For anden gang på mindre end et år får fagbladet Folkeskolen tildelt en ekstra bevilling i millionklassen.
Fagbladet har netop fået tilsagn om 3,2 millioner kr. i støtte fordelt over tre år til at videreudvikle bladets prisvindende faglige netværk for skolelærere.
Donationen kommer fra foreningen bag skolelærernes forsikringsselskab, Lærerstandens Brandforsikring, der uddeler donationer til velgørende formål og formål af særlig betydning for undervisningsverdenen eller børn og unge.
»Vi har ikke tidligere fået den idé at søge fonde om støtte. Men i foråret stod vi i den situation, at vores faglige netværk gik ok, men de var stagneret lidt. Der var ikke den stigning i læsertal og aktivitet, som vi ønskede. Derfor tænkte vi over, hvad vi kunne gøre. Vi har tidligere været mediepartner på et projekt, som var støttet af A.P. Møller Fonden. Og der opstod idéen om at søge fondsstøtte,« siger Hanne Birgitte Jørgensen, chefredaktør på fagbladet Folkeskolen.
»Vi valgte i første omgang at søge om støtte til projektet hos foreningen bag Lærerstandens Brandforsikring, fordi de uddeler penge inden for uddannelsesområdet. Det gør A.P. Møller Fonden også, og den havde vi søgt, hvis vi ikke havde fået støtte fra Lærerstandens Brandforsikring,« siger Hanne Birgitte Jørgensen.
Faglige netværk fik Bording-pris for to år siden
Fagbladet Folkeskolen vandt i 2014 Bording-prisens digitale mediepris for fagmedier for sine faglige netværk, der blev oprettet i 2012. I dag er der oprettet netværk til alle fag. Og hvert netværk har en journalist tilknyttet, samt anmeldere og bloggere, som løbende leverer indhold til sitet.
»Nu får vi mulighed for at sætte ekstra turbo på udviklingen af vores faglige netværk. Vi vil bruge pengene på at tilknytte nogle flere bloggere og debattører samt en række fagkonsulenter på de forskellige fag, som kan hjælpe vores journalister med at finde de gode historier. Vi håber, at bevillingen kan være med til at sikre, at vores faglige netværk bliver stedét, hvor lærerne drøfter deres fags udvikling,« siger Hanne Birgitte Jørgensen.
En del af pengene vil også gå til markedsføring af bladets faglige netværk, fordi kun 25 procent af Folkeskolens læsere kender til dem ifølge bladets seneste måling.
Desuden kommer bladets medarbejdere på intern efteruddannelse i fællesskabsopbygning. Her får redaktionen blandt andet besøg af Tim McDonald, der er tidligere Community Director på The Huffington Post.
Den store bevilling fra Lærerstandens Brandforsikring betyder dog ikke nødvendigvis, at fagbladet Folkeskolen fremover vil arbejde mere målrettet med at søge bevillinger hos fonde.
»Ikke nødvendigvis. For man kan ikke få støtte til driften, men kun til projekter. Så det kræver, man har et godt projekt, og at man er villig til at bruge meget tid og mange ressourcer på ansøgningen, som vi har gjort i dette tilfælde,« siger Hanne Birgitte Jørgensen.
Andre fagmedier kan også opnå støtte
Lærerstandens Brandforsikring er ejet af medlemmerne, som typisk også er medlem af Danmarks Lærerforening og dermed udgør fagbladet Folkeskolens læserskare.
Hos Lærerstandens Brandforsikring kan man ikke umiddelbart svare på, om Folkeskolen eller andre medier har fået støtte fra fonden tidligere. Det er ikke sket inden for de seneste år, men Lærerstandens Brandforsikring understreger, at både fagmedier og organisationer kan opnå støtte. Det vigtigste er, om projektet lever op til retningslinjerne og vedtægterne om formål af særlig betydning for undervisningsverdenen eller børn og unge.
”Det treårige projekt, vi her støtter om at styrke det faglige netværk, vidensdeling og forskningsresultater mellem lærere og undervisere, kunne lige så godt være kommet fra en anden organisation eller fagblad for den sags skyld. Det er formålet og projektets indhold, der er styrende for, hvorvidt man kommer i betragtning for at få støtte fra LB Foreningen,” skriver Christophe Kirkegaard, kommunikations- og marketingdirektør i Lærerstandens Brandforsikring i en mail til Journalisten.
”Eksempelvis støtter vi i år også Røde Kors med over en mio. kroner til opbygning af et interaktivt læringsrum for lærere og elever, og her har det ligeledes være selve projektets formål og fokus på undervisningsområdet, der har været det centrale for støtten,” skriver Christophe Kirkegaard.
Undgår besparelser med mediestøtten
Som nævnt er det anden gang på under et år, at fagbladet Folkeskolen bliver begunstiget med en bevilling i millionklassen. Sidste år fik fagbladet Folkeskolen for første gang mediestøtte i form af 1,7 mio. kr. i direkte produktionsstøtte.
Fagbladet Folkeskolen blev godkendt til mediestøtte, fordi bladet omlagde sit ejerskab, så det nu er et privat selskab. Mediestøttereglerne forbyder nemlig, at støttekronerne kan gå til medier, som er 100 procent ejet af fagforeninger eller organisationer.
På trods af mediestøtten er der dog ikke blevet flere fastansatte på Folkeskolens redaktion. Men støtten har muligvis reddet bladet fra fyringer, fortæller chefredaktøren.
»Mediestøtten betyder meget. Det svarer mindst til et par journalistlønninger. Det betyder, at vi ikke er blevet ramt af besparelser på trods af faldende indtægter på jobannoncer og andre annoncer, som står for halvdelen af vores indtægter. Og vi har skruet op for vores freelancebudget,« siger Hanne Birgitte Jørgensen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.