60 dages ubetinget fængsel. Sådan lød straffen, da tidligere hærchef og general Hans-Christian Mathiesen i går blev dømt ved byretten i Viborg for misbrug af sit embede som hærchef. Det skriver dr.dk.

I sagen er han blevet kendt skyldig i at have favoriseret sin kæreste, der også var ansat i hæren – blandt andet ved at hjælpe hende med at få adgang til uddannelser, hun ikke var kvalificeret til.

Ifølge DR har hærchefen og hans advokat Torben Koch anket dommen på stedet.

Sagen kom første gang frem, da det lille netmedie Olfi i 2018 afslørede, at hærchefen havde misbrugt sit embede – noget, han selv klart afviste.

Vi har spurgt Peter Ernstved Rasmussen, der er journalist og chefredaktør på Olfi, hvad han har lært af at arbejde med sagen.

Hvad er det, sagen handler om?

”Først og fremmest om embedsmisbrug. På mere forståeligt dansk handler det om magtmisbrug. Det handler om en general, der blev chef for den danske hær, og som udnyttede sin position til at fremme sin kærestes karriere.”

”Det gjorde han dels ved at få hende optaget på en uddannelse, hvor andre stod før hende i køen. Og han gjorde det ved at få hende ansat i en stilling som major, hvor han kontaktede obersten, der skulle besætte stillingen. Derudover har han givet hende adgang til sin fortrolige indbakke med mails fra forsvarschefen og deslige.”

Og det er det, Olfi har afsløret?

”Ja. Jeg havde hørt rygtet og modtog i maj for præcis tre år siden et brev fra en anonym medarbejder i hærstaben, der beskrev det. Jeg ved stadig den dag i dag ikke, hvem der har sendt det. Jeg kan stadig huske indledningen på brevet ordret: ”Situationen er kritisk. Generalmajor Hans-Christian Mathiesen leder hæren med uhørt narcissisme og arrogance. Dårlig ledelse er ikke ulovligt, men hvad der formentlig er ulovligt, er hans ekstremt nepotistiske favorisering af sin egen kæreste.”

Hvad tænkte du, da du fik tippet?

”Da brevet kom, sprøjtede det op i øjnene på mig. Det var så detaljeret, at jeg var nødt til at komme i gang. Det lød så vanvittigt. Jeg fik ret hurtigt bekræftet af hærstaben, at hun ikke havde været på internationale udsendelser, som den uddannelse, hun blev optaget på, krævede. Så vidste jeg, der var en historie. Spørgsmålet var bare, hvor stor den var.”

Du har arbejdet meget længe med historien?

”Der udspillede sig et 15 måneder langt tovtrækkeri med aktindsigter og udenomssvar, og for hvert svar jeg fik, opstod der nye spørgsmål. Der kom også et forsvarsforlig, der i den periode optog min tid. Derfor gik der måneder, hvor jeg ikke rørte ved historien.”

”Men til sidst syntes jeg, at jeg via anonyme kilder og andre kilder havde nok til, at jeg kunne bekræfte det, jeg havde. Der var meget markante kilder, blandt andet en, der truede hærstaben med at sige op, hvis kæresten kom ind på den uddannelse, hun ikke var berettiget til. Og han endte med at sige op. Det var meget markant og underbyggede, at noget var helt galt.”

”Jeg udgav artiklen den 18. oktober 2018. Det er den længste artikel, jeg nogensinde har skrevet. Det er den, der starter lavinen.”

Hvad har det sværeste været i arbejdet med sagen?

”Det har været tiden. Jeg har ikke været tre sekunder i tvivl om, at Hans-Christian Mathiesen meget bevidst har trukket sagen i ekstrem langdrag og har håbet, at jeg droppede den. Der gik flere uger mellem, at han svarede på mine spørgsmål. Men for hver gang, jeg fik et svar, blev jeg så provokeret, vred og indigneret, at jeg tænkte: ”Godt, så sender jeg flere spørgsmål af sted.”

Har du overvejet at droppe sagen på noget tidspunkt?

”Nej, det har jeg ikke. Jeg har fra dag ét vidst, at det ville blive til en historie. Spørgsmålet var, hvor meget jeg kunne dokumentere, og da kilder fortalte, at han havde haft fingrene nede i sagsbehandlingen, vidste jeg, det ville blive en skandalesag.”

Hvad tænker du om, at der nu er fældet en dom over hærchefen, hvor han skal ubetinget i fængsel?

”Det bekræfter mine værste anelser. Noget var helt galt, og det var bredt accepteret i Forsvaret. Det var en kultur, hvor man kan begå strafbare forhold, uden at nogen løfter et øjenbryn.

Du har da både fået tip og talt med kilder, så nogen har da løftet et øjenbryn?

”Det er sandt. Men de øverst ansvarlige vidste, hvad der foregik, og alligevel har ingen stoppet det. Det er en kulturbrist.”

Du siger selv, at du undervejs i historien bliver ”vred,” ”indigneret”, og ”provokeret”. Du skriver også ofte analyser og kommentarer om de sager, du dækker. Du synes ikke, du bliver for personligt involveret i sagerne?

”Det synes jeg ikke. Men der er slet ingen tvivl om, at der er en del læsere, der synes, det er tilfældet. Og en del synes, det ikke er noget problem. Jeg er heldigvis min egen chef, og jeg står kun til regnskab over for loven og de abonnenter, jeg har. Jeg forsøger meget bevidst ikke at blive en del af sagerne, men jeg må også erkende, at jeg som både journalist og redaktør, der også skal analysere sagerne i andre medier, har svært ved ikke at blive involveret.”

”Jeg forsøger at holde fast i min integritet. Jeg skal holde tungen lige i munden, og min kommentering må ikke kamme over. Jeg skal ikke mene alt muligt som på en blog. Men jeg synes, sagens udfald – selv om den selvfølgelig bliver anket – bekræfter, at jeg har bedrevet grundig journalistik.”

Hvad har du lært af arbejdet med sagen?

”At du ikke behøver sidde på et stort medie for at lave afsløringer med vidtrækkende konsekvenser. Og at du ikke får kunder i butikken ved at skrive hurrajournalistik. Du skal stå ved dine værdier og praktisere journalistikkens ædle grundbegreber – og så kan du rykke noget, også selv om du sidder ved dit eget køkkenbord.”

”Man skal også være klar til at få en på hattepulden. Der er mange, der ikke klapper i hænderne over det, jeg laver. Du får fjender, når du laver den slags journalistik, jeg gør. Men der er intet så motiverende og inspirerende som at følge et journalistisk kald. Jeg glæder mig over mit arbejde hver dag.”

Til sidst vil jeg gerne spørge … jeg sidder inde på olfi.dk nu og kan se, at du ikke selv har skrevet, at der er faldet dom. Hvorfor har du ikke det?

”Jeg havde en halv artikel klar i retten, men så blev jeg suget ind i det, jeg også laver med dig nu. Jeg tror, det er vigtigere at forklare historien til andre, der vil fortælle om den, end at jeg selv skriver en nyhed. Jeg bliver alligevel aldrig hurtigst på breaking. Nu skal jeg have noget frokost og tilbage til København og i ’Aftenshowet’. Min egen tidsplan vælter hele tiden. Det kan mine læsere godt forstå.”

Jeg vil alligevel beklage over for dine læsere, at jeg opholder dig nu, og ønske dig god tur i ’Aftenshowet’ senere …

”Jo, tak. Det er sjovt at snakke med andre om det, så det skal du ikke beklage. God arbejdslyst med artiklen.”