Det blev Allan Spangsberg fra TV 2 Fyn, der i går vandt Spadestiksprisen 2020. For tv-kanalen havde han afdækket, hvordan ledelsen på bostedet Fangelvej i Odense havde et medansvar for et dødsfald på grund af overmedicinering.

Journalisten har spurgt ham, hvad han har lært, og om han har et godt råd til andre journalister, der graver lokalt.

Hvad handler historien om?

”Grundlæggende handler den om en kvinde på et bosted, der i ugen op til sin død havde sygdomstegn, som personalet ikke reagerede på. Den del af historien var meget ligetil, indtil det senere viste sig, at kommunen gav 12 af medarbejderne det fulde ansvar for dødsfaldet. Sidenhen vidste det sig så også at være et ledelsesmæssigst svigt, så det altså ikke kun var medarbejderne, der havde fejlet.”

Hvordan vidste du, at det her var en historie, du skulle forfølge?

”Med alt respekt for de pårørende, så var det her jo journalistisk set en guldcase: Det værste eksempel med den værste udgang på grund af svigt og dårlig systematik samt personale, der ikke var klædt ordentligt på til deres job.”

”Vores grundlæggende research startede i begyndelsen af juni, hvor vi fik et tip fra en kilde om en kvindes død. Den kilde sendte også dokumenter, der viste, at der var noget helt galt i forløbet i ugen op til. Historien voksede sig hele tiden større, og da bostedets læge og psykiater skrev, at hun ikke forstod, der ikke var blevet kontaktet en læge tidligere. Da der dermed var fagfolk, der var kritiske overfor forløbet, vidste vi, af det kunne blive en stor sag, der talte ind i et større problem.”

Hvad har været sværest?

”Det har været svært at navigere i undervejs, fordi historien ændrede karakter. Først var det vores indtryk, at medarbejderne havde det fulde ansvar. Men så begyndte en række kilder at vende tilbage rasende, fordi kommunen hængte medarbejderne ud i offentligheden. Det åbnede døre for os, fordi kilder, der før ikke ville tale, pludselig åbnede op.”

”Den anden del var mødet med den afdøde kvindes mor. Det er ikke så tit, jeg møder kilder, der er så sårbare. En kvinde, der ikke er helt ung og ikke helt forstår, hvad der sker. Det etiske ansvar og hensyn til en sårbar mor og samtidig det, at man har lyst til at banke løs med historier, var svært.”

Hvad har du lært?

”Jeg lærte mange ting, men især to jeg vil fremhæve:

”Jeg lærte, jeg godt kunne tillade mig at stille større krav til kilderne. Jeg har ikke baseret noget på mundtlige kilder, men har fastholdt, at alt skulle kunne dokumenteres. Så selvom der var tre kilder, der ringede og sagde det samme, ville jeg se dokumentation for lige præcis den instruks, de talte om. Det andet vigtige er, at fysiske møder med kilder er ekstremt vigtigt. Når jeg har løftet min røv fra stolen og har banket på hos kilderne, så har det nedbrudt en grænse. At de kan se mig i øjnene og se, at jeg ikke er et bæst, som nogle jo tror, journalister er, har åbnet døre.”

 Hvilken modstand har du oplevet fra bosted og kommune?

”Grundlæggende har kommunen faktisk været meget åben om den første sag om kvinden, der døde. De stillede op til interview og talte om en enkeltsag. De var ret åbne, fordi de mente, medarbejderne stod med ansvaret. Da vi så afslørede, at instrukserne kom fra dem, blev det sværere med kommunikationen. Men grundlæggende har de ikke forsøgt at begrænse mig i mine mange anmodninger, og vi har ikke skændtes over ting, de har udeladt eller overstreget.”

”Selvfølgelig var det træls, at de i den senere dækning ikke ville stille op til interview, fordi de var i gang med en intern undersøgelse af forløbet, men grundlæggende har jeg ikke stor kritik af dem.”

”Bostedet har været helt umuligt at komme i kontakte med, især ledelsen. De har taget telefonen, hver gang jeg har ringet, men har sagt pænt nej tak og henvist til kommunens presse. På den ene side er det pisseirriterende, men på den anden side stod de med et bosted i ruiner, med fyrede medarbejdere, advarsler og en medarbejdergruppe helt i knæ. Oprigtigt tror jeg, de har fokuseret på at samle medarbejderne op, og det kan jeg godt forstå.”

Hvad er dit bedste råd til andre, der skal grave lokalt?

”I den her sag var der to ting. Tålmodigheden er den første. Vi ventede med at bringe den første artikel, som vi fik tip om i starten af juni, men først bragte i slutningen af august. Historien blev meget bedre af det.”

”Det andet er nærheden til kilderne. Det opfattes ofte som et problem, at vi lokaljournalister møder vores kilder i Brugsen, men her var det en styrke med den korte afstand. Det skal vi huske at gøre brug af. Brug den korte afstand til at møde dine kilder ansigt til ansigt.”

Hvorfor skal lokalmedierne i fremtiden holde fast i graverjournalistikken?

”Hvem fanden skal interessere sig for lokale historier, hvis vi ikke gør det? Denne historie endte jo med at have betydning for en lang række mennesker på de fynske bosteder og deres pårørende. Hvis vi ikke gør det, er der ingen, der gør det længere.”