I den netop udkomne bog '99 Lyserøde Elefanter' beskriver Kate Bluhme, Jytte Hilden og Lene Frøslev en række kvinder, der igennem historien er trådt ind på områder, der hovedsageligt har været mandsdomineret.
Nina Bang, der var den første kvindelige minister i verden, er en af de kvinder, som er med i bogen. Ud over at være politiker var hun også journalist.
»Når vi synes, det er interessant at bringe Nina Bang frem i bogen, så er det blandt andet på grund af den diskussion, der har kørt i foråret om, hvem det er, der vinder priserne i vores fag. Det er graverjournalister, gravergrupper og mænd. Men det er jo noget sludder, at kvinder ikke er graverjournalister. Når du læser den artikel, Nina Bang skrev for 101 år siden til Journalisten, så fremgår det jo klart af den måde, hun griber tingene an på, at hun er graverjournalist,« siger Kate Bluhme.
Langt mellem de kvindelige journalister
Kate Bluhme fortæller, at kvindelige journalister bestemt ikke hang på træerne i 1913, da artiklen af Nina Bang blev bragt i Journalisten. Men forfatterne har også valgt at tage Nina Bang med i bogen, fordi hun egentlig ikke var kendt for sin journalistik.
»Nina Bang var Danmarks og verdens første kvindelige minister. Men det er meget få, der ved, at hun rent faktisk levede af at være journalist. Det er jo sjovt,« siger Kate Bluhme og fortsætter:
»Nina Bang gravede to af de største erhvervssager frem i begyndelsen af 1900-tallet, blandt andet Landmandsbankens krak i 1922. Hun brugte de samme metoder, som jeg selv blev undervist i som journalist. Jeg har også siddet og læst avisklip igennem i tiden før aktindsigt og internet. Det gjorde Nina Bang ud i det ekstreme. Hun bladrede for eksempel 30 års eksemplarer af Berlingske igennem for at finde mødereferater. Så hun var i høj grad graverjournalist.«
Graverjournalistikken har altid været der
Kate Bluhme fortæller, at de i bogen også fremhæver andre kvinder i mediefaget, som tidligt har formået at bevæge sig ind i en ellers mandsdomineret branche.
»Vi har også Laura Aller med. Hun stiftede Aller-koncernen sammen med sin mand. Og så har vi Loulou Lassen, der i mange år var den eneste kvindelige journalist på Politiken, med. Og Emma Gad. Hun var også journalist på Politiken. Det er der heller ikke mange, der ved,« siger Kate Bluhme.
Hun fortæller, at bogen kort og godt handler om at formidle, at verden ikke begyndte i går.
»Journalistikken og graverjournalistikken blev ikke opfundet i går. Den har altid været der. Alle de positioner og rettigheder, vi har, som kvinder først og fremmest, det er noget, nogen har kæmpet for. Nogen har givet den en skalle, før vi kom til,« understreger Kate Bluhme.
Vigtigt med forbilleder
Fælles for de fire kvinder i mediefaget, som er med i '99 Lyserøde Elefanter', er ifølge Kate Bluhme slid og dygtighed.
»De var vedholdende og modige. Og det gælder også for kvinder i dag. Det skal de være for at komme ind på de mandsdominerede områder i branchen,« siger hun.
Kate Bluhme mener, at det generelt ser »fornuftigt ud« for kvinder i den danske mediebranche i dag.
»Der er jo sket rigtig meget. Hvis du ser på det redaktionsbillede, hvor Nina Bang er den eneste kvinde, så var det jo sådan dengang. Sådan er det ikke i dag.«
Men for at holde fast i den udvikling mener Kate Bluhme blandt andet, at forbilleder som Nina Bang er enormt vigtige.
»Når man spørger, hvad kvinder skal gøre for at komme frem i dag, så skal de se sig om. De skal se på de kvinder, som de synes har gjort det virkelig godt. Hvad har de kvinder gjort? Hvad gør de? Det har været konklusionen på denne her diskussion, og derfor er Nina Bang altså ikke noget dårligt forbillede. Hun mistede også sin mand tidligt, og det har ikke været en dans på roser at være enlig mor dengang,« forklarer Kate Bluhme.
”Det vil piger jo så gerne arbejde med”
De tre kvindelige journalister, som er med i bogen, adskiller sig også ved ikke at sidde på de stofområder, der normalt forbindes med at være ’kvindestof’.
»Nina Bang lavede erhvervs- og økonomistof. Loulou Lassen var udenrigskorrespondent og lavede lægestof. Emma Gad lavede forbrugerstof, men det var ikke børn, skole og hjemmehygge,« forklarer Kate Bluhme.
Hun har selv været ude for at få tildelt det såkaldte kvindestof.
»Da jeg arbejdede på det, der dengang hed Aalborg Stiftstidende, fik jeg overdraget socialstoffet, efter at min mesterlære var færdig. En af redaktørerne sagde: Det vil piger jo så gerne arbejde med. Jeg hadede det som pesten. Det var røvsygt. Jeg ville meget hellere lave kriminalstof og politik. Jeg var ved at gå til i det lort. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg formåede at komme af med det, men det gjorde jeg altså efter lidt tid. Så der er sgu sket meget, men vi skal huske at sætte pris på det, for det er ikke kommet af sig selv,« fortæller Kate Bluhme.
Ikke feminist
Kate Bluhme understreger, at hun ikke er feminist, men gik ind i projektet, fordi det var en sjov udfordring at stille sig selv.
»Jeg har jo set, hvad det er for nogle kampe, kvinder har måttet tage for at tilegne sig nogle positioner og rettigheder. Jeg var selv blandt de første kvinder på Aalborg Stiftstidende, der fik lov til at gå på arbejde i bukser. Så det er vigtigt, at de nuværende generationer er klar over, at tingene ikke kommer af sig selv. De skal passe på det, der er vundet og ikke sætte det over styr. Det gælder også i vores fag.«
Projektet består ud over bogen '99 Lyserøde Elefanter', der ikke kan købes, men downloades fra KVINFO.dk, af en turné rundt i Danmark i efteråret 2014 og i foråret 2015. Der skal også udpeges en elefant nummer 100 op til en fest, der afholdes den 5. juni 2015 i anledningen af 100-året for den grundlov, der gav kvinder stemmeret.
De forskellige arrangementer kan bl.a. følges på Facebook.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak til Maria for et loyalt interview. Jeg skylder dog lige at understrege, at vores bog, 99 lyserøde elefanter, er udgivet på baggrund af netop Nina Bangs 90 års jubilæum som minister, så hun er reelt bogens hovedperson. Der er også nævnt flere kvindelige mediepersoner end de fire, Maria refererer til. Jeg tør slet ikke tænke på de skideballer, vi havde fået, hvis vi havde overset f. eks. et fyrtårn i dansk dagspresse som Lisbeth Knudsen...