen og blive smed, som hun betragter som en diametral modsætning til tv-branchen, når det kommer til arbejdsforhold. Foto: Jonas Pryner Andersen.

 

Dengang havde Nordisk Film TV også medarbejderforening og husaftale. Men ikke nogen tillidsmand – med den beskyttelse, det normalt giver.

”Hvis et stort sted som Nordisk Film TV mener, at de gør det så godt, hvorfor får de så ikke en overenskomst?” spørger Maria Højgaard Andersen.

Ulrik Jørgensen fra Nordisk Film TV afviser at svare på spørgsmålet. Han skriver i en mail, at Maria Højgaard Andersens historie er uaktuel og i øvrigt en personalesag.

Hellere smed end tv-tilrettelægger

Til sidst blev Maria Højgaard Andersen så træt af den lave løn og de stressede arbejdsbetingelser, at hun valgte at skifte branche. Nu uddanner hun sig til smed.

”Jeg valgte smed, fordi der er lav ledighed, fin løn og stabile arbejdsforhold. Det er den diametrale modsætning til tv-branchen,” forklarer hun.

Når hun i dag skal beskrive sit forhold til tv-branchen, er det som et dårligt parforhold.

”Det er den type mænd, der siger ’jeg er vild med dig, men jeg er ikke klar til et fast forhold – vent, så skal det nok blive til noget’. På et tidspunkt fik jeg bare nok af det.”

Det var forbundet med sorg at forlade fællesskabet med kollegerne i tv-branchen. Men arbejdsvilkårene savner hun ikke.

”I tv-branchen må alle kæmpe for sig selv. Du har ikke noget at stå imod med, og det giver cheferne større magt, end de har andre steder.”

Maria Højgaard Andersen, tidligere tv-tilrettelægger

”I tv-branchen må alle kæmpe for sig selv. Du har ikke noget at stå imod med, og det giver cheferne større magt, end de har andre steder,” siger hun.

Også Niels Ostenfeld er på det seneste begyndt at søge nye græsgange som klipper. Han laver i dag mere fiktion og siger nej til tv-opgaver på urimelige vilkår. Det giver færre dage, hvor han kommer sur og frustreret hjem fra arbejde. Og det er hans kæreste glad for.

”Min kæreste har faktisk en liste over tv-produktionsselskaber og folk, som hun har nedlagt forbud mod, at jeg arbejder for. Fordi jeg bliver i så dårligt humør af det. Det gider hun ikke,” griner Niels Ostenfeld.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen