Åsne Seierstads nye bog, To søstre, er en fortælling om radikalisering. En fortælling om to søstre, der pludselig forlader deres hjem i Norge for at rejse til Syrien og tilslutte sig Islamisk Stat.
Og så er To søstre litterær journalistik. Åsne Seierstad fletter både dufte, smage og tanker ind i fortællingen. En detaljegrad, man kender fra prosa. Detaljer, der tidligere har ført til, at Åsne Seierstad er blevet spurgt: ”Hvor ved du det fra?”
Bagest i bogen er der derfor et ti sider langt efterord om bogens tilblivelse, og hvor informationerne stammer fra. Det samme gjorde hun med sin forrige bog, En af os, om Anders Behring Breivik.
”Med Boghandleren i Kabul (udgivet i 2002, red.) fik jeg flere spørgsmål. Der var formen lidt nyere, og der havde jeg ikke et udfyldende efterord,” siger Åsne Seierstad.
Alt må være vandtæt
Hun understreger, at sproget er litterært, men indhold og research journalistik.
”Det er en misforståelse, at litterær journalistik er en blanding af fakta og fiktion. Det er fakta tjekket på alle leder og kanter,” siger Åsne Seierstad.
Er efterordet med for at sikre, at folk ikke sætter spørgsmålstegn ved bogens informationer?
”Det er med, fordi jeg tror, det er det rigtige at gøre. Men det er også, fordi folk stiller spørgsmål. Alt må være vandtæt. Det er godt og meget legitimt med spørgsmålet ‘Hvordan kunne du vide det?’ Men jeg skal have et svar,” siger hun.
Forfatterlig forsigtighed
Boghandleren i Kabul udløste ikke kun spørgsmål til den journalistiske metode, men også et juridisk efterspil. Boghandleren mente, at forfatteren var gået for tæt på og frembragte et skævt billede af ham og hans familie. Med To søstre portrætterer Åsne Seierstad igen en familie.
Hvordan har efterspillet efter Boghandleren i Kabul påvirket, hvordan du har arbejdet med To søstre?
”Blandt andet at alle hovedpersoner har fået lov til at læse deres del igennem og korrigere fejl. Men sådan har det egentlig været med alle bøger siden Boghandleren i Kabul. Man kan have én sag som den, men man kan ikke have to. Så det er helt i min egen interesse, at jeg gør det. Hvis der er uenighed om noget, så tager vi den, før bogen kommer ud,” siger Åsne Seierstad.
Når kilderne lyver
En af de ting, der kunne have ført til uenigheder, var faren, Sadiqs udgave af virkeligheden. Første udkast af bogen handlede i højere grad end den endelige version om Sadiqs rejse efter døtrene til Syrien. Halvvejs gennem arbejdet med bogen begyndte hans historie at falde fra hinanden.
Det var løgn, at pigerne var blevet tvunget til Syrien. Løgn at de havde forsøgt at flygte. Og løgn at de ønskede at vende tilbage til Norge.
Åsne Seierstad har valgt at nævne Sadiqs løgne i bogen – med hans tilladelse.
”Det var en balancegang. Hvor meget skal man have med af det usande, han har fortalt? Jeg skulle jo ikke begå karakterdrab af den stakkels far. Men Sadiqs vildfarelse er en del af historien om, hvad der kan ske med en far, når han bliver så desperat. Det var klart, at jeg måtte have det med,” siger Åsne Seierstad, der alligevel måtte tage halvdelen af bogen ud.
Journalistisk sprog er ikke fantasifuldt
Bogen åbner med en beskrivelse af en morgen. Den morgen, der blev til den eftermiddag, hvor de to piger, Ayan og Leila, ikke kom hjem.
Åsne Seierstad beskriver morgenens søskendedrillerier og småskænderier. Hun beskriver, hvordan olivenolien hældes i cirkler ned over bønnepuréen, og hvordan hijaben svøbes om håret. Detaljerne er med for at tvinge læseren ind i beretningen.
”I bedste fald skal du som læser være så meget inde i historien, at du forstår, at de gør det. Du skal læse og tænke "selvfølgelig rejste de, det er jo helt logisk,” siger Åsne Seierstad.
Forsiden af To søstre. Omslagsdesign: Simon Lilholt
Den effekt, mener hun ikke, historien ville have, hvis den var fortalt mere traditionelt journalistisk.
”Det journalistiske sprog er ikke fantasifuldt. Det er fattigere, mere klichéfyldt og ofte gentagende. Mit sprog er jo egentlig ganske enkelt, men jeg har arbejdet med at det skal flyde fint,” siger hun.
Kan man ikke det i traditionel journalistik?
”Jo, det kan man sikkert. Men en ting er sproget, en anden ting er opbygningen. Det er vel formen, som adskiller sig mest fra en artikel. I en avisartikel ville detaljer som dem i bogen fylde hele artiklen. Så ville man aldrig nå til hovedpointen. En bog giver plads, tid og mulighed til at gå i detaljer.”
Farvede minder
Et af de sproglige redskaber, Åsne Seierstad har brugt for at gøre fortællingen levende og fængslende, er rekonstruktioner.
”Jeg beskriver, hvordan det ser ud og bygger scener op. Det er vigtigt i en bog med fortællende journalistik. Hvis ikke der er en setting, kan man ikke leve sig ind i det,” siger hun.
Udover rekonstruerede beskrivelser af ydre ting, har Åsne Seierstad også beskrevet tanker. Primært faren, Sadiqs.
Mange vil sige, at når du beder nogen om at fortælle deres tanker, så vil det være påvirket af, hvornår de bliver spurgt, og hvad der er sket siden da. Hvordan kan man vide, om man refererer det rigtige, når man refererer tanker?
”Det kan man jo aldrig vide. Det, der er vigtigt, er at tage højde for, at folk vil farve deres minder.”
Hvordan tager man højde for det?
”Man må bruge livserfaring, tæft og journalistisk metode. Spørge igen og spørge på forskellige måder.”
Du er ikke bange for, at læseren kommer i tvivl?
”Nej, det er jeg ikke. Men ære være dem, hvis de tænker ”Gud hvordan vidste hun det?” Det er kun fint, hvis de stiller kritiske spørgsmål.”
Mere frihed i forfatterskabet
Åsne Seierstad har i sin karriere vekslet mellem forfatterskab og journalistik. Inden forfatterdebuten arbejdede hun i syv år som journalist.
”Det er længde, dybde og format, der adskiller de to. Når du arbejder med almindelig journalistik, må du snakke med mange forskellige mennesker, og du får ikke altid baggrunden med. Det bliver en komprimeret udgave af, hvem du har mødt. Det er måske ikke mere overfladisk, men formen er bare helt anderledes,” siger Åsne Seierstad.
Bliver journalistikken på den måde sort/hvid?
”Ikke nødvendigvis. Det er bare to forskellige ting. Og vi behøver begge dele. Artikler var en af mine vigtigste informationskilder, til hvad der skete i Syrien. Og på samme måde, vil en journalist, der dækker emnet, kunne bruge min bog til baggrund,” siger Åsne Seierstad.
Udover formatet, er noget af det, der adskiller sig ved arbejdet som forfatter, den større frihed.
”I presseverdenen har man redaktørplakaten (ligesom de presseetiske regler, red.). I forlagsverdenen findes der ikke sådan en plakat. Så vi må selv tage en etisk vurdering og har på den måde frihed til at gå dybere med tingene. Jeg har ingen redaktør som på samme måde er ansvarlig,” siger Åsne Seierstad.
Har du i forbindelse med To søstre stået over for noget, hvor du har været på grænsen af dagspressens regler? Eller brudt dem?
”Der er nogen historier, som jeg ikke har samtykke til. Jeg nævner for eksempel disse islamister, og hvordan de misbruger unge kvinder. Der er jeg gået længere, end pressen ville turde,” siger Åsne Seierstad.
Hvilke overvejelser havde du i forhold til det?
“Jeg synes, at det er en meget vigtig historie, og at det må frem, for måske at undgå at andre bliver lokket ind i det.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg savner som professionel sprogarbejder den basale tilføjelse, at det er den danske oversættelse, der lige er udkommet - mens den norske originaludgave for længst er udkommet. Det savner jeg dels fordi jeg som tidligere Seierstad-oversætter til spansk kunne have været interesseret i at byde ind på den danske oversættelse.
Og dels som udtryk for respekt for oversætteren.