Efter 10 år på posten som administrerende direktør og chefredaktør for Mediehuset Ingeniøren stopper Arne R. Steinmark. Det skriver Ingeniøren i en pressemeddelelse.
Arne R. Steinmark fortæller til Journalisten, at han vil give sig selv en pause og gøre plads til nye øjne, der kan drive mediehuset videre.
»Jeg har følt mig meget forpligtet til at arbejde for at få mediehuset ud af de kriser, vi har oplevet, i en ordentlig gænge. Lige nu ser det bedre ud end tidligere, så jeg har ikke dårlig samvittighed over at slippe det og tage mig en tænkepause,« siger han.
Et mindre mediehuset end for 10 år siden
Da Arne R. Steinmark i 2006 trådte til som administrerende direktør og chefredaktør, var det for et mediehus med hovedfokus på papiravisen Ingeniøren.
Siden har finanskrisen og en hastigt forandrende medieverden ført til flere markante tilpasninger og nedskæringsrunder. I dag er Mediehuset Ingeniøren således en del mindre, end da Arne R. Steinmark kom til.
»Arne har ført mediehuset dygtigt igennem nogle rigtig hårde år, der både har budt på nødvendige tilpasninger, men også rigtige satsninger både redaktionelt og forretningsmæssigt,« siger bestyrelsesformand for Mediehuset Ingeniøren Jens Wittrup Willumsen i pressemeddelelsen.
Over for Journalisten peger Arne R. Steinmark også selv på den digitale transformation som den største udfordring i de 10 år, han har været adm. direktør og chefredaktør:
»Den største udfordring har helt klart været digitalisering overalt. Vi havde nogle forventninger om, at digitalisering betød, at vi kunne spare penge på distribution af aviser, men i stedet betød det, at det blev sværere at lave en forretning,« siger han.
Ved ikke, om han bliver i mediebranchen
Hvad der skal ske nu, ved Arne R. Steinmark endnu ikke:
»Jeg har levet og åndet for Ingeniøren de sidste 10 år, og jeg har enten studeret eller arbejdet, siden jeg var 14. Jeg tror, det er vigtigt at forpligte sig overfor sig selv til også at tage en tænkepause og overveje, om der skal ske andre ting i fremtiden. Jeg skal jo nok ikke være pølsemand, men om jeg ender tilbage i mediebranchen ved jeg ikke,« siger han.
Indtil en ny administrerende direktør er fundet varetager husets kommercielle direktør Stine Monrad Wæsel posten som administrerende direktør, skriver mediehuset i pressemeddelelsen.
Nuværende redaktionschef Trine Reitz Bjerregaard viderefører som konstitueret ansvarshavende chefredaktør den publicistiske linje.
Mediehuset Ingeniøren er et aktieselskab ejet af Ingeniørforeningen IDA samt pensionselskaberne DIP og ISP, der sammen ejer en tredjedel af selskabet.
Opdateret klokken 12.32 med citater fra Arne R. Steinmark.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.