Du har formentlig hørt om proletariatet. Og du kender sikkert også ordet ’prekær’, der betyder usikker eller vanskelig. Men kender du fusionen af de to ord – ’prekariatet’?

Det bør du, ifølge den britiske økonom og professor Guy Standing. Han har skrevet flere bøger om prekariatet, der ifølge ham er en ny og voksende klasse i samfundet. Og også i mediebranchen. 

Begrebet dækker over en gruppe mennesker, der befinder sig på et arbejdsmarked, hvor de faste ansættelser bliver færre, og de løse ansættelser bliver flere. Det betyder, at flere lever og arbejder under usikre – prekære – vilkår med skiftende korte ansættelser eller freelancejobs, der hverken fører til fastansættelse, stabil indkomst eller social beskyttelse. 

”Jeg tror, at især unge journalister og andre i mediebranchen forstår, hvad prekariatet er. For enten er de allerede selv en del af prekariatet. Eller også har de været det eller forestiller sig, at de sikkert sagtens kan blive det i fremtiden,” siger Guy Standing, da Journalisten møder ham under et besøg i København.

En realitet, at prekariatet vokser

Inden vi går videre, er det vigtigt at slå fast, at det såkaldte prekariat ikke nødvendigvis er en gruppe mennesker, man skal have ondt af. De er ikke alle sammen ofre for omstændigheder uden for deres kontrol. 

Men nogle af dem er. Gruppen inkluderer i Guy Standings definition blandt andet marginaliserede lavtuddannede fra den traditionelle arbejderklasse, hvis job måske er forsvundet som en del af globaliseringen. Den inkluderer også migranter og flygtninge på kanten af samfundet. 

[quote:1]Men samtidig tæller gruppen af prekære arbejdere også unge veluddannede akademikere og andre med en lang eller mellemlang uddannelse. Folk, der enten ikke kan finde fodfæste på et arbejdsmarked præget af færre faste stillinger, som er blevet skubbet helt ud af det, eller som måske endda selv har valgt at stå uden for det traditionelle arbejdsmarked.

”Det er tit kreative og hårdtarbejdende mennesker, der gerne vil skrue deres egen individuelle karriere sammen, og som ikke nødvendigvis ser et almindeligt lønarbejde som vejen til Nirvana. De drømmer ikke bare om at vende tilbage til en tid, hvor man kunne forvente at sidde i det samme stabile job i 30 år,” siger Guy Standing. 

Men, tilføjer han: 

”Alle de goder, som folk med fast ansættelse har – betalt ferie, ret til barsel, pension og så videre – dem har prekariatet jo ikke. Og samtidig kan de aldrig være sikre på, om den løn, de får i dag, er den samme næste måned eller næste år. Så usikkerheden stiger. Og det er dén, vi er nødt til at fokusere på. For det er en realitet i Danmark og mange andre lande, at prekariatet vokser,” mener han.  

[gallery:0]Næsten en tredjedel er ansat i ”atypiske ansættelser”

I dag er næsten hver tredje beskæftigede på det danske arbejdsmarked ansat på anderledes vilkår end dem, der har en traditionel fast fuldtidsstilling. Det viser en undersøgelse omtalt af Magasinet Arbejdsmiljø i oktober, som arbejdsmarkedsforsker på Syddansk Universitet Steen Scheuer har lavet for LO. 

De ”atypiske ansættelser” – som LO kalder dem – tæller blandt andet projektansatte, freelancere, vikarer, solo-selvstændige, tidsbegrænsede- og deltidsansatte. 

Også inden for Dansk Journalistforbunds område går udviklingen i retning af flere freelancere og færre fastansatte. I starten af 2017 var der anslået godt 2.700 freelancere i Dansk Journalistforbund. Det svarer til 22,8 procent af den del af medlemmerne, der er på arbejdsmarkedet. For 10 år siden udgjorde freelancerne 17,1 procent af medlemmerne på arbejdsmarkedet.

En analyse fra Slots- og Kulturstyrelsen fra 2016 peger i samme retning. Den sammenligner otte delbrancher i medieverdenen og konkluderer, at uafhængig journalistvirksomhed – som det hedder – har oplevet den største relative vækst i antal årsværk i perioden 2011-2014. Til gengæld bliver der færre fastansatte. For eksempel var der ifølge Slots- og Kulturstyrelsen i 2014 præcis 487 færre journalistuddannede på danske dagblade end i 2008. Det svarer til et fald på 32 procent på seks år.

En eksistentiel usikkerhed

Én af de ting, der ifølge Guy Standing er centralt for at forstå mange prekære arbejderes situation, er, at de hele tiden må bruge en stor del af deres arbejdstid på at skaffe nyt arbejde. 

”Det er arbejde, som ikke optræder i statistikkerne, og som de ikke bliver betalt for. Men som de er nødt til at udføre. De er nødt til hele tiden at pitche idéer – hvilket de ikke bliver betalt for – til at videreuddanne sig, holde sig til, søge jobs og lave dårligt betalt arbejde for at forbedre deres CV. Og så skal de networke, for hvis de ikke konstant networker, så misser de måske muligheder. Alt det her er jo arbejde. Det er latterligt at påstå andet! Men vi har ikke nogen statistikker, der afspejler, at dét er virkeligheden for prekariatet,” siger Guy Standing. 

Ifølge ham betyder mange freelanceres konstante jagt på nyt arbejde, at de kommer til at lide af det, han betegner som ”the precariatized mind”. En slags forvirringstilstand. 

”Du ved aldrig, hvordan du bedst bruger din tid. Skal du gøre lidt mere af det her, og i stedet lidt mindre af det her? Du gør lidt det ene og lidt det andet – men du føler hele tiden, at du måske træffer de forkerte beslutninger. Og du arbejder for meget. For du ved, at en enkelt fejl – et enkelt dyk i din indkomst – måske kan starte en nedadgående spiral og resultere i, at du mister kontrollen,” siger han. 

Ud over økonomisk og jobmæssig usikkerhed mener Guy Standing også, at skiftende løsansættelser og forskellige arbejdsgivere kan være med til at skabe en slags eksistentiel usikkerhed. En mangel på erhvervsbaseret identitet og tilhørsforhold. 

”En del af prekariatet befinder sig på kanten eller i periferien af arbejdsmarkedet. De føler sig ikke som fuldgyldige medlemmer. Og mange har ikke en klar følelse af, hvor de karrieremæssigt er på vej hen. De er måske journalister i dag, men de forventer ikke nødvendigvis at være journalister i fremtiden,” siger han. 

Fagforeningerne kan ikke klare det alene

Guy Standing lægger ikke skjul på, at hans projekt er politisk. Han bruger blandt andet sin analyse af prekariatet og dets vilkår til at argumentere for indførelse af borgerløn og en grundlæggende reform af det politiske system og de gamle fagforeninger. 

”Jeg har altid været fortaler for fagforeninger. Fagforeninger er helt essentielle i den nye klassestruktur. Men de er nødt til at ændre sig. De er nødt til at begynde at forstå prekariatets virkelighed bedre. Idéen om for eksempel at ville have alle tilbage på kollektive overenskomster er ikke at forstå prekariatets natur,” siger han.  

Men fagforeningerne kan ikke klare det alene, understreger Guy Standing. 

[quote:0]”Mit budskab til fagforeningerne vil være: I er nødt til at kræve, at jeres regeringer ændrer deres arbejdsmarkedsstatistikker. Så de faktisk begynder at afspejle virkeligheden. For det eneste, jeg ved om statistikkerne i Danmark, i Storbritannien og alle mulige andre steder i dag, er, at de tager fejl og er vildledende. Og derfor misforstår vi strukturen på vores arbejdsmarkeder,” siger han.

Hvordan kan medlemmerne af prekariatet – for eksempel en freelancejournalist, der ikke nødvendigvis drømmer om et fast job – hjælpe sig selv til et mindre usikkert arbejdsliv?  

”Alle, der føler, at de er en del af prekariatet, bør gå sammen og danne deres egne foreninger og klubber. Hvilket journalister også har gjort i en lang række lande. Mange i prekariatet føler selvfølgelig, at de risikerer at blive endnu mere marginaliseret og skubbet ud alene ved at sige fra og kræve bedre forhold. Men hvis man gør det som en gruppe, så står man stærkere,” siger han.  

Har det enkelte individ ikke også et ansvar for måske slet ikke at søge ind i en usikker branche som mediebranchen, hvis man gerne vil undgå et usikkert arbejdsliv?

”Det er et interessant aspekt. Men jeg tror, at den prekariatiserede virkelighed betyder, at vi alle sammen er nødt til at have mere end én kasket. Vi har flere roller og flere kasketter i vores arbejdsliv. Og det er jo fantastisk! Men det lægger et stort pres på folk. Og det skaber en masse usikkerhed. Det er den usikkerhed, vi er nødt til at adressere,” mener Guy Standing.