En offentlig kendt hemmelighed i det kinesiske kokkemiljø. Sådan beskriver journalist på Fagbladet 3F Susanne Junker det, at restauranter i Danmark udnytter den såkaldte beløbsordning til at få underbetalte kinesiske kokke til at arbejde for sig i Danmark.

Susanne Junker har sammen med sine kolleger på Fagbladet 3F Karsten Østergaard og journalistpraktikant Katrine Quvang Hansen afsløret, hvordan de danske myndigheder i årevis har kendt til udnyttelse af kinesiske kokke under beløbsordningen.

”I forgårs var jeg for eksempel nede på en sushi-restaurant, og jeg spurgte kokken, om han kendte til beløbsordningen, og han trak bare på smilebåndet og sagde: ”Ja, det gør jeg”. Da jeg spurgte, hvorfor han kendte til det, svarede han: ”Fordi jeg er kineser”,” siger Susanne Junker.

Startede med et tip

I en artikelserie beskriver Fagbladet 3F i disse dage, hvordan kinesiske kokke sover i restauranters kældre og baglokaler, og hvordan myndighederne mistænker, at de kinesiske kokke kan være ofre for menneskehandel til tvangsarbejde. Fagbladet beskriver ligeledes, hvordan der er omfattende snyd med beløbsordningen. Beløbsordningen er en måde, hvorpå personer uden for EU kan få arbejds- og opholdstilladelse i et EU-land.

Og faktisk startede det hele, da en kinesisk kok skrev til 3F i juni.

”Huashang Hong skrev til Fagbladet 3F på Facebook, fordi han havde brug for hjælp. Jeg dækker restaurationsbranchen, så den røg over til mig. ​Han vidste ikke noget om svindel med beløbsordningen. Men under udredningen af hans historie fik vi nys om svindel med beløbsordningen, så i stedet for at fyre ham af som en enkelthistorie, besluttede vi os for at holde på ham og undersøge det nærmere,” siger hun.

Susanne Junker mødtes mange gange med den kinesiske kok, som ikke snakkede meget mere engelsk end det, han havde lært sig selv om aftenen, når han gik i seng i restaurantens baglokale.

For at få bekræftet hans historie og se, hvordan han boede i baglokalet, tog Susanne og kollegerne hen på restauranten og lod, som om de var almindelige gæster.

”Vi besøgte restauranten, hvor han​ ​serverede og lavede mad til os. Det var lidt akavet, at vi skulle lade, som om vi ikke kendte hinanden,” siger hun.

Susanne Junker fortæller, at det har været virkelig svært at få kinesiske kokke i tale om problemet, fordi holdningen er, at den, der lever stille, lever godt, og kokkene er afhængige af at være gode venner med arbejdsgiveren. Og derudover var der rent logistiske problemer.

”Når vi spurgte kokkene, hvornår de kunne snakke, så sagde de, at det kunne de aldrig, fordi de arbejdede hele tiden. Så det har været noget med at tage ud på restauranterne og satse på, at deres chef ikke var der,” siger Susanne Junker.

Fik dumplings serveret af ældre kineser i nattøj

”Vi har været meget i miljøet for at vise, at vi gerne ville kontakt. Vi har været på nogle restauranter og spist mad, og så har vi siddet der og forsøgt at snakke med kokkene med mere eller mindre held,” siger hun og tilføjer, at de også har været hjemme ved kinesere, der kender miljøet.

”En ældre mand var meget opsat på at fortælle os på højlydt kinesisk, hvordan alting hang sammen, mens han kogte dumplings til os i nattøj,” siger hun.

Hun fortæller, at hun og kollegerne har arbejdet på historien on/off siden sommeren, og at de har arbejdet på den fuld tid hele november.

”Det er meget privilegeret, og vores redaktør​er har givet plads til det, fordi ​de længe gerne har villet lave historien om, hvad der foregår i det kinesiske restaurantmiljø,” siger hun.

Ud over at opsøge kilder i det kinesiske kokkemiljø har Susanne Junker og hendes kolleger søgt mange aktindsigter hos de ansvarlige myndigheder og SIRI – Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som viste, at myndighederne godt kendte til problemet.

”Midtvejs nåede vi op på 50, og så har jeg ikke talt siden,” siger hun.

Har arbejdet med det her givet dig lyst til aldrig at spise på kinesisk restaurant igen?

”Jeg vil nødigt skære alle over en kam, og jeg elsker kinesisk mad, men jeg vil nok holde øje med, om der er nedrullede gardiner i overetagen eller kælderen. Og så må man nok bare erkende, at noget så kedeligt som prisen betyder noget.”