Mere kommunikation for pengene: Fagforbund vil sløjfe medlemsblad

På den seneste kongres i Fødevareforbundet NNF blev det besluttet, at medlemsmagasinet skal nedlægges i sin nuværende form. Det handler om at få mere kommunikation for pengene, siger kommunikationschef: ”Der er jo ingen tvivl om, at print-kommunikation er dyr kommunikation”

Som det er i dag, laver de tre kommunikationsansatte i Fødevareforbundet NNF hvert år fire trykte medlemsblade til fagforbundets cirka 23.000 medlemmer. Derudover laver de nyheder til hjemmeside og sociale medier.

Men inden 2020 ser det sandsynligvis anderledes ud. På forbundets seneste kongres i efteråret 2016 blev det nemlig besluttet, at medlemsbladet Substans skal nedlægges i sin nuværende form.

Det skal ske i indeværende kongresperiode, der løber frem til 2020. Men dog først, når der er fundet et alternativ, fortæller kommunikationschef i NNF, Emilia Maria Van Gilse.

”I virkeligheden handler det bare om at se på, om man kan få mere kommunikation for pengene, hvis man laver kommunikation på en anden måde, end vi gør i dag. Der ligger ikke nogen beslutning om, hvad vi så skal i stedet. Så nu skal vi finde ud af, hvordan vi laver knivskarp medlemskommunikation uden et medlemsblad,” siger hun.

Ikke den store debat 

Emilia Maria Van Gilse fortæller, at hele indstillingen, der blev besluttet af kongressen, kun fylder fire linjer.

”Så det er ikke, fordi der ligger mange lange overvejelser bag,” siger kommunikationschefen.

Var der en diskussion om beslutningen på kongressen, hvor argumenterne for og imod kom frem?

”Der var ikke den store debat om det på selve kongressen. I virkeligheden tror jeg bare, der var bred enighed om at få mere kommunikation for pengene. Så at kigge på bladet var en indlysende mulighed. For der er jo ingen tvivl om, at print-kommunikation er dyr kommunikation.”

Hvad synes du som kommunikationschef og redaktør på bladet om beslutningen?

”Jeg synes, at den er en spændende udfordring. Det synes jeg rent faktisk. Det er spændende at turde at lægge noget om og få lov til at arbejde i nye retninger. At turde trække en streg i sandet,” siger Emilia Maria Van Gilse.

Løsningen kommer ikke let 

Kommunikationschefen fortæller, at hendes kolleger i kommunikationsafdelingen er med på opgaven. Men indtil videre er de ikke nået særlig langt i processen.

”Første rigtige skridt er at lave analyser af, hvordan medlemmerne bruger bladet og vores andre platforme i dag. Og så tager vi den derfra. Jeg har simpelthen ikke noget bud på, hvor vi er om tre år,” siger Emilia Maria Van Gilse.

Hun glæder sig til at komme i gang med processen:  

”Men mig bekendt er der ikke andre, som har fundet løsningen på, hvordan man laver medlemskommunikation uden et medlemsblad. Så løsningen kommer ikke let, den har ikke skrevet sig selv på forhånd,” siger hun. 

1 Kommentar

Stefan Vase
17. AUGUST 2017
Jeg forstår ikke behovet for
Jeg forstår ikke behovet for at lukke print, når der er tale om relativt få udgivelser om året.
Print giver en kvalitet og en nærhed, som online ikke giver. Og er en stærk påmindelse i postkasse, på bord og i skraldespand om en relation mellem en forening og en person. Den online relation er skjult og glemt med mindre du trykker og klikker.

Det kan godt give mening at fastholde print - specielt når så meget andet kommunikation bliver elektronisk. Men man skal bare sørge for at møde læsernes forventninger. Print skal være ekstraordinært, lækkert, indbydende, tankevækkende, provokerende (det skal online naturligvis også være - men det er bare ikke normen i dag i særlig høj grad).

Og så skal online både understøtte print og give sine læsere nogle oplevelser, man ikke kan få på print. For print har immervæk også nogle begrænsninger... :-)